Casa A/S sætter nye rekorder: Indtjening har nu rundet 100 mio. kr.

Casa har på havnen i Horsens ikke bare bygget eget domicil i forbindelse med det gamle stykgodspakhus. Selskabet står også bag byggeriet af boligblokkene Geiserne, og boligbyggeri er et område, selskabet de senere år har fået mere og mere af. Arkivfoto

Casa A/S sætter nye rekorder: Indtjening har nu rundet 100 mio. kr.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2017 var bl.a. året, da Casa A/S rykkede i nyt domicil på havnen i Horsens og flyttede sit kontor i København. Men det var i høj grad også et travlt år, hvad angår byggeaktiviterer: 1687 boliger var under opførsel, og 622 færdige boliger blev afleveret - det afspejler sig i det netop aflagte rekord-regnskab.

Horsens: År efter år sætter det horsensianske entreprenør-, bygge- og udviklings-selskab Casa A/S rekord - således også i 2017.

I det netop offentliggjorte årsregnskab for 2017 er den totale omsætning opgjort til ca. 1,65 mia. kr. Det er ca. 19 pct. mere end 2016 - og samtidig tæt på at være en fordobling i forhold til 2014 og en 10-dobling i forhold til 2010.

Resultatet på bundlinjen følger samme takter. Det beløb sig sidste år til 102,5 mio. kr. før skat, mod 81 mio. kr. året forinden. Sammenligner man igen med 2010 og 2014, var resultatet før skat henholdsvis 14 og 52 mio. kr. i runde tal.

- Det er vi glade for, siger Kim Balle, der tiltrådte som selskabets økonomidirektør i november.

Forklaringen på den eksplosive vækst skal bl.a. findes i en udvikling, hvor det for nogle år siden var fortrinsvis erhvervsbyggeri, Casa stod for, mens aktiviteterne de senere år har bredt sig til også at omfatte en del boligbyggeri og renoveringer, forklarer han.

Bugnende ordrebog

Casa har i 2017 igangsat så mange projekter, at virksomheden topper Bygge Faktas (selskab, der lever af at servicere byggevirksomheder med information om byggeprojekter) liste over igangsatte projekter. Det fremgår af selskabets årsrapport.

Kim Balle glæder sig samtidig over, at Casa går ind i 2018 med en bugnende ordrebog.

- Ved indgangen til året havde vi allerede kontrakt på ordrer for 2,9 mia. kr., hvilket er ca. dobbelt så meget som ordrebeholdningen ved indgangen til 2017.

- Og ca. halvdelen af ordrebogen kommer vi til at eksekvere i år, så alene med det kan vi se frem til en årsomsætning næsten på niveau med 2017, siger han.

På den baggrund - og som følge af en række strategiske tiltag - forventer ledelsen fortsat vækst i både omsætning og indtjening, fremgår det af årsrapporten.

I 2016 overtog kapitalfonden CataCap 6o pct. af aktierne i Casa, og i den forbindelse blev der udviklet en ny vækststrategi, bl.a. med målet om at fordoble virksomhedens omsætning frem mod 2020.

- Vi skal nå en omsætning på tre mia. kr. i 2020, siger Kim Balle, som ikke er afskrækket af det ambitiøse mål.

- Bestemt ikke. Ét er, at vi ved, hvad vi har i ordrebogen, men vi ser også frem mod kommende års projekter, som er under udvikling eller opsejling. Det er vi meget detaljerede omkring, så jeg er fuldt fortrøstningsfuld om, at vi kommer til at nå det fastlagte mål, siger han.

135 medarbejdere

Særligt i hovedstadsområdet har væksten taget til. Her opfører det horsensianske selskab p.t. mere end 100.000 kvm boliger. I slutningen af 2017 vandt Casa desuden kontrakter på yderligere tre større boligbyggerier i København.

Københavner-afdelingen tegner sig i dag for godt halvdelen af omsætningen, oplyser Kim Balle.

Afdelingen flyttede i december fra Nordhavnen i København til nye rammer i Søborg. Kort efter valgte Casa at sige farvel til den daværende direktør for afdelingen, Per Semmeling. Det betyder, at Kim Balle foreløbig har påtaget sig ledelsesansvaret for afdelingen, som er base for godt halvdelen af Casas 135 medarbejdere.

Casa udvidede i løbet af 2017 medarbejderstaben med 25 nye kolleger, og der forventes også vækst i medarbejderantallet over de kommende år, fremgår det af årsrapporten.

Casa A/S sætter nye rekorder: Indtjening har nu rundet 100 mio. kr.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce