Balletten drager ud i Sommerlandet: - Der er altid plads til det perfekte

Den nyudnævnte solodanser Jón Axel Fransson har altid stræbt efter perfektionen i dansen. Dét øjeblik, hvor det ikke kan blive smukkere og bliver kunst. Foto: Carsten Lauridsen

Balletten drager ud i Sommerlandet: - Der er altid plads til det perfekte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Balletdanser Jón Axel Fransson stræber konstant efter perfektion, også selv om det betyder, at han sætter barren næsten urimelig højt for sig selv. Han er netop blevet udnævnt til solodanser ved Det Kongelige Teater, og fra 9. juni kan man opleve ham, når Sommerballetten traditionen tro tager på turné.

Ballet: Han kan få de sværeste, mest halsbrækkende kraftpræstationer til at se legende lette ud, når han springer på tåspidserne over de skrå brædder og løfter sin ballerina op i luften, lige så let som en fjer.

En gudsbenådet springteknik var - sammen med fantasi og flid og talent - også noget af det, balletmester Nikolaj Hübbe fremhævede, da han tilbage i april gav sin nyudnævnte solodanser nogle rosende ord med på vejen.

For når den islandske stjernedanser Jón Axel Fransson danser, "skinner solen på scenen og Hekla går i udbrud," understregede balletmesteren.

Hovedpersonen selv blev overrasket over forfremmelsen til den højeste rang inden for balletkompagniet, selvom han har lagt tusindvis af timer i et træningslokale for at nå lige præcis den titel.

- Jeg troede ikke på, det ville ske - overhovedet ikke. Det var virkelig en overraskelse, og det hele står stadig lidt uklart for mig. Jeg fejrede det stille og roligt med at hygge mig med min familie, for jeg havde træning næste dag, som jeg skulle være klar til. Selv om jeg nu er solodanser, føler jeg ikke, noget har ændret sig. Jeg vil stadig fortsætte med at blive den bedste udgave af mig som danser og give folk en god oplevelse, siger Jón Axel Fransson, som er med, når Den Kongelige Sommerballet tager ud i det danske sommerlandskab fra 9. til 18. juni.

Det er 13. år i streg, at balletten trodser det ofte upålidelige, danske sommervejr, og med hele ti byer på årets program, bliver det største sommerballet til dato.

Altid danset

Jón Axel Fransson kommer oprindeligt fra Reykjavik på Island, men familien flyttede til Danmark, da han var helt lille, fordi moren ville uddanne sig. Hjemmet var altid fyldt med musik og dans, og så var det lige meget, om det var klassisk eller Madonna, som bragede ud af højttalerne. Sine første dansetrin tog han oven på sin mors fødder på stuegulvet, hvor de dansede sammen til MTV.

Alligevel var lidt af et tilfælde, at den i dag 28-årige Jón Axel Fransson skulle ende med at gå ballettens vej. Faktisk var det hans søster, der drømte om at blive ballerina, men da hans mor ikke kunne lade ham være alene hjemme, fordi han som mange andre små drenge havde for meget krudt i røven, blev han slæbt med til audition på Den Kongelige Balletskole.

- Jeg ville faktisk ikke med, for ballet var kun for piger. Alt var tylskørt og små balletpiger i lyserødt, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke passede. Ballet er også stor musik, hårde kraftspring, armbøjninger og på mange måder en blanding af, hvad jeg ellers havde gået til af dans og gymnastik for at brænde energi af. Og samtidig var det også en fed måde, jeg kunne bruge min krop til udtrykke mig på, og så elskede jeg simpelthen at stå på scenen, siger Jón Axel Fransson.

Ballet er en livsstil

Siden Jón Axel Fransson første gang som otteårig gik ind ad døren til balletskolen, er hans karriere gået slag i slag. Hvert år slap han igennem det snævre og berygtede nåleøje og fik lov til at fortsætte på Det Kongelige Teaters Balletskole, selv om presset blev større og større år for år og sendte mange hans klassekammerater til tælling.

I 2007 fik han sit eksamensbevis og blev ansat som aspirant i balletkompagniet, tre år senere kunne han skrive korpsdanser på CV'et, inden han i 2016 kunne kalde sig solist. Den højeste stilling under solodanser i balletverdenen.

- Jeg drømte egentligt ikke om at blive balletdanser, da jeg var lille, og selv om jeg så op til de store mandelige dansere, ville jeg ikke være dem. Det var mere processen mod målet, det hårde arbejde og dét at stræbe efter perfektionen, jeg syntes, der er sjovt. Men jeg har da indimellem tænkt, at det ville have været nemmere at have taget en normal uddannelse efter Balletskolen og set, hvad der er uden for Kgs. Nytorv, siger den 28-årige danser.

For man kan altid øve sig i at blive endnu bedre, og selv om han med udnævnelsen i rang ikke kan kravle længere op i balletkompagniet, så er der altid plads til forbedring, mener han.

- Personligt kan jeg sagtens kravle længere op. Det handler om at blive den bedste udgave af sig selv. Jeg vil altid gerne gøre det bedre, og den eneste måde at gøre det på, er at finde sine fejl og forsøge at rette dem, siger Jón Axel Fransson.

Når det ikke kan blive smukkere

Over døren til sit omklædningsrum på Det Kongelige Teater har Jón Axel Fransson et skilt hængende med ordene: "If today was perfect, there is no need for tomorrow", hvilket meget tydeligt understreger den unge dansers tårnhøje ambitionsniveau.

- Min største dommer har altid været mig selv, og hver dag arbejder jeg mod at opnå perfektion. Men når jeg er på scenen, er jeg i nuet, og så kan jeg gennemgå mine fejl, når jeg går af igen. Det er vigtigt for mig at kunne lukke af og nyde det øjeblik, for dét er der, magien sker, siger Jón Axel Fransson.

Det er også kun ved at være til stede i nuet, at perfektionen kan opstå i dansen mellem to mennesker. Det prøvede han selv under en forestilling i det fri i Dubai for et par år siden, hvor han dansede med en solodanser fra Royal Ballet. Den aften klikkede det hele på plads, så det ikke kunne have været smukkere, mener Jón Axel Fransson.

- Vi blev forelsket på scenen, og vi dansede sammen, som om vi havde gjort det hele livet. Da vi skulle sige farvel, græd hun. Der var noget overjordisk og emotionelt, som gik op i en højere enhed den dag, og det er kunst. I løbet af en balletkarriere sker det måske kun to-tre gange, hvor det ikke kan blive smukkere, og du ved aldrig, hvornår det sker, så det kan lige så godt ske næste gang til sommerballetten, siger han.

Den Kongelige Sommerballet
Den Kongelige Sommerballet kommer forbi følgende byer:

Søndag 09. juni kl. 16: Ofelia Plads, KøbenhavnMandag 10. juni kl. 19: Byparken, KorsørTirsdag 11. juni kl. 19: Krabbes Grønne Ring, KjellerupOnsdag 12. juni kl. 19: Rebild Bakker, SkørpingFredag 14. juni kl. 19: Heart, HerningLørdag 15. juni kl. 19: Sønderborg SlotSøndag 16. juni kl. 19: Anlægget, BillundMandag 17. juni kl. 19: Kongens Have, OdenseTirsdag 18. juni kl. 19: Fredensborg SlotshaveOnsdag 19. juni kl. 19: Torvet, Præstø
Den 28-årige solodanser Jón Axel Fransson har danset ballet, siden han var en lille dreng, og for ham har det altid været det hårde arbejde og drømmen om det perfekte, der holdt ham kørende. Foto: Carsten Lauridsen
Den 28-årige solodanser Jón Axel Fransson har danset ballet, siden han var en lille dreng, og for ham har det altid været det hårde arbejde og drømmen om det perfekte, der holdt ham kørende. Foto: Carsten Lauridsen

Det får du - blandt andet uddrag fra - til sommerballetten
1 Kameliadamen - John Neumeiers ballet fra 1978, der er baseret på Alexandre Dumas' roman af samme navn. Historien tager udgangspunkt i den virkelige fortælling om forfatterens eget forhold til en ung kurtisane.2 Ryamonda - er en russisk ballet, der blev opført første gang i 1898 og til musik af Alexander Glazunov. I denne nye udgave har balletmester Nikolaj Hübbe flyttet fortællingen frem til 1700-tallets rokoko.

3 Askepot - Det var franske Charles Perrault, der i 1697 skrev den først kendte udgave af Askepot, og den har siden inspireret kunstnere i alle genrer. Denne nye version er skabt af solodanser Gregory Dean.
Fra den 9. juni til den 18. juni ruller sommerballetten igen ud på de danske landeveje, og igen i år er den nyudnævnte solodanser Jón Axel Fransson med på karavanen. Foto: Carsten Lauridsen
Fra den 9. juni til den 18. juni ruller sommerballetten igen ud på de danske landeveje, og igen i år er den nyudnævnte solodanser Jón Axel Fransson med på karavanen. Foto: Carsten Lauridsen

Jón Axel Fransson
Jón Axel Fransson kommer oprindeligt fra Reykjavik på Island og er 28 år. Han kom til Danmark som tre-årig, og som otteårig begyndte han til ballet. Han er uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole i København.I 2007 blev han aspirant, og tre år senere blev han ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet. I 2016 blev han forfremmet til solist, inden han i april i år blev udnævnt til ballettens nye solodanser.

Gennem sin karriere har han fået en lang række legater blandt andre Ulla Paulsens legat, Edith Allers Minde Legat og D.A.N.C.E- legatet for sin dans. Man har også kunnet følge hans kamp i DR's tv-serie "I forreste række".

I 2011 vandt Jón Axel Fransson Reumerts talentpris, og sidste år hev han endnu en pris hjem til Reumertuddelingen for Årets Danser.
- Jeg drømte egentligt ikke om at blive balletdanser, da jeg var lille, og selvom jeg så op til de store mandelige dansere, ville jeg ikke være dem. Det var mere processen mod målet, det hårde arbejde og dét at stræbe efter perfektionen, jeg syntes, der er sjovt, siger solodanser Jón Axel Fransson. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg drømte egentligt ikke om at blive balletdanser, da jeg var lille, og selvom jeg så op til de store mandelige dansere, ville jeg ikke være dem. Det var mere processen mod målet, det hårde arbejde og dét at stræbe efter perfektionen, jeg syntes, der er sjovt, siger solodanser Jón Axel Fransson. Foto: Carsten Lauridsen
?Når han danser, skinner solen på scenen. Og når han kaster sig ud i halsbrækkende spring, er det som at overvære Hekla i udbrud. Dog forårsager denne smukke danser kun glæde, og gispende klapsalver?. Sådan har balletmester Nikolaj Hübbe beskrevet sin nye solodanser. Foto: Carsten Lauridsen
?Når han danser, skinner solen på scenen. Og når han kaster sig ud i halsbrækkende spring, er det som at overvære Hekla i udbrud. Dog forårsager denne smukke danser kun glæde, og gispende klapsalver?. Sådan har balletmester Nikolaj Hübbe beskrevet sin nye solodanser. Foto: Carsten Lauridsen

Balletten drager ud i Sommerlandet: - Der er altid plads til det perfekte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce