Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vi trænger til at lytte noget mere til hinanden


Vi trænger til at lytte noget mere til hinanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


´Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen
Interview med Mette Frederiksen
Debat. 

Jeg kommer meget rundt i Danmark for tiden. Det seneste halve år har jeg besøgt alle 98 kommuner. Vi har så meget at være stolte af. For selvom vi forskellige, så er der mere, der samler os, end skiller os. Vi kan ikke uden hinanden. Det tror jeg, vi skal blive bedre til at huske hinanden på. Og jeg tror, vi trænger til at tale og lytte noget mere til hinanden. Om hvilket land vi er, og hvilket land vi gerne vil være?Mange af dem, jeg har talt med rundt omkring i landet, har samme oplevelse som mig: Forskellene er blevet større. Afstandene er blevet længere. Selvom økonomien er i fremgang, er velfærden under pres. Arbejdsløsheden er lav, men utrygheden er for høj. Det bliver vi nødt til at tale om. Om hvilket land vi er. Og hvilket land vi gerne vil være. Og vi kan passende begynde med udlændingepolitikken. Og med udlændingepolitikken mener jeg ikke kun integration, men også asyl- og tilstrømning. For de hænger sammen, og fortjener at blive tænkt sammen.

Lige nu er historisk mange mennesker på flugt. Samtidig søger unge i stort antal mod Europa på jagt efter et bedre liv. Intet tyder på, at strømmen kommer til aftage, tværtimod. Og jeg forstår godt, at folk søger en bedre tilværelse. Det ændrer bare ikke på, at der er en grænse for, hvor mange vi kan tage imod, hvis kommuner, skoler og boligområder skal kunne følge med. Vi kæmper allerede med årtiers uløste integrationsproblemer. For mange er kommet til Danmark uden at blive en del af Danmark. Danskere med indvandrerbaggrund fylder for meget i de forkerte statistikker. Arbejdsløshed. Kriminalitet. Det har store konsekvenser for de mennesker og familier, som aldrig finder et ståsted i samfundet. Og det har store konsekvenser for vores land. Vi har ganske enkelt ikke råd til det. Og jeg mener ikke kun økonomisk, men først og fremmest kulturelt og socialt.

Det danske velfærdssamfund bygger på, at alle arbejder og bidrager. At vi er der for hinanden og gør vores for at få fællesskabet til at fungere. Hvis integrationen slår fejl, ødelægger det sammenhængskraften. Og hvem betaler prisen? Det gør beboerne i boligområder, som bliver plaget af store sociale problemer. Det gør de ufaglærte, hvis løn- og arbejdsvilkår bliver presset af illegal arbejdskraft. Og det gør pigerne og drengene i daginstitutioner og skoler, hvor for mange kommer fra hjem, som ikke er en del af det danske samfund.

Hvis vi for alvor vil forbedre integrationen, bliver vi nødt til at sige fra, når nogen vender sig mod vores værdier. For det er her, det grundlæggende problem opstår. De mange nye danskere, som bidrager positivt til vores samfund, er selvfølgelig ikke et problem. Det er slet ikke dem, jeg taler om. Jeg taler derimod om dem, som af religiøse eller ideologiske årsager vender Danmark ryggen, og som ofte tvinger andre til at gøre det samme. Det går særligt ud over kvinderne og børnene, som bliver afskåret fra det danske samfund. De seneste år er flere modige indvandrerkvinder trådt frem med frygtelige historier om social kontrol. Om at blive tvangsgift i udlandet, eller sendt på genopdragelsesrejse, fordi de var blevet for danske. Vi må spørge os selv: Hvad hvis det var min datter? Hvad ville jeg så gøre?

Jeg ville gøre alt for at befri og beskytte hende. Sådan tror jeg, de fleste har det. Og den opgave mener jeg, vi må tage på os som samfund. Den danske frihed skal gælde alle i Danmark. Det kræver, at vi får styr på, hvor mange der kommer hertil, og at vi tager et større internationalt ansvar for at afhjælpe de problemer, som sender så mange mod Europa. Og det kræver, at vi herhjemme tager et opgør med de kræfter, der modarbejder danske værdier. Jeg tror, de fleste er enige om problemerne. Lad os nu blive enige om løsningerne. Og én gang for alle få styr på udlændingepolitikken. Lad os samle Danmark igen.