Løkke ændrer i sin sundhedsreform: Mere magt til kommunerne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på besøg på Slagelse Sygehus i sidste måned. Regeringen har brugt den seneste måned på at lytte, og reaktionerne på regeringens udspil til en sundhedsreform fører nu til "justeringer", som Løkke siger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Løkke ændrer i sin sundhedsreform: Mere magt til kommunerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forhandlingerne om en reform af sundhedsvæsenet startede tirsdag i denne uge, men allerede nu justerer regeringen i eget forhandlingsudspil. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, han har lyttet til kritikken og derfor åbner for at give kommunalpolitikerne mere magt. Og så skal de 21 sundhedsfællesskaber have smørepenge.

Politik: Det er sjældent set før, at en regering ændrer på et reformudspil nærmest før, forhandlingerne er gået i gang. Men det er, hvad Lars Løkke Rasmussen (V) har besluttet sig for at gøre. Det fortæller statsministeren i et interview med avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding.

- Vores læsning har været, at kommuner har taget pænt imod vores udspil til en reform, men de har ytret ønske om, at de gerne vil have en stærkere repræsentation i det nye sundhedsvæsen, og det er vi åbne over for.

- Det virker lidt specielt, at I ændrer på jeres eget oplæg, før forhandlingerne overhovedet er begyndt. Hvorfor?

- Det har været hele idéen med at køre den her proces. Moderniseringsministeren (Sophie Løhde, red.) og sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby, red.) har mødtes med omkring 37 interessenter fra sundhedsvæsenet den seneste måned, og det ville da være mærkeligt, hvis vi ikke lyttede til dem, svarer Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på besøg på Slagelse Sygehus i sidste måned. Regeringen har brugt den seneste måned på at lytte, og reaktionerne på regeringens udspil til en sundhedsreform fører nu til
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på besøg på Slagelse Sygehus i sidste måned. Regeringen har brugt den seneste måned på at lytte, og reaktionerne på regeringens udspil til en sundhedsreform fører nu til "justeringer", som Løkke siger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mere magt til kommunerne

Selv omtaler statsministeren ændringerne i sit reformudspil som "justeringer", og det virker da også til kun at være mindre korrektioner, regeringen er ude i. Konkret åbner Lars Løkke Rasmussen for, at kommunerne kan få mere magt i de fem nye sundhedsforvaltninger end først tilsigtet. Sundhedsforvaltningerne skal i regeringens reformudspil overtage driften af landets sygehuse, når regionerne nedlægges.

I regeringens oprindelige udspil ville kommunerne inden for de enkelte sundhedsforvaltningers geografiske område kun få én plads i bestyrelsen til deling. Men om der er flere bestyrelsesposter på vej til landets borgmestre, vil statsministeren ikke afsløre.

- Der er forskellige modeller for, hvordan man kan sikre en stærkere repræsentation, og det skal vi så i de videre forhandlinger finde den eksakte model for, fortæller Lars Løkke Rasmussen, der også åbner for, at kommunerne kan få en stærkere stemme i den nationale overbygning kaldet Sundhedsvæsen Danmark.

Også her har regeringen i sit oprindelige udspil kun givet kommunerne én plads i bestyrelsen.

Regionsrådene skal stadig lukke

Justeringerne af regeringens sundhedsudspil kommer efter et par måneder med høj bølgegang i Venstres bagland. En lang række prominente partimedlemmer fra det jyske og fynske har været stærkt kritiske over for den del af regeringens plan, der går ud på at lukke regionerne og dermed også de folkevalgte regionsråd. Ifølge kritikerne vil det føre til embedsmandsvælde og en centralisering af magten.

- Ingen kan være uenig med statsministeren i, at vi skal have et bedre sundhedsvæsen, men jeg mangler simpelthen at høre, at en udpeget bestyrelse kan være en bedre garant for et bedre sundhedsvæsen end en folkevalgt, udtalte tidligere forsvarsminister for Venstre Søren Gade således for en måned siden til avisen Danmark.

Ifølge statsministeren har kritikken fra gjort indtryk, og justeringerne af regeringens udspil skal derfor også ses som et forsøg på at imødekomme venstrebaglandets skepsis.

- Det er da klart, at det er en del af det. Det er nogle af de argumenter, der har sat sig. Jeg har jo selv været rundt i landet og tale med folk. Så ja, det er selvfølgelig også en del af vores refleksion.

- Men er det ikke en meget lille imødekommelse. Du vil jo ikke bevare regionsrådene?

- Nej, og det kan ikke være anderledes. Omdrejningspunktet er de 21 sundhedsfællesskaber, der skal sikre, at borgerne får en mere decentral behandling, og at vi samtidig sikrer et større nationalt ansvar for rammevilkårene. Det bærer i retning af, at regionerne bliver mere driftsorienterede.

- Så regionsrådene bliver overflødige?

- Ja, det er vores vurdering. Og det er jo ikke en kritik af regionsrådene, men båret af, at der kommer voldsomt mange flere kroniske syge i fremtiden, og så er vi nødt til at ændre nogle ting, svarer Lars Løkke Rasmussen.

Smørepenge til sundhedsfællesskaber

Et andet kritikpunkt fra dele af Venstres bagland har været, at den store nyskabelse i regeringens reformudspil, de 21 sundhedsfællesskaber, er et politisk blålys.

Nærmere bestemt mener kritikerne, at sundhedsfællesskaberne mangler økonomiske muskler i form af en reel driftsøkonomi, og så frygter de, at man ikke vil kunne blive enige om for alvor at forandre sundhedsvæsenet, fordi regeringen i sit udspil har lagt op til, at bestyrelserne i de 21 fællesskaber skal træffe alle beslutninger i enighed.

Venstres borgmester i Herning kunne således for en måned siden ikke se den store idé i, at regeringen vil have ham til som borgmester at sidde i bestyrelsen for det lokale sundhedsfællesskab.

- Jeg har svært ved at forstå, hvad det er, vi skal sidde og snakke om. Økonomien omkring sundhedsvæsenet bliver centraliseret, og når det sker, så vil der hver gang, der er sparekataloger, ske det, at tingene samler sig om de helt store byer. Og det er der grund til at være bekymret over, hvis man kommer fra Midt- og Vestjylland, udtalte Lars Krarup på dagen for præsentationen af regeringens reformudspil.

Men også her, mener Lars Løkke Rasmussen, kommer regeringen kritikerne i møde med en justering. Han vil dels bryde med konsensusprincippet, og så vil han give sundhedsfællesskaberne deres egen økonomi.

- Der har været stillet spørgsmålstegn ved, om der er muskelkraft nok i sundhedsfællesskaberne, og der vil vi gerne sige det helt klart: En kommune i et sundhedsfællesskab, hvor der indgår fem kommuner, skal ikke kunne blokere for de fire, der gerne vil være ambitiøse, fortæller Lars Løkke Rasmussen og understreger, at det dog ikke betyder, at den ene kommune kan blive tvunget til noget, den ikke vil. De resterende kommuner får alene lov til at sætte tempoet op alene.

- Der er også brug for, at de her sundhedsfællesskaber får deres egne penge, fortsætter Lars Løkke Rasmussen, der dog igen hegner indrømmelsen til kritikerne ind. Man må forstå på statsministeren, at den økonomi, han vil stille til rådighed for sundhedsfællesskaberne, ikke bliver voldsomt stor. Pengene skal følge opgaverne, og de skal for fremtiden langt overvejende løses af kommunerne, de praktiserende læger og sygehusene.

- Hvad skal sundhedsfællesskaberne så med pengene?

- Der kan være brug for at løbe noget i gang. Det kan være, at man skal opkvalificere noget personale. At man skal udvikle noget teknologi. Der er brug for nogle smørepenge, der kan smøre maskinen, så den kan komme ordentlig i gang, slutter Lars Løkke Rasmussen.

Løkke ændrer i sin sundhedsreform: Mere magt til kommunerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce