- Det er som at tømme havet med en teske

Maria Fredenslund er direktør hos organisationen Rettighedsalliancen, som kæmper for at begrænse piratkopiering af blandt andet film, spil og design. Arkivfoto: Michael Bager

- Det er som at tømme havet med en teske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rettighedsalliancen peger på, at det er meget effektivt at blokere hjemmesider med ulovlige produkter, men at det skal være muligt for politiet at pålægge det og ikke kun domstolene, som det er tilfældet i dag.

Danmark: Hvis piratkopiering skal bekæmpes, er det at blokere hjemmesider med ulovlige produkter et effektivt middel. Det forklarer Maria Fredenslund, der er direktør hos Rettighedsalliancen.

RettighedsAlliancen er en interesseorganisation, som repræsenterer mere end 100.000 danske rettighedshavere fra film-, musik-, tekst- og designbranchen, og her arbejder de for at begrænse adgangen til de forfalskede varer.

- Vi har opbygget et system, hvor vi går til domstolene, og de forholder sig til, om en side er ulovlig. Vi har så et samarbejde med teleselskaberne, som blokerer for de ulovlige hjemmesider, fortæller Maria Fredenslund.

- Vi kan se, at så falder trafikken til de ulovlige sites markant, med 75 procent i gennemsnit.

Men det er ikke nok at kunne gå til domstolene for at få teleselskaberne til at blokere hjemmesiderne.

- Vi har fået et task force på området hos bagmandspolitiet, og det er et skridt på vejen, men det er vigtigt, at de får de rigtige værktøjer. Her er blokeringsværktøjet en af de ting, vi arbejder for, så politiet kan pålægge teleselskaberne at blokere de ulovlige sites, forklarer Rettighedsalliancens direktør.

Rettighedsalliancen
Rettighedsalliancen er er interesseorganisation, som repræsenterer mere end 100.000 danske rettighedshavere fra film-, musik-, tekst- og designbranchen.Organisationen arbejder for at "sikre fair forretningsvilkår og rammer for medlemmernes produkter på digitale platformer", og det sker blandt andet ved at optimere håndhævelsen af immaterielle rettigheder på nettet.

En del af organisationens arbejde drejer sig også om at informere brugerne om, hvor man kan få adgang til for eksempel film, musik eller litteratur.

Arbejdet handler også om at stoppe de bagmænd, som distribuerer kulturprodukter uden at betale for dem, og som dermed er med til at underminere markedet.

Som at tømme havet

Når Maria Fredenslund taler om at blokere for hjemmesider, er det ikke kun webshops, men også alle de sider, der leder til en ulovlig tjeneste. Hun nævner som eksempel PirateBay, som giver mulighed for at downloade blandt andet piratkopierede film og spil.

- Ulovlige tjenester optræder hele tiden på nye sider, og derfor er der behov for et meget dynamisk værktøj, så når vi finder nye hjemmesider, der leder til den ulovlige tjeneste, er de med i domstolsafgørelsen og kan blokeres, forklarer Maria Fredenslund.

Alligevel er det en opgave, som aldrig vil tage en ende, for så snart en hjemmeside er blokeret, bliver der oprettet en ny.

- Derfor kan det godt virke lidt som at tømme Atlanterhavet med en teske, siger Maria Fredenslund, som dog er fortrøstningsfuld.

- Der bliver meldt flere og flere sager til politiet, og der er et stort samarbejde omkring bekæmpelsen. Vi kan se, at det er noget, vi er gode til i Danmark. Det kan godt være, at man er konkurrenter i markedet, men man kan godt stå sammen om at bekæmpe piratkopiering.

Og så handler det i høj grad om at gøre forbrugerne opmærksomme på, hvad det er, de køber og ikke mindst støtter, når de køber forfalskede produkter.

Uddanner de unge

Mange forbrugere er nemlig ikke klar over, at de er med til at finansiere kriminelle netværk, når de køber kopivarer. Og at der er en stor risiko ved at besøge de ulovlige hjemmesider.

- Når man bevæger sig rundt i hænderne på kriminelle, risikerer man at få malware. Der er en stigende tendens til, at man bliver ramt af skadeligt software. Så der er et stort behov for information om det, siger Maria Fredenslund, som fortæller, at organisationen derfor også er begyndt at henvende sig til kommende forbrugere.

- Vi laver nogle forløb i folkeskolen, hvor vi prøver at klæde de unge på til at begå sig på nettet og til også at forstå, hvad det er for spor, man efterlader sig, når man bevæger sig rundt på nettet. Så én ting er at bekæmpe kriminaliteten, en anden er at arbejde med dannelse og normer.

Men lige nu og her drejer det sig om at give politiet et nyt værktøj, understreger Maria Fredenslund.

- Det er jo en form for kriminalitet, der eksploderer, og netop derfor er det vigtigt, at politiet får mulighed for at blokere hjemmesider. Det er det mest centrale, siger Maria Fredenslund.

- Det er som at tømme havet med en teske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce