René på 19 år samler på fossiler: Nu har han fået dem på museum

19-årige René Nikolajsen fra Brædstrup udstiller sine mange fossiler på Gårdmuseet Stjernholm i Nim. Her vil han også fortælle om fossilerne til museets gæster så tit, han har mulighed for det. Foto: Henrik Sandvad

René på 19 år samler på fossiler: Nu har han fået dem på museum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

19-årige René Nikolajsen fra Brædstrup har interesseret sig for fossiler, siden han var en lille dreng. Nu udstiller han en lille del af sin store samling på Gårdmuseet Stjernholm i Nim.

Nim: René Nikolajsen fra Brædstrup var kun seks år, da han første gang fandt et fossil af et søpindsvin i en hæk i barndomsbyen Fredericia. Han løb derfor hjem til sine forældre for at vise dem fundet, og da han senere fandt ud af, at søpindsvinet var omkring 65 millioner år gammelt, var interessen for fossiler vakt i den lille dreng.

Siden har René Nikolajsen, som flyttede til Brædstrup for cirka et år siden, samlet på fossiler lige fra krebs, søpindsvin, hajer, dinosaurer og mange andre dyrefossiler, således han i dag har en samling på cirka 3000.

- I min samling har jeg fossiler, hvor de yngste er to millioner år gamle, mens de ældste er over 600 millioner år gamle. Så det er et stort udvalg i en lang tidsperiode, siger René Nikolajsen og sætter sig ved et antikt bord, som står på Gårdmuseet Stjernholm i Nim.

Her har René Nikolajsen fået opsat et montre med nogle af hans mange fossilfund i et af udhusene på gårdmuseet, og her er Rene's mange fossiler én af nyhederne i årets udstilling. Han vil også selv være til stede på museet, så tit som uddannelsen på den kombinerede ungdomsuddannelse samt HF enkeltfag i Horsens tillader det. Et liv i museumsverdenen er nemlig noget, som René Nikolajsen gerne vil meget mere af.

- Jeg søgte ud på Stjernholm, fordi jeg gerne på sigt vil arbejde på et museum. Drømmen over dem alle er naturligvis at blive en, der lever af at grave efter dinosaurer, fordi det er min helt store interesse. Det er meget svært at blive og da slet ikke i Danmark, mens ellers kunne jeg godt tænke mig at blive museumsformidler. Der lærer jeg rigtig meget her ved at skulle formidle min viden om fossiler.

Jeg synes, fossiler er interessante, fordi de fortæller en historie omkring de forskellige arters udvikling. Det er vores allesammens historie, og det er et stykke af arternes livshistorie, man får et indblik i. Det, synes jeg, er vildt fascinerende.
René Nikolajsen, fossil-samler
René Nikolajsen bruger hver uge 18-20 timer på at studere og researce på sine mange fossiler. Han tager også gerne på fossil-jagt i både Danmark og i udlandet. Foto: Henrik Sandvad
René Nikolajsen bruger hver uge 18-20 timer på at studere og researce på sine mange fossiler. Han tager også gerne på fossil-jagt i både Danmark og i udlandet. Foto: Henrik Sandvad

Indblik i arters udvikling

De mange fossiler har René anskaffet sig enten gennem donationer, nogle har han fundet, mens enkelte sjældne fossiler er blevet købt på internettet. Han tager også ofte på ture i Danmark og i Gotland i Sverige, hvor der er gode muligheder for at finde spor efter dinosaurer.

- Jeg synes, fossiler er interessante, fordi de fortæller en historie omkring de forskellige arters udvikling. Det er vores allesammens historie, og det er et stykke af arternes livshistorie, man får et indblik i. Det, synes jeg, er vildt fascinerende, siger René Nikolajsen.

Han bruger ifølge eget udsagn 18-20 timer om ugen på sin store interesse. Det meste af tiden går med at kortlægge og tidsbestemme de mange fossiler i hans store samling. Det sker gennem opslagsbøger, særlige Facebook-grupper og søgninger på forskersider på internettet.

- Jeg har en helt kasse med fossiler, som jeg stadig mangler at få fastlagt. Jeg bruger rigtig meget tid på det, og nogle vil måske nok betegne mig som en nørd. Mine venner kan i hvert fald godt blive trætte af at høre på mig, hvis jeg snakker for meget om det, siger René med et grin.

Samlingen indeholder en god blanding af fossiler fra blæksprutter, krebs, søpindsvin og hajtænder. Derudover er der også flinteredskaber fra stenalderen. Foto: Henrik Sandvad
Samlingen indeholder en god blanding af fossiler fra blæksprutter, krebs, søpindsvin og hajtænder. Derudover er der også flinteredskaber fra stenalderen. Foto: Henrik Sandvad

Unikke fossiler

René Nikolajsen har flere meget sjældne fossiler i sin samling, som der også er mulighed for at se på Gårdmuseet Stjernholm.

Blandt andet er der en trilobit, som er et leddyr, der minder lidt om en bænkebidder, blot større. Trilobitterne levede for over 600 mio. år siden, og her har René et par ret unikke eksemplarer.

- Normalt kan man kun se skjoldet i fossilet, men i dette eksemplar kan man også se lidt af en klo. Det er meget sjældent. Den fandt jeg ved Trellenæs. Derudover har jeg to tænder fra en sandhaj. Den kunne veje omkring 100 ton og er omkring 30 mio. år gammel. Man kan ikke finde dem mere, så de er utrolige svære at få fat i. Dem har jeg så to af. Det er jeg rigtig stolt af, siger René, mens han udpeger kronjuvelerne i samlingen.

Ud over fossiler er der også smukke krystaller. Her er en såkaldt ørkenøje. Foto: Henrik Sandvad
Ud over fossiler er der også smukke krystaller. Her er en såkaldt ørkenøje. Foto: Henrik Sandvad

Ros fra museumsgæster

René Nicolajsen er stadig i gang med sin ungdomsuddannelse, men han har indstillet sig på, at turen nok skal over et universitet, hvis han skal udleve sin drøm om at formidle urtidshistorie. Inden da nyder han, at han har fået sin første udstilling i stand på Gårdmuseet Stjernholm, hvor gæsterne indtil nu har taget godt imod hans samling.

- Vi åbnede i tirsdags, da det var valborgaften. Her kom over 100 gæster, og de var meget interesseret i at se og høre om min samling af fossiler. Jeg har kun fået stor ros for den og for min viden om fossiler. Så indtil nu har det kun været positivt. Det giver også endnu mere lyst til det, siger René Nikolajsen med et smil.

Der er mulighed for at se René Nikolajsens samling af fossiler sammen med den faste udstilling om landbrug i gamle dage hele sommeren på Gårdmusset Stjernholm i Nim. Museet har åbent alle onsdage kl. 13-16 frem til den 29. september. Derudover er der i perioden 1. juni til 31. august også åben om søndagen i samme tidsrum. Besøg kan også arrangeres efter aftale med museet.

René på 19 år samler på fossiler: Nu har han fået dem på museum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce