Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Camilla blev mobbet: Fra fravær til fornøjelse

Camilla Carlsen er i gang med en uddannelse, hvor praktikken foregår på Horsens Produktionshøjskole. Her er underviser Ida Meldgaard også læremester, og hun giver Camilla Carlsen lidt ekstra støtte. Foto: Michael Svenningsen

Camilla blev mobbet: Fra fravær til fornøjelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Camilla Carlsen oplevede nederlag på nederlag, indtil hun kom på produktionsskole i Horsens. Her ventede succesoplevelserne, og nu er hun sågar lærling samme sted.

Horsens: Skolen vækker langt fra gode minder hos 23-årige Camilla Carlsen, og da en veninde sidste år foreslog hende at komme på Horsens Produktionshøjskole, tænkte hun:

- Dét skal jeg bare ikke.

Hun var dengang i besiddelse af en forlist hf, var på kontanthjælp, havde ikke noget at lave og var med egne ord skide træt af det. Så hun tog alligevel med på "Prutten", som hun kalder produktionsskolen på Vågøvej.

Her blev hun modtaget, som hun aldrig er blevet modtaget før, og succes-oplevelserne stod i kø. Nu er skolen tilmed blevet læreplads for Camilla Carlsens uddannelse til beklædnings-assistent.

- Ja, det er vel det, man i gamle dage kaldte en skrædder, siger hun med stort smil midt mellem metervarer, modeller og målebånd.

Mette fandt overskud i køkkenet
Pbe-uddannelsen
Pbe står for produtkionsskolebaseret erhvervsuddannelse.Den er på samme niveau som en ordinær erhvervsuddannelse, og skoleophold og eksamener er på samme vilkår.

Men uddannelsen er tilrettelagt, så praktikken foregår på en produktionsskole frem for i en ordinær virksomhed.

Den tilbydes unge, der har et forløb på produktionsskolen og vurderes at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse, men som har brug for lidt mere støtte for at gennemføre den.

Horsens Produktionshøjskole er p.t. godkendt til at uddanne pbe-lærlinge inden for køkken og tekstil, hvor der p.t. er i alt seks lærlinge.

Skolen har desuden søgt om godkendelse til at uddanne elever på endnu tre værksteder: auto, musikproduktion og træværkstedet.

Forstander Hans Christian Mouritsen håber på sigt at kunne tilbyde lærepladser til 15-20 pbe-elever.

Plads til at være Camilla

Camilla Carlsens far forlod familien, da hun var en lille pige, og hun er altid blev mobbet meget i skolen, fortæller hun.

Da hun begyndte på Horsens Produktionsskole, havde hun derfor svært ved at danne relation til andre.

- Men her har vi alle noget med i bagagen. Vi er her alle, fordi vi ikke har fungeret andre steder, og jeg føler, at mine behov bliver tilgodeset. Jeg får plads til at være mig, forklarer hun.

Fravær har Camilla haft masser af i sin skolegang.

- Det havde jeg også her i begyndelsen. Men ikke da jeg fandt ud af, hvor rart her er, og begyndte at få succesoplevelser, siger hun.

Den helt store succes indtrådte, da Camilla Carlsen opdagede, at håndarbejdet, som hun ellers havde frygtet og fravalgt siden en fiasko i 4. klasse, var sjovt.

- Jeg sprang direkte ud i at sy en middelalderkjole, og hvem kan lige sige, man har syet sådan en, konstaterer hun stolt.

Lidt mere støtte

Siden blev det til bl.a. sofapuder og børnetøj, som eleverne producerer på værkstedet og sælger fra skolens butik.

Der er ni elever på tekstilværkstedet - eller ansatte, som de kaldes og betragtes som på produktionsskolen. Tre af dem - Camilla Carlsen, Michelle Hanberg Sørensen og Jeanette Sørensen - er lærlinge. De er alle ved at gennemføre den særlige pbe-uddannelse (produktionsskole baseret erhvervsuddannelse).

For så vidt angår skoleophold og eksamener har pbe-elever de helt samme vilkår som andre unge på ordinære erhvervsuddannelser. Men den sædvanlige virksomheds-praktik foregår på produktionsskolen, hvor der er mere støtte at få. Den løsning er Camilla Carlsen glad for.

- Vi er meget tætte på værkstedet og har et godt sammenhold, der betyder meget for mig. Og hvis jeg f.eks. ringer til min underviser Ida en dag og siger, at jeg har det dårligt, så siger hun måske: "Prøv lige at kom herover. Så snakker vi lige om det". Der kan selvfølgelig være dage, hvor jeg bare ikke kan, men som regel får hun mig på benene, og så går det fint alligevel, fortæller Camilla Carlsen.

Et kæmpe skridt ind i de voksnes rækker

I maj bestod Camilla Carlsen uddannelsens grundforløb. Hun er nu i gang med hovedforløbet, og hvis alt går efter planen, bliver hun færdig med uddannelsen i oktober næste år.

Inden da venter to skoleophold i Herning af hver 10 ugers varighed.

- Jeg var nok ikke kommet på skole i Herning, hvis det stod til mig selv. Og lige nu tænker jeg også, at det har jeg ikke lyst til.

- Men jeg skal nok få et skub herfra, og jeg tager udfordringen op og tager ét skridt ad gangen. Vi står nok alle i én båd på skolen, selvom jeg har lidt ekstra med i bagagen, siger hun.

I hvert fald er et bestået grundforløb nu også en del af Camilla Carlsens bagage, og det er en stor sejr, fastslår hun.

- Jeg kan næsten ikke sætte ord på. Det er virkelig stort for mig, og det er et kæmpe skridt ind i de voksnes rækker, siger den storsmilende lærling.