Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Byrådsveteran: Horsens Alliancen leverer varm luft

Hans Bang-Hansen, byrådsmedlem i Horsens Kommune (V), stiller spørgsmålstegn ved de resultater, som Horsens Alliancen bryster sig af. Arkivfoto

Byrådsveteran: Horsens Alliancen leverer varm luft

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er uden hold i virkeligheden, når Horsens Alliancen bryster sig af at have nået målet om flere horsensianere, der forsørger sig selv, mener byrådsveteran Hans Bang-Hansen (V). Hele stigningen stammer fra tilflyttere, der allerede er i job, påpeger han.

Horsens: Billedet er pænt. Rigtig meget er lykkedes i 2016.

Sådan lød det først på året fra Peter Sørensen, Horsens-borgmester (S) og formand for Horsens Alliancen, da han i et nyhedsbrev til alliancens parter gjorde status på "Horsens Alliancen mål for 2016".

Her mener borgmesteren, at det ambitiøse mål - som han selv kalder det - som Horsens Alliancens partnere satte i 2013, vil være nået inden for den fire-årige aftaleperiode, der udløber med udgangen af 2017.

Men tilsyneladende er billedet ikke så pænt, som borgmesteren giver udtryk for. Det viser tal, som byrådsmedlem Hans Bang-Hansen (V) har rekvireret og modtaget fra kommunens administration.

Paw Amdisen: Dækningsafgiften må i spil igen
Horsens Alliancen
Er en lokal trepartsaftale mellem Horsens Kommune, erhvervslivet og lokale LO-fagforeninger. Den blev stiftet i 2013 med formålet at fremme beskæftigelsen og forbedre rammevilkårene for erhvervslivet.

Parterne lavede dengang en "noget-for-noget-aftale", der bestemte, at Horsens Kommune over fire år skulle afskaffe den af erhvervslivet forhadte dækningsafgift. Til gengæld - og for at finansiere afskaffelsen af bidrag på ca. 45 mio. kr. årligt - skulle erhvervslivet være med til at skaffe flere job og dermed løfte flere borgere væk fra offentlig forsørgelse.

Der blev aftalt, at færre Horsens-borgere skulle være på offentlig forsørgelse, når fire år var gået - helt konkret, at Horsens ikke bare skulle følge den generelle udvikling, men få yderligere 600 løftet den rigtige vej, målt i forhold til billedet, som det ville se ud, hvis Horsens blot havde fulgt den generelle udvikling på landsplan.

Efter to år, da halvdelen af målet på de 600 gerne skulle være nået, var status 97. Altså mindre end en tredjedel af målsætningen.

Da valgte Horsens Kommune at skifte målepind. I stedet for at måle på antallet af borgere på offentlig forsørgelse, begyndte man at måle på antallet af selvforsørgende. Målet er fortsat en diference på 600 personer i positiv retning.

Endnu flere tilflyttere

Af tallene, som gør status helt frem til juli 2017, fremgår det, at selvforsørgelsen i Horsens siden januar 2014 er forbedret med 707 personer i forhold til, hvis Horsens blot skulle følge udviklingen på landsplan.

Målet var 600 inden udgangen af 2017, og derfor blev der på det nylige budgetseminar i Horsens Kommune vist en planche med det budskab, at Horsens Alliancen er i mål. Det fortæller Hans Bang-Hansen, som dog har et lidt andet syn på sagen:

- Det er uden hold i virkeligheden, for hele denne merstigning skyldes tilflyttere, siger han.

De tal, kommunens administration fremlægger, viser nemlig, at der i samme periode er kommet endnu flere borgere i den arbejdsdygtige alder til Horsens. Helt præcis er befolkningsgruppen 16-66 år øget med 909 personer i Horsens i forhold til væksten på landsplan.

- Hvis en sædvanlig andel af de 909 personer forsørger sig selv, vil 770 af dem alt andet lige forsørge sig selv. De bidrager altså positivt til statistikken over selvforsørgende, og på den baggrund er det lidt friskt at bryste sig af, at selvforsørgelsen er steget med 707 personer, siger Hans Bang-Hansen.

Det viser tallene per 1. juli 2017
Hvis Horsens havde fulgt takten i udviklingen på landsplan de seneste år, skulle der per 1. juli 2017 være 45.931 selvforsørgende i kommunen - omregnet til fuldtidspersoner i alderen 18 til 66 år.Det faktiske antal er 46.638 fuldtidspersoner.

Horsens har altså udviklet sig bedre end gennemsnittet - med et plus på 707 flere selvforsørgende.

Hvis Horsens havde fulgt landsudviklingen, når det gælder befolkningstilvækst, skulle der per 1. juli 2017 være 57.331 18-66-årige l kommunen. Det faktiske antal er 58.240.

Horsens' befolkningstilvækst har altså været højere end tilvæksten på landsplan - med et plus på 909 personer.

På landsplan er selvforsøgelsesgraden 84,8 pct. Hvis man antager, at det dermed også - alt andet lige - vil være 84,8 pct. af de 909 flere nytilkomne i Horsens, der er selvforsørgende, vil 770 af dem bidrage postivt til forsørgelses-statistikken i kommunen.

Tallene stammer fra en afrapportering fra Horsens Kommunes administration.

Regner først efter fire år

Alliancens formand, borgmester Peter Sørensen (S), giver ikke meget for Hans Bang-Hansens kritik.

- Vi havde den opgave, at vores udgifter til offentlig forsørgelse skulle falde, og så er det mere vigtigt for mig, at de falder, end hvordan de er faldet. Vores budgetter afspejler, at vi er godt med, men nogle har været sure på Horsens Alliancen fra dag ét, siger han.

Borgmesteren vil ikke udelukke, at tilflyttere bidrager til statistikken, men henviser til kommunens administration, nærmere bestemt Peter Sinding Poulsen, når det gælder beregninger. Peter Sinding Poulsen er nuværende kommunaldirektør, og indtil juni var han direktør for uddannelse og arbejdsmarked. Han siger:

- De viser, at vi har haft en flot tilflytning, ja, og det er vi glade for i Horsens.

Direktøren fastslår, at udgifter på hele kontanthjælpsområdet og til unge på uddannelseshjælp er udviklet bedre i Horsens end på landsplan.

- Horsens Alliancen har en økonomisk effekt, men hvordan det konkret ser ud nu, har vi slet ikke regnet på. Det gjorde vi efter de første to år, og det gør vi igen efter fire år - vi er ikke bestilt til mere, siger han og understreger samtidig, at når det sker efter udgangen af 2017, bliver det Horsens Alliancens parter, der først hører om resultaterne.

Det undrer Hans Bang-Hansen, der antyder, at den nuværende afrapportering er en anelse manipulerende. Han afviser at have set sig sur på Horsens Alliancen.

- Ideen er fremragende, og jeg er sikker på, de gør mange gode ting, siger han og anerkender samtidig, at der er flere horsensianere, der forsørger sig selv i dag end i 2014.

- Men der er højkonjunktur, og sådan er det jo i hele landet. Det er også derfor, at Horsens skulle udvikle sig bedre på området end udviklingen på landsplan. Dét er tydeligvis ikke lykkedes, tværtimod. Længere er den ikke - men det farlige er, at man jubler over et resultat, som slet ikke er der. Det er meget godt, at vi løfter i flok her i Horsens, men vi skal passe på, at vi ikke letter i flok, siger Venstre-politikeren.