Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Business Horsens mister sin erhvervsdirektør: Den sværeste beslutning i mit liv

Signe Marie Smidt stopper som erhvervsdirektør i Business Horsens. Foto: Morten Pape

Business Horsens mister sin erhvervsdirektør: Den sværeste beslutning i mit liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Horsens: Signe Marie Smidt standser som erhvervsdirektør i Business Horsens.

Hun tiltrådte stillingen 1. februar, men har nu valgt at fratræde. Hun bliver på posten i en overgangsperiode, så foreningens aktiviteter kører videre som planlagt, oplyser Business Horsens i en pressemeddelse.

Her forklarer hun om sin beslutning:

- Det er min egen beslutning, og det er med den største beklagelse, at jeg har valgt, som jeg gør. Nogle gange er der bare nogle forhold, der betyder mere end selv det bedste job, og det er baggrunden for, at jeg har valgt at fratræde.

- Jeg vil godt slå fast, at jeg har været utrolig glad for mit arbejde, for samarbejdet med medarbejdere - med formandsskab og bestyrelse, medlemmer, Horsens Kommune og samarbejdspartnere.

 -Jeg tror, det har været synligt for alle, at det ikke var et nemt job at træde ind i. Jeg vil dog gerne understrege, at det for mig ligger langt tilbage, og det har intet med min beslutning at gøre.

- Business Horsens er et andet sted nu, end da jeg tiltrådte. Det er jeg stolt af, og jeg glæder mig over alt det, som vi i organisationen er i gang med at rykke sammen med vores gode samarbejdspartnere. Dog er der til tider omstændigheder i det private, der kræver, at man sadler om arbejdsmæssigt.

Horsens Folkeblad har talt med Signe Smidt, som understreger, at beslutningen ikke har noget med Business Horsens at gøre.

- Det er en god organisation, og det har været den sværeste beslutning i mit liv, siger hun.

De nærmere årsager til beslutningen ønsker hun ikke at uddybe nærmere, end hun allerede har gjort i pressemeddelelsen.

Business-formand efter direktør-exit: Op på hesten igen

Afleverer et stærkere Business Horsens

Formand for Business Horsens, Finn Pedersen, og en samlet bestyrelse, beklager på det kraftigste beslutningen og vil nu indlede arbejdet med at finde en ny direktør, oplyses det i pressemeddelelsen.

Det var torsdag eftermiddag ikke muligt for Horsens Folkeblad at træffe formanden. I pressemeddelelsen fastslår han:

- Signe Marie Smidt har leveret en fremragende og på alle måder bemærkelsesværdig indsats på et tidspunkt, hvor Business Horsens var i en vanskelig situation. Jeg har været særdeles glad for samarbejdet, som Signe har lagt rigtig mange kræfter i. Takket været Signes store engagement afleverer hun et Business Horsens, der er langt stærkere, og klar til fremtiden - til gavn for medlemmer og samarbejdspartnere.

Hvor længe Signe Marie Smidt bliver på posten er endnu ikke fastlagt, siger hun.

Sidste forår trak Torben Busk sig fra jobbet som erhvervschef efter godt 30 på posten, da han valgte at gå på pension. Business Horsens valgte dengang at lade bestyrelsesmedlem Jens Eybye taget roret midlertidigt, indtil der blev rekrutteret ny topchef.

I november meddelte Business Horsens, at Signe Marie Smidt var valgt i et stærkt felt af 40 ansøgere. Hun boede dengang i København, hvor hun var i job, så Business Horsens måtte vente til 1. februar, inden hun kunne sætte sig i direktørstolen i Horsens.