Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Unge holder vilde fester i forsamlingshus, men skrider fra rengøringen

Sådan så det ud i Føvling Sognegård efter den seneste ungdomsfest. Her prøver Steven Jensen fra sognegården at skabe sig et overblik i rodet. Foto: Henrik Sandvad

Unge holder vilde fester i forsamlingshus, men skrider fra rengøringen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To gange på en måned har unge holdt fester i Føvling Sognegård, hvor de er smuttet fra rengøringen. Nu overvejer folkene bag sognegården at skærpe kravene ved udlejning.

Føvling: - Vi har meldt det til politiet som hærværk. Vi orker det ikke mere nu. Vi tænker tit, gid vi aldrig havde lejet det ud, men det er svært at kontrollere, når de unge bare får en anden til at leje lokalet for dem.

Ordenen kommer fra formanden for Føvling Sognegård, Lis Kristensen, efter der igen har været ungdomsfest i forsamlingshuset, og hvor unge for anden gang på under en måned stikker af fra rengøringen og efterlader en svinesti med ølsjatter ud over hele huset og ødelagte stole og borde.

For 14 dage siden betød det, at en gruppe frivillige omkring sognegården måtte hive nogle timer ud af kalenderen en søndag for at gøre rent efter en 18 års fødselsdag, og i weekenden var der det samme problem igen.

- Sidste gang blev det lejet som en 50 års fødselsdagsfest, så dér var vi måske ikke helt oppe på dupperne. Vi har så senere fået at vide, at de unge har lukkede Facebook-grupper, hvor de inviterer til fest. Så betaler de en entrépris og sætter noget musik på, og så må de selv betale øl og spiritus, fortæller Steven Jensen fra Føvling Sognegård.

Politiet vil ikke forfølge unge efter vilde drukfester i forsamlingshus
Vi vil i fremtiden være mere påpasselige med, hvem vi lejer ud til. Det vil også være vores opfordring til andre forsamlingshuse.
Steven Jensen, Føvling Sognegård

Regning ender hos idrætsforening

Når man lejer lokalet til en fest i Føvling Sognegård, skriver man samtidig under på, at man efterlader lokalerne i opryddet og rengjort stand. Det er dog ikke alle, som har forstået betydningen af en bindende underskrift, og de frivillige bag Føvling Sognegård prøver derfor tit at kontakte lejerne efter en fest, hvor der ikke er gjort rent efterfølgende.

- Hver gang vi ringer, får vi bare en telefonsvarer. De er godt klar over, at det er noget skidt, de har lavet, siger udlejer Jens Andersen.

Denne gang vil de frivillige bag Føvling Sognegård lade et rengøringsfirma klare oprydningen og rengøringen, men det ender med en regning på flere tusinde kroner.

- Den regning ender nok hos os selv. Det er ærgerligt, fordi vi også har nogle ting, som vi gerne vil have ordnet i sognegården. De ting må vi desværre udsætte, fordi vi bruger vores penge til noget forkert, siger Lis Kristensen.

Hun forudser, at det i sidste ende nok bliver Føvling Åstrup Ungdoms og Gymnastikforening, som må betale, fordi idrætsforeningen har overtaget driften af Føvling Sognegård.

Mere påpasselig i fremtiden

Netop udlejning er en vigtig indtægtskilde for sognehuset, og i år har huset været lejet ud til 20-25 fester.

- Langt de fleste fester går heldigvis godt, og de fleste kan godt finde ud af at rydde op efter sig. Mange af de unge er også glade for, at vi vil leje ud til dem, fordi de siger, at der er mange, som ikke vil. Det er også fuldt forståeligt, når de efterlader et sådan svineri. Det skal vi så bare have de unge til at forstå, siger Steven Jensen.

Bestyrelsen bag Føvling Sognegård vil nu overveje, om man skal hæve depositummet for at være bedre sikret, hvis der skal hyres rengøringsfirmaer efter festerne.

- Vi vil i fremtiden være mere påpasselige med, hvem vi lejer ud til. Det vil også være vores opfordring til andre forsamlingshuse, siger Steven Jensen.

Horsens Folkeblad har forsøgt at få fat i nogle af de unge festarrangører til en kommentar, men det er kun lykkedes at træffe en telefonsvarer.

Her ligger Føvling Sognegård