Sportsklubbens nye computer-klub har fået fat i de unge gamere

I august startede BIF Esport 8740, og siden har 15-20 unge gamere spillet i klub i et lokale i Brædstrup Hallen. Foto: Henrik Sandvad

Sportsklubbens nye computer-klub har fået fat i de unge gamere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brædstrup IF's nye afdeling for e-sport er kommet godt i gang. To gange om ugen kommer der 15-20 unge gamere og spiller computerspil sammen.

Brædstrup: Høretelefonerne er på, og fingrene kører hurtigt over tasteturet. Blikket er stift rettet mod skærmen, mens der flittigt skydes terrorister i computerspillet Counter Strike. Umiddelbart ligner det scenariet fra et hvert teenagedrenge-værelse, men hver tirsdag og torsdag aften er det billedet af en almindelig træningsaften for BIF Esport 8740 i et lokale i Brædstrup Hallen.

Siden august har den nye e-sports-afdeling under Brædstrup IF holdt til i et tidligere depotlokale i hallen, og byens nye e-sportsklub er kommet godt fra start, oplyser formanden Mikkel Pedersen.

- Det er gået rigtig godt. Vi har selvfølgelig haft lidt startvanskeligheder, men nu er vi kommet godt i gang, og der er kommet mere struktur på tingene. Vi har fået lavet nogle faste hold med spillere på samme niveau, og vi har givet hver spiller nogle roller, som de skal udfylde i spillet. Det vigtigste er, at vi nu har fat i de unge computerspillere og har fået dem ind i et fællesskab i en forening, siger Mikkel Pedersen.

Selvom e-sportsklubben kun har været aktiv i kort tid, har den allerede været med til at skabe nye venskaber blandt de unge gamere. Således er flere begyndt at spille sammen på kryds og tværs, og dem, som har spillet computerspil i lang tid, er ikke bleg for at hjælpe de nye spillere med gode råd og fif.

- Spillerne er gode til at acceptere hinanden på det niveau, de er på. Jeg hører også fra dem, at de træner hjemme i de hold, som de nu er kommet i. Så på den sociale front går det rigtig godt, siger Mikkel Pedersen.

I min klasse er der næsten ingen, som har den samme interesse som mig. De fleste spiller lidt, men de dyrker det ikke på samme måde, som jeg gør. 
Sander Mikkelsen
14-årige Kacper Kontrowicz fra Brædstrup er blandt de mere rutinerede spillere i esportsklubben. Han mener, at han er blevet en bedre spiller af at komme i klubben. Foto: Henrik Sandvad
14-årige Kacper Kontrowicz fra Brædstrup er blandt de mere rutinerede spillere i esportsklubben. Han mener, at han er blevet en bedre spiller af at komme i klubben. Foto: Henrik Sandvad

Bedre til spil og holdspil

Hver uge dukker der mellem 15 og 20 gamere op til klubaften, og blandt de faste spillere er 14-årige Kacper Kontrowicz fra Brædstrup. Han har meldt sig ind i e-sportsklubben, fordi det var en god mulighed for lokalt at møde andre med samme interesse for computerspil.

- Jeg synes, jeg får meget ud af at komme her. Jeg er blevet en bedre holdspiller. Man kan også lære af de andre omkring spillet, og man kan også lære nogle af de nye noget. Samtidig er man med i et fællesskab. Det er sjovere end at sidde alene derhjemme, siger Kacper Kontrowicz.

Til november begynder de lokale gamere at spille turnering i DGI. De fleste spillere har en drøm om at blive rigtig gode.

- Det kunne være fedt at blive professionel og tjene rigtig mange penge, men det er nok en god idé at have en plan B. Der er nemlig rigtig mange skrappe spillere derude. Det bliver spændende at se, når vi skal spille liga, hvordan vi ligger i forhold til de andre. Jeg tror, vi ligger omkring midten, siger 14-årige Karl Munk.

De fleste af spillerne er glade for, at det er blevet nemmere at møde andre unge med interesse for computerspil.

- I min klasse er der næsten ingen, som har den samme interesse som mig. De fleste spiller lidt, men de dyrker det ikke på samme måde, som jeg gør. Jeg er ikke interesseret i at spille fodbold. Jeg synes, det er kedeligt at skyde en bold i et mål. Jeg vil hellere skyde nogle terrorister, siger 11-årige Sander Mikkelsen med et grin.

11-årige Sander Mikkelsen har fundet mange nye kammerater med samme interesse for computerspil. Foto: Henrik Sandvad
11-årige Sander Mikkelsen har fundet mange nye kammerater med samme interesse for computerspil. Foto: Henrik Sandvad

Ønsker flere spillere

BIF Esport 8740 vil til vinter holde åbent hus, så alle med hang til computerspil kan komme ned og se forholdene.

- Det vil være et lokalt event, hvor børn, unge og forældre kan komme og se, hvad det vil sige at spille i en forening. Samtidig holder vi nok også en lille turnering. Vi er stadig en ny klub, og vi vil gerne have flere spillere. Vi vil gerne have 20-25 spillere til en klubaften, og kommer der endnu flere, finder vi også ud af det, siger formand Mikkel Pedersen.

Han er glad for, at mange i byen har været med til at hjælpe klubben i gang. Således har Musik i Gaden sponseret fire computere til BIF Esport 8740.

- Det er vi virkelige glade for. Vi er hele tiden på udkig efter flere sponsorer, fordi vi gerne vil op på 10 computere. Vi søger også forskellige fonde, men det er jo ofte en svær kamp, siger Mikkel Pedersen.

Sportsklubbens nye computer-klub har fået fat i de unge gamere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce