Tilsyn underkender Kolding Kommunes mørklægning af Obama-udgifter

USA's tidligere præsident, Barack Obama, besøgte Syddansk Universitet i Kolding i september. Arrangøren, Business Kolding, har oplyst, at den har indgået en dybt fortrolig kontrakt med Obamas folk, og at offentligheden derfor ikke kan få indsigt i eksempelvis udgifterne til det delvist skattebetalte besøg. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Tilsyn underkender Kolding Kommunes mørklægning af Obama-udgifter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ankestyrelsen underkender Kolding Kommunes afslag på aktindsigt i Foreningen Business Koldings kontrakt bag Obamas besøg i Kolding i september. Kommunen skal nu genoptage sagen. Ekspert påpeger, at afgørelsen understreger, at to parter ikke blot kan aftale, at de ikke følger loven.

Åbenhed: Foreningen Business Kolding kan blive tvunget til at udlevere de oplysninger om kontrakten med Barack Obama, som foreningen ellers har betegnet som dybt fortrolige.

Ankestyrelsen har således pålagt Kolding Kommune at genoptage sagsbehandlingen af flere mediers ønske om aktindsigt i hidtil tilbageholdte informationer om vilkårene for besøget, der fandt sted i Kolding den 28. september.

Det er konklusionen på den afgørelse, som Ankestyrelsen har truffet på baggrund af en klage fra flere medier. Det skete, efter at blandt andre JydskeVestkysten og Radio24syv i september bad om indsigt i kommunens dokumenter vedrørende arrangementet. Da Business Kolding var arrangør af besøget, der fandt sted den 28. september, bad kommunen foreningen om at vurdere, hvorvidt der var oplysninger, som Business Kolding ikke ønskede frem.

Foreningen påpegede, at der ifølge kontrakten med Obamas folk skulle være "total fortrolighed omkring alle vilkår i kontrakten, herunder økonomi". Hvis sådanne oplysninger kom frem, ville det medføre aflysning af arrangementet på grund af kontraktbrud, anførte Business Kolding.

Sagen kort
USA's tidligere præsident, Barack Obama, besøgte Syddansk Universitet i Kolding den 28. september. Det var Foreningen Business Kolding, der stod for arrangementet, hvor universitetet bidrog med én million og Kolding Kommune med 750.000 kroner.

Der var omkring 700 gæster til arrangementet, hvor Obama blev interviewet i en time af direktøren for Business Kolding. Blandt gæsterne var omkring 200 udvalgte studerende, et par håndfulde borgere fra kommunen samt medlemmer af Business Kolding, der betalte enten 12.500 eller 17.500 kroner for at deltage.

Væsentligt skade

Kolding Kommune fulgte foreningens vurdering og gav afslag på indsigt i en række oplysninger omkring kontrakten. Det skete med henvisning til offentlighedslovens paragraf 30,2, der blandt andet vedrører, at offentliggørelse af drifts- eller forretningsforhold kan have væsentlig økonomisk betydning for en person eller virksomhed.

Ankestyrelsen konkluderer nu, at kommunen ikke har haft hjemmel til at give afslag med henvisning til denne paragraf.

- Vi har lagt vægt på, at kommunen blot har henvist til, at det af hensyn til virksomhedens forretningsforhold, herunder til den eventuelle interne beslutningsproces i virksomheden, vil være til væsentlig skade for virksomheden, hvis dette kommer til andres kendskab. Efter vores opfattelse indeholder kommunens begrundelse ikke en konkretisering af, hvilke økonomiske skadesvirkninger det vil have for den omhandlede virksomhed, hvis der gives aktindsigt i de undtagne oplysninger, skriver Ankestyrelsen i sin afgørelse.

Den beder derfor Kolding Kommune om at genoptage sagen.

- Vi har bedt foreningen Business Kolding om hurtigst muligt at fremsende bemærkninger til os, oplyser kommunen til avisen Danmark.

I sit svar til Ankestyrelsen har kommunen understreget, at den "i høj grad har givet aktindsigt i dokumenter, til trods for at disse som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt".

Kritik

Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har fået forelagt Ankestyrelsens afgørelse.

- Den forklarer, at Kolding Kommune ikke kan sætte sig ud over offentlighedsloven ved at henvise til en aftale om fortrolighed. Det er ikke så nemt, at to parter blot kan aftale, at vi følger ikke loven, siger han til avisen Danmark.

Morten Bjørn Hansen, direktør i Business Kolding, har ikke besvaret avisens henvendelser.

Tilsyn underkender Kolding Kommunes mørklægning af Obama-udgifter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce