Tusindvis af hestekræfter bliver sluppet løs om lidt

Traktorerne brøllede igennem da Valtra Pulling Arena udenfor Brande havde besøg af de enorme traktorer sidste år. Arkivfoto.

Tusindvis af hestekræfter bliver sluppet løs om lidt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BRANDE - Det meste af året ånder der fred på marken ved Frihedevej 4 udenfor Brande. Men i øjeblikket er 50 frivillige ved at gøre klar til at spolere freden. De er nemlig i gang med forberedelserne til traktortræk i weekenden, hvor specialbyggede traktorer med motorer på op til 10.000 hestekræfter kommer forbi og brøler - og det i en sådan grad, at det formentlig kan høres over hele Brande.

- Vi bruger det meste af året vores fritid på at få arrangeret Eurocup-afdelingen i Brande, og siden i fredags har vi været herude på pladsen, for at gøre det hele klar, siger Lars Skou, formand i foreningen Dansk Tractor Pulling, som arrangerer weekendens stævne.

I løbet af en uge forvandler de frivillige græsmarken til Danmarks største traktorpullingstadion, hvor 11 klasser i både Eurocup- og DM-traktortræk skal konkurrere i weekenden.

For øjne, øre og mave

Arrangørerne satser på at 5000-8000 besøger stævnet i weekenden, og ifølge Lars Skou, som til dagligt er it-administrator ved Ringkøbing-Skjern Forsyning, er traktortræk ikke kun for folk med benzin i blodet.

- Jeg plejer at sige, at der både er noget for øjnene, ørerne og maven, når man er til traktortræk. Og det til maven er ikke kun kolde fadøl - når de sætter i gang, kan skriget fra traktorerne simpelthen mærkes helt ned i maven, siger Lars Skou.

Han afviser ikke, at det hjælper at være en drenge-røv med hang til motorsport, men han fremhæver samtidig den hyggelig stemning på pladsen.

- Det er lidt specielt, at der er fri adgang til at gå hen og kigge på traktorerne og snakke med kørerne, når de ikke er igang med at trække. I de fleste andre grene af motorsport, er man jo helt afskåret fra kørerne, siger Lars Skou.

Et afgørende stævne

Som det syvende og sidste stævne i DM-serien afgøres Danmarksmesterskabet i seks forskellige klasser udenfor Brande i weekenden, og samtidig afgøres tre af fem Eurocup-klasser.

- De forskellige klasser afgøres over en serie, for når maskinerne har mere end to hestekræfter per kilo, skal der en masse teknik til at overføre hestekræfterne til underlaget. Det handler om at læse banen på dagen og få indstillet traktoren rigtigt - alle kan vinde på dagen, og derfor er det mest retfærdigt at afgøre det over en serie, mener Lars Skou.

Med lidt held bliver der mulighed for at se danskere på toppen af podiet, når de europæsike klasser afgøres.

- De seneste år har hollænderne siddet på det hele, men i år er Danmark kommet rigtig godt med og er faktisk med helt fremme i fire af de fem europæiske klasser, siger Lars Skou.

Sportsligt er der lagt i ovnen til en stor weekenden, og torsdag eftermiddag begynder øl- og madtelte også så småt at komme på plads. De første gæster har tjekket campingvognen ind på den primitive campingplads i hjørnet af den 21 hektor store plads. Tilbage er der kun at håbe på det gode sommervejr, så besøgstallet bliver godt.

- Det skal selvfølgelig helst være solskin i weekenden, men det er allerbedst, hvis det regner fredag, så landmændene ikke tager ud og høster men kommer ned og ser traktortræk i stedet for, griner Lars Skou.

Stævnet på Valtra Pulling Arena kører både lørdag og søndag. Mere info om stævnet kan findes på arrangørernes hjemmeside http://tractorpulling.dk/.
Lars Skou, formand for Dansk Tractor Pulling, er sammen med 50 frivillige i fuld sving med at gøre marken ved Frihedevej klar til traktortræk i weekenden. Foto: Sebastian Kjær.
Lars Skou, formand for Dansk Tractor Pulling, er sammen med 50 frivillige i fuld sving med at gøre marken ved Frihedevej klar til traktortræk i weekenden. Foto: Sebastian Kjær.

Tusindvis af hestekræfter bliver sluppet løs om lidt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce