Min grænse er nået: En historie fra det virkelige liv om omsorgssvigt af en 90-årig i Horsens


Min grænse er nået: En historie fra det virkelige liv om omsorgssvigt af en 90-årig i Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Kirsten Jakobsen, Dagnæsalle 90 D, Horsens
Billede
Debat. 

Læserbrev: Fredag 5. april skulle min gamle mor på 90 år have været hjulpet i seng, som hun plejer.

Det skete så bare ikke i fredags, da hun blev fundet lørdag morgen, siddende i sin kørestol ved køkkenbordet.

Hun var så træt og udmattet, at hun hverken kunne finde alarmen eller telefonen for at ringe efter hjælp.

Status er, at hun var sengeliggende hele weekenden og har været oppe kort tid hver dag siden mandag 8. april.

Min gamle mor har oplevet meget skidt og kanel med hjemmeplejen i Horsens og deres besparelser, som vi jo kan takke vores politikere for.

Det vil jo nok føre for vidt at fortælle om alle de uforståelige og dumme ideer, der er kommet ud af disse besparelser, som har skabt store frustrationer hos de gamle, svage mennesker, deres pårørende og ikke mindst personalet.

Den sidste rokering, der har været, er, at alt personale skulle skifte distrikt. Det er da bare dybt godnat.

Alle skulle så til at lære nye borgere at kende, og de gamle, svage mennesker skulle lære at kende nyt personale.

Hvem har det været til gavn for?

I hvert fald ikke de sagesløse, gamle mennesker og deres pårørende. Jeg kan da heller ikke tro, at det har vakt vild jubel hos personalet.

Er der mon nogle, der med god samvitighed kan sige, at det var en rigtig god ide, vi fik?

Det kan da heller ikke været for at spare, for det har sat gang i sygemeldingerne og de dyre vikarpenge.

Er der blevet skåret så meget i plejen af vores svageste borgere, for at politikerne kan prale af deres prestigebygninger og cykeltællere, der ikke virker? Nå nej, det praler de ikke af, de står der bare for at minde os om endnu en dårlig ide.

Og de flotte stativer, cyklisterne kan holde fast i, når de får rødt lys; så kan vi lige nå at komme til os selv efter at have cyklet hen over alle hullerne på cykelsti og veje.

Personalet i hjemmeplejen (undtagen ham, som svigtede min mor) er nogle, der gør, hvad de kan. De har bare nået smertegrænsen for, hvad de kan holde til.

Da jeg engang skulle hjælpe min mor med at udfylde et skema om, hvor tilfreds hun var med plejen, sagde hun: "Vi gamle tør ikke sige sandheden, for så er der nok nogle, der bliver sure".

Der er nok også nogle pårørende, der ikke har lyst eller energi til at protestere, men min grænse er nået nu.

Jeg er helt oppe at køre over dette svigt. Det er bare ikke i orden.

Jeg har læst en artikel om, at plejepersonale skal have en psyke som en elitesoldat i krig. Det tror jeg så ikke helt på, for de skal være endnu stærkere.

Da jeg heldigvis er gået på efterløn, behøver jeg ikke at tage hensyn til nogle ledere, der ikke kan lide, at man snakker højt om en elendig normering og dårligt arbejdsmiljø.

Da jeg var ude hos min mor igen i dag, sagde hun: "Du skal bare vide, at jeg nok dør af dette her"!

Da jeg heldigvis er gået på efterløn, behøver jeg ikke at tage hensyn til nogle ledere, der ikke kan lide, at man snakker højt om en elendig normering og dårligt arbejdsmiljø.

Min grænse er nået: En historie fra det virkelige liv om omsorgssvigt af en 90-årig i Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce