Analyse: Danske Banks lavpunkt og vendepunkt

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Analyse: Danske Banks lavpunkt og vendepunkt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis en bestyrelsesformand skal tjene sit honorar hjem på nogle få dage i løbet af året, så var mandag en af de dage for Karsten Dybvad.

Han stod i spidsen for sin første generalforsamling som formand for Danske Bank, og der var meget, som aktionærerne gerne ville tale med ham om.

Dagsordenen var på intet mindre end 28 sider, og de fleste var fyldt med forslag fra aktionærer, der havde klare holdninger og spørgsmål til Danske Banks forretningsmetoder.

Langt de fleste handlede om bankens opgør med den ufatteligt vidtrækkende hvidvasksag i Estland. Enkelte forslag var mere tidløse. En aktionær foreslog at holde sig fra virksomheder, der modarbejder klimamålene i Paris-aftalen, og den tidligere finansordfører fra Enhedslisten, Frank Aaen, stillede rutinemæssigt et forslag om en opsplitning af Danske Bank i mindre enheder.

Fælles for alle forslag udefra var, at bestyrelsen ikke kunne støtte dem.

Dybvad fremstår som et venligt og beskedent væsen, men man skal ikke tage fejl af hans ballast efter mange år som departementschef i tunge ministerier og senest tiden som direktør i Dansk Industri (DI).

På generalforsamlingen tog han hurtigt fat om det, som alle ville høre om: Hvidvasksagen betegnede han som et lavpunkt i Danske Banks historie, men også et vendepunkt.

Naturligvis. Der er behov for at se fremad, men inden da skal regningen gøres op i forhold til aktionærer og myndigheder.

Aktionærerne har allerede lidt store ofre med en aktiekurs, der er faldet med over 40 procent i det seneste år. Alene de ventede civile søgsmål kan beskæftige advokater og topjurister i Danske Bank i årevis.

Regningen fra samfundet lader også vente på sig, for finanstilsyn og politi i flere lande er stadig ved at skabe sig et overblik over sagen.

Karsten Dybvad havde ikke en ny direktør med på generalforsamlingen, og det bidrager også til, at banken hænger fast i den triste sag.

Banken har stået uden blivende topchef siden september, hvor Thomas F. Borgen røg ud, og det er åbenbart svært at finde en afløser, der både falder i bestyrelsen og Finanstilsynets smag.

Det kan undre, at den midlertidige topchef Jesper Nielsen ikke for længst er fastansat i stillingen. Forklaringen kan være, at myndighederne ikke finder hans erfaring med bankdrift tilstrækkelig tung, og i så fald kan det blive svært at finde en egnet dansk kandidat.

Der er med andre ord meget, der forhindrer os i at tale om andet end hvidvasksagen.

Mens vi venter, kunne Karsten Dybvad have givet sit bud på, hvordan sagen overhovedet kunne opstå. Danske Bank beklager og beklager, men bestyrelsesformanden undlod i sin beretning at give en syleskarp analyse af, hvordan det kunne komme så vidt, at landets største finansielle virksomhed lod 15.000 udenlandske kunder sende 1.500 milliarder kroner igennem bankens estiske afdeling, hvoraf en stor del formentlig handlede om hvidvask.

Den analyse kunne bidrage til helingsprocessen. Og være et reelt vendepunkt.

Bonusinfo:

Det er næppe et jubilæum, som man fejrer, men det er faktisk 10 år siden, at Danske Bank sidst havde en kaotisk generalforsamling. I 2009 fik bankdirektør Peter Straarup tæsk for et dårligt 2008-regnskab, og topchefen måtte erkende at have ladet sig narre af IT Factory-bedrageren Stein Bagger med store tab til følge.

Generalforsamlingen huskes også for, at Peter Straarup ankom forslået og med armen i en slynge. Men det skyldtes nu blot et styrt på cyklen.

Danske Bank beklager og beklager, men bestyrelsesformand Karsten Dybvad brugte ikke generalforsamlingen til at forklare, hvordan hvidvasksagen overhovedet kunne opstå. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Danske Bank beklager og beklager, men bestyrelsesformand Karsten Dybvad brugte ikke generalforsamlingen til at forklare, hvordan hvidvasksagen overhovedet kunne opstå. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Analyse: Danske Banks lavpunkt og vendepunkt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce