Torn i øjet er under forvandling: Endelig, siger borgerforening

For nylig var en gravemaskine i gang på torvepladsen i Sdr. Vissing. Nu tager arbejdet med torvet nemlig fart. Foto: Peter Hald

Torn i øjet er under forvandling: Endelig, siger borgerforening

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arbejdet med at forskønne torvepladsen i Sdr. Vissing er for alvor kommet i gang

Sdr. Vissing: Der sker ting og sager med torvet i Sdr. Vissing i disse dage. For nylig rykkede en tung gravemaskine ind på pladsen, og der bliver skovlet grus og flyttet sten. Et tydeligt tegn på, at arbejdet med at forskønne og forbedre torvet er kommet godt i gang.

- Torvet har i lang tid været en torn i øjet på os, og vi er glade for, at der nu er gået hul på bylden, så vi kan få lavet et smukt torv, siger Claus Danielsen, der er bestyrelsesmedlem i borgerforeningen i Sdr. Vissing.

Borgerforeningen overtog i august 2017 brugsretten til torvet af Horsens Kommune. Det skete på betingelse af, at byen selv klarede vedligeholdelse af pladsen.

Med den nyerhvervede brugsret opstod samtidig muligheden for, at Sdr. Vissings borgere kunne gå i gang med at forbedre torvet - noget, der har været et stort ønske i mange år.

Der er etableret en torve-gruppe, som udfører projektet i samarbejde med borgerforeningen, og der skulle være midler til det. Med i aftalen med kommunen er, at kommunen skal bevillige 250.000 kroner gennem den såkaldte mellembypulje til at forbedre og forskønne torvet.

Torvet har i lang tid været en torn i øjet på os, og vi er glade for, at der nu er gået hul på bylden.
Claus Danielsen, bestyrelsesmedlem i Sdr. Vissing Borgerforening

Mange vil hjælpe

- Der er mange, der gerne vil hjælpe, og vi har fået firmaet Christians Anlæg til at klare det tunge arbejde med maskiner - en lokal mand fra firmaet udfører arbejdet. Der skal lægges fliser, plantes hække og buske og små træer, opsættes nye infoskilte og borde-bænke sæt. Vi vil ikke stresse tingene igennem, så vi regner med, at vi kan blive færdige i løbet af efteråret, og det er tanken, at vi vil holde officiel indvielse i foråret 2019. Der er jo ikke meget ved at holde indvielse på en kold efterårsdag, siger Claus Danielsen.

En særlig detalje er en stor sten på torvet.

- Det er ikke tilfældigt. Vi har et par lokale stenhuggere, som vi gerne vil have til at hugge en inskription i stenen. Det er jo noget, der har dybe rødder her på egnen. Jeg tænker selvfølgelig på runestenen, der står i vores kirke, siger Claus Danielsen.

Gerne gang i tilflytningen

En smuk torveplads kan være med til at give et godt indtryk af Sdr. Vissing, og det er vigtigt.

- Vi vil meget gerne have gang i tilflytningen. De senere år har der været en lav tilflytning til byen, og det har ligget stille med nybyggeri, forklarer Claus Danielsen.

Men der sker noget. Der har været en del byforskønnelse på det seneste. Den gamle brugs, hvor der tidligere har været pizzeria, er ved at blive sat i stand, og på den anden side af vejen sker der også noget med den gamle ryttergård.

- Ryttergården har fået ny ejer, der er meget imødekommende, siger Claus Danielsen.

Han håber også, at der kan gøres noget med en forfalden villa på Gl. Ryevej 5 på hjørnet af Sønder Vissingvej og Gl. Ryevej. Huset, der er fra 1914, har stået tomt i længere tid, og det noget forsømte hus kommer til at stå i klar kontrast til forskønnelsen af torvet:

- Det er et hus, der står og forfalder. Vi har hørt rygter om et salg, men vi taler også om, at vi måske kan få midler til en nedrivning fra en kommunal pulje, siger Claus Danielsen.

Torn i øjet er under forvandling: Endelig, siger borgerforening

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce