Verdenspremiere på ny teknologi: Renseanlæg skal løse stigende dansk problem

Direktør Per Kroyer Kristensen (t.v.) i Suez Water A/S ser store muligheder inden for rensning af mikroforurening med ozon, som nu prøves af i et testprojekt i fuld skala på Brædstrup Centralrenseanlæg. Foto: Morten Pape

Verdenspremiere på ny teknologi: Renseanlæg skal løse stigende dansk problem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der blev skrevet et lille stykke historie, da Samn Forsyning mandag åbnede et nyt demonstrationsanlæg i fuld skala, som skal fjerne medicinrester fra spildevand ved brug af ozon.

Brædstrup: Rester fra medicin er et stigende problem i det danske vandmiljø, og ny forskning peger på, at multiresistente bakterier kan spredes via spildevandet.

Det var baggrunden for, at Samn Forsyning i samarbejde med firmaet Suez Water A/S mandag åbnede for et helt ny test- og demonstrationsprojekt på Brædstrup Centralrenseanlæg, som skal fjerne medicinrester ved brug af ozon.

Den nye teknologi er tidligere testet af Suez Water i et pilotprojekt i Frankrig, men det er første gang, at teknologien skal stå sin prøve i fuld skala. Målet med projektet er at dokumentere, at alle renseanlæg, som i dag ikke er designet til at fjerne mikroforurening, alle kan ombygges til at opnå en effektiv fjernelse til en forholdsvis lav omkostning.

- I dag er det ikke bare hospitalerne, der udleder mikroforurening i form af medicinrester. Mange bliver hurtigt udskrevet fra hospitalerne med medicin, og det giver problemer, ligesom også husholdningerne udleder en stor mængde miljøfremmede stoffer, siger Per Kroyer Kristensen, direktør i Suez Water A/S.

Vi renser ikke blot for medicinrester men for over 40 forskellige stoffer, hvoraf de 10 er særligt problematiske.
Per Kroyer Kristensen, direktør Suez Water A/S
Miljøfremmede stoffer
Miljøfremmede stoffer er en betegnelse for en gruppe af organiske og uorganiske stoffer, som er uønsket i miljøet.Det drejer sig om medicinrester, kontraststoffer, microplast, pesticider, organiske opløsningsmidler, PAH, med flere.

De uorganiske stoffer er typisk tungmetaller.

Kilde: Fagbladet Dansk Vand
Det er i dette anlæg, at ren ilt omdannes til ozon, inden det tilføres spildevandet og i slammet. Foto: Morten Pape
Det er i dette anlæg, at ren ilt omdannes til ozon, inden det tilføres spildevandet og i slammet. Foto: Morten Pape

Seriøst forsøg

Det er ikke tilfældigt, at de centrale rensningsanlæg er en stor del af løsningen for at fjerne forureningen af miljøfremmede stoffer i spildevandet. De private husstande står nemlig for 96 procent af udledningen af medicinrester, mens hospitalerne står for blot fire procent.

Renseanlægget på Brædstrup Centralrenseanlæg har to parallelle spildevandslinjer, som gør det muligt at bruge den ene linje til test, mens den anden bruges til almindelig rensning. I projektet tilføres ozon to forskellige steder på anlægget - i slamprocessen og i udløbsvandet.

Projektet kører over et år, og senere i forløbet bliver der også forsøgt med rensning med pulveriseret aktivt kul.

- Det er et seriøst forsøg, og vi vil i løbet af perioden tage over 1000 målinger, som vi får analyseret i udlandet, da vi ikke har den specialiserede viden til at gøre det her i landet. Vi renser ikke blot for medicinrester, men for over 40 forskellige stoffer, hvoraf de 10 er særlig problematiske, siger Per Kroyer Kristensen.

Projektleder i Suez Water Tahereh Faraji havde en travl eftermiddag med at forklare rensningsprocessen for de fremmødte. Foto: Morten Pape
Projektleder i Suez Water Tahereh Faraji havde en travl eftermiddag med at forklare rensningsprocessen for de fremmødte. Foto: Morten Pape

Lovkrav på vej

Danske rensningsanlæg i dag er ikke designet til at fjerne miljøfremmede stoffer. Det forventes derfor, at den nye metode til spildevandsrensning vil kunne anvendes på de fleste danske renseanlæg, men også på hospitaler, hvis resultaterne på Brædstrup Centralrenseanlæg er gode.

- Vi forventer, at anlægget vil kunne fjerne cirka 80-90 procent af de skadelige stoffer, så de alle kommer under de skadesvirkende grænseværdier. I dag er der ingen lovkrav, når det kommer til rensning af de miljøfremmede stoffer, men mange lande er i gang. I Sverige skal 20 byer nu i gang med at rense mikroforurening, og Norge er også på vej. Vi forventer, at det inden for fem-ti år bliver et lovkrav i EU. Inden da skal man have en teknologi til at løse problemet, og dér kan det her være en mulighed, siger Per Kroyer Kristensen.

Til fremvisningen af det nye anlæg på Brædstrup Centralrenseanlæg var en række interessenter i form af samarbejdspartnere og miljøfolk fra Horsens Kommune. Foto: Morten Pape
Til fremvisningen af det nye anlæg på Brædstrup Centralrenseanlæg var en række interessenter i form af samarbejdspartnere og miljøfolk fra Horsens Kommune. Foto: Morten Pape

Horsens må vente

Den nye rensemetode med ozon vil muliggøre en fuld rensning af organisk mikroforurening for under halv pris af de bedste teknologier i dag.

Alligevel kan der være lang vej, inden teknologien implementeres på renseanlægget i Horsens, forklarer proceschef i Samn Forsyning.

- Nu er der ingen lovkrav endnu, og så længe der ikke er det, er det ikke noget, vi indfører lige nu. Rensning af mikroforurening vil give en ekstra driftsomkostning på seks millioner kroner om året, og den udgift er vi ikke klar til at pålægge forbrugerne, siger Michael Lind-Frandsen.

Projektet koster i alt syv millioner kroner at gennemføre, hvoraf staten har støttet anlægget med 2,5 millioner kroner. Hele projektet gennemføres i samarbejde mellem Samn Forsyning, Suez Water, KD-Maskinfabrik, universiteterne i Aalborg og Aarhus samt Cowi A/S.

Verdenspremiere på ny teknologi: Renseanlæg skal løse stigende dansk problem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce