Planer om nye boliger vækker begejstring - men første spadestik må vente lidt

De tidligere Energimidt-bygninger rummer stadig nogle lokale firmaer, men over de kommende år skal erhvervsbygningerne erstattes af boliger. Foto: Peter Hald

Planer om nye boliger vækker begejstring - men første spadestik må vente lidt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Boligprojekt på Søndergade i Brædstrup får ros fra udvalgsformand, men det bliver nødvendigt med et kommuneplantillæg.

Brædstrup: Projektet med at bygge boliger på Søndergade i Brædstrup, hvor den gamle EnergiMidt-bygning ligger i dag, vækker begejstring i Horsens Kommunes plan- og miljøudvalg. Men samtidig understreger udvalget, at der går et stykke tid, før spaden kan sættes i jorden.

- Vi er stadig meget tidligt i processen. Byggeriet kræver et kommuneplantillæg og et lokalplanforslag, da der i den nuværende lokalplan ikke er mulighed for at bygge i tre etager, som det er skitseret i projektet, siger formanden for plan- og miljøudvalget, Martin Ravn (V).

Projektet er spændende, og der er nogle gode tiltag og visioner i det.
Martin Ravn, formand for plan- og miljøudvalget

Gode visioner

Kommunens planafdeling oplyser, at det kan tage mellem otte og 12 måneder at få lokalplan og kommuneplantillæg på plads, så byggeriet er altså ikke lige om hjørnet.

Men Martin Ravn understreger, at projektet kan forvente politisk medvind.

- Det viser, at der sker en udvikling i Brædstrup. Her er der nogle private investorer, der vil i gang med et boligprojekt, og det er vi utrolig glade for i udvalget. Projektet er spændende, og der er nogle gode tiltag og visioner i det. Blandt andet er der ideer om en parkeringskælder og grønne områder og en forbindelse til Folkeparken, siger udvalgsformanden.

Blot er det sådan, at ting tager sin tid, fastslår han:

- Foreløbig er der kun tale om en igangsætning - ikke en vedtagelse. Måske er der også nogle ting, der skal rettes til undervejs. Men nu kan vi sige til beboerne i Brædstrup, at der er noget på vej, og at planlægningen er ved at begynde. Og vi er positive. Selvfølgelig skal projektet igennem en høringsperiode, da byggeriet vil betyde noget for naboerne i området. siger Martin Ravn.

Ifølge dagsordenen fra plan- og miljøudvalget drejer projektet sig om mellem 50 og 60 etageboliger til udlejning. En del af lejlighederne skal indgå i et bofællesskab med tilhørende fælleshus. De resterende lejligheder bliver individuelle boliger.

Lokalt firma

Bag det store boligprojekt står to lokale erhvervsfolk, nemlig ejendomsudvikleren Peter Pørtner Voldby og entreprenør Jacob Jensen, der sammen driver firmaet JP Invest og Udvikling Aps.

Deres plan er at bygge på grunden med Energimidts tidligere bygninger på Søndergade 27 og Bredesvej 19 i Brædstrup. En del af bygningerne huser i dag flere forskellige lokale firmaer.

Projektet vil få en bebyggelsesprocent på cirka 55 og en højde på cirka 12 meter, da en del af byggeriet skal opføres i tre etager.

I projektbeskrivelsen står der, at der skal skabes nogle grønne opholdsarealer og en "grøn forbindelse" med offentlig adgang fra Søndergade til Folkeparken og skoven mod vest. Det grønne islæt understøttes af, at der etableres en parkeringskælder under boligerne.

Projektet udføres i samarbejde med Ginnerup Arkitekterne, og ifølge de nuværende planer skal byggeriet sættes i gang i tre etaper over de kommende år.

Planer om nye boliger vækker begejstring - men første spadestik må vente lidt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce