Slumrende område med tomme grunde er vækket til live

Torsdag var håndværkerne godt i gang med at lægge tagspær på et af de nye huse på Galgehøj-udstykningen. Foto: Peter Hald

Slumrende område med tomme grunde er vækket til live

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

HusCompagniet har fået gang i salget på stor udstykning i Brædstrup. Firmaet regner med salg af alle 35 grunde.

Brædstrup: I den senere tid har håndværkerne haft travlt på Galgehøj-udstykningen i Brædstrup. Nye huse skyder op, og folk flytter ind i et pænt tempo. Derfor lyder der tilfredse toner fra typehusfirmaet HusCompagniet, der for et godt halvt år siden købte samtlige 35 grunde på Galgehøj og Fredsbovej.

- Fredag er der en familie, der flytter ind i et af vores nye huse, og i det hele taget har vi oplevet, at der er en rigtig fin interesse - også fra folk, der kommer udefra. Senest har vi solgt et hus til en familie fra Aarhus, så der kommer også tilflyttere til byen, siger Jens Dalhof Olesen, der er afdelingsdirektør i HusCompagniet.

Firmaet er i gang med at søge nye byggetilladelser, og hele striben af grunde ud mod Tønningvej bliver bebygget nu.

HusCompagniet overtog de 35 ledige grunde i maj 2017 af Horsens Kommune, og i løbet af det halve år har firmaet solgt 10 grunde, hvor der løbende vil blive bygget huse.

HusCompaniet er totalentreprenører, så det er en samlet pakke, hvor firmaet sælger grunde og huse, som køberne dog selv kan bestemme udformningen af. Et par mulige eksempler kan ses i form af de to udstillingshuse, der allerede er opført, men dog ikke solgt endnu.

- Husene bliver ikke ens - det bliver vidt forskellige individuelle huse, understreger Jens Dalhof Olesen.

Hvis dette tempo fortsætter, så er grundene på Galgehøj væk om et år.
Jens Dalhof Olesen, afdelingsdirektør i HusCompagniet

Overstiger forventninger

Før HusCompagniet overtog de 35 grunde, havde der været en årrække, hvor byggeriet på Galgehøj-udstykningen var gået i stå, men nu er der kommet gang i tingene igen.

Jens Dalhof Olesen oplyser, at byggetempoet endda ser ud til at overstige firmaets forventninger:

- Vi havde en forventning om, at vi skulle sælge en grund om måneden, og det har vi jo mere end holdt. Vi har vækket udstykningen til live, og nu er man ikke i tvivl om, at husene vil blive bygget hele vejen rundt, siger han.

Det er især et lavt prisniveau, der trækker købere til:

- Ingen steder i kommunen kan man købe så gode grunde til de priser. Byggegrunde i Horsens sælges typisk til omkring 800.000 kroner - her er det det halve. Det er gode vilkår for nyetablerede familier, og det er mest børnefamilier og yngre par, der rykker ind. Som noget nyt har vi fået lagt fjernvarme ind i udstykningen, og vi har fået lavet en samarbejdsaftale med Brædstrup Fjernvarme. Fjernvarmen er billig i Brædstrup, og varmebudgettet kan holdes på omkring 5000 kroner om året, lyder det fra Jens Dalhof Olesen.

Gerne flere udstykninger

Afdelingsdirektøren regner med, at der kommer et nyt boom på udstykningen.

- Vi har fået mange henvendelser, og flere er interesserede, men da de ofte skal have solgt deres gamle huse, skal vi regne liggetiden på de gamle huse med. Typisk er liggetiden mellem tre og ni måneder. Men vi er slet ikke i tvivl om, at vi får solgt alle grundene - det er kun et spørgsmål om tempoet nu, siger Jens Dalhof Olesen.

Kunne I bruge flere udstykninger i Brædstrup?

- Ja, vi er jo aktive grundkøbere over hele Danmark, og hvis dette tempo fortsætter, så er grundene på Galgehøj væk om et år, og så skal der et nyt projekt til, svarer han.

Slumrende område med tomme grunde er vækket til live

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce