Ung købmand budt velkommen i landsby: Jeg vil sprænge rammen for budgettet

Allan Kring Bülow driver til daglig Min Købmand i Daugård, men til sommer bliver han købmand for to butikker, når den nye dagligvarebutik åbner i Nim. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Ung købmand budt velkommen i landsby: Jeg vil sprænge rammen for budgettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var fuldt hus i Nim Forsamlingshus, da Nim Butikstorv ApS tirsdag aften kunne præsentere 31-årig Allan Kring Bülow fra Hedensted som byens nye købmand. Han skal drive Nims nye andelsbutik, som forventes at stå klar i løbet af juni.

Nim: Der var champagne på bordene med tilhørende små stykker kage, da Nim Butikstorv tirsdag aften kunne præsentere den købmand, som fra sommer skal stå i spidsen for byens nye andelsbutik. Cirka 100 var mødt op til traktementet i Nim Forsamlingshus som bevis på, at den lokale interesse for Nims nye dagligvarebutik i form af en Min Købmand stadig er stor.

Den nye butik skal fremover drives af 31-årig Allan Kring Bülow fra Hedensted, som i forvejen driver en Min Købmand i Daugård. Den butik overtog Allan Kring Bülow i december 2017 som et borgerprojekt, hvor de lokale borgere skød 800.000 kroner i butikken, og på blot et år har den unge købmand vendt underskud til overskud. Der er derfor store forventninger til byens nye købmand, sagde formanden for Nim Butikstorv ApS.

- Vi har haft kontakt med Allan siden sidste efterår, og vi synes, at han har den helt rigtige profil. Han er ung, energisk, og det, at han har modet til at drive to butikker, viser, hvilket stof han er gjort af. Han er samtidig udadvendt og sympatisk og tror meget på den lokale forankring, så han er lige den type, vi gik efter, sagde Jens Pedersen.

Det, at folk har skudt så mange penge i den ny butik, viser mig, at det er noget, byen gerne vil. Derfor var det bare noget, jeg måtte prøve.
Allan Kring Bülow, ny købmand i Nim

Trives med nye projekter

Det er i høj grad lysten til at skabe noget nyt, som har fået Allan Kring Bülow til at prøve lykken med butik nummer to i Nim.

- Jeg er nok sådan en type, der trives bedst med at være i gang med nye projekter hele tiden. Nu har jeg fået butikken i Daugård godt op at stå, godt hjulpet på vej af et godt personale, og nu kom projektet i Nim, som jeg synes er helt vildt spændende. Det, at folk har skudt så mange penge i den ny butik, viser mig, at det er noget, byen gerne vil. Derfor var det bare noget, jeg måtte prøve, sagde Allan Kring Bülow.

Masser af nye jobs

Købmanden regner med, at butikken skal have omkring 22 til 26 ansatte, hvoraf de fire skal være på fuld tid, mens de resterende bliver ungarbejdere. Allan Kring Bülow forventer, at han vil bruge det meste af tiden i Nim i opstartsfasen, mens hans bror, Brian Beck Hedegaard, tager sig mest af butikken i Daugaard.

- Jeg ser mig selv som en moderne købmand, så jeg kommer ikke til at lægge 80 timer om ugen i butikken. Jeg tror meget på at uddelegere ansvar til mit personale, så folk vil opleve, at der er flere af de faste, som vil have et stort ansvar i butikken, sagde Allan Kring Bülow.

Vil sprænge rammen

Ifølge Dagrofa skal butikken i Nim hvert år omsætte for 12,5 mio. kroner for at løbe rundt, og det er også et krav, som den nye købmand er meget opmærksom på.

- Det er det, jeg er mest spændt på, om jeg når den omsætning, men det er jeg sikker på, at vi kan. Nim er godt nok mindre end Daugård, men Nim har et større opland. Samtidig har vi hovedvejen, hvor der kommer mange tusinde bilister forbi hver dag. I vores koncept har vi flere varenumre end både discountbutikkerne som Rema og Lidl, og vi kan i hvert fald tilbyde billigere varer og benzin end Q8 og Statoil, så på den måde tror jeg, at vi har nogle ekstra strenge at spille på. Jeg tror derfor på, at jeg kan sprænge rammen for budgettet her i Nim, sagde Allan Kring Bülow.

Han forventer, at byens nye butik kan åbne til juni, hvis håndværkerne bliver færdig som lovet.

- Jeg håber at åbne midt i juni, men tidspunktet står ikke helt fast endnu. Min kone venter barn til juli, så det giver ingen mening at åbne dér, når jeg ikke kan være til stede i butikken. Så venter jeg hellere til den første weekend i august, sagde Allan Kring Bülow.

Ung købmand budt velkommen i landsby: Jeg vil sprænge rammen for budgettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce