Optimistisk tøjmand gør klar til generationsskifte

Erik Olesen har grund til at smile som butiksindehaver. Tingene går den rigtige vej, mener han. I baggrunden ses Jesper Wohlert, butikschef hos Din Tøjmand i Brædstrup. Foto: Peter Hald

Optimistisk tøjmand gør klar til generationsskifte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erik Olesen, indehaver af Din Tøjmand i Brædstrup, er glad for, at der er kommet skub i udviklingen af Brædstrup.

Brædstrup: Det går den rigtige vej for Brædstrup. Det mener Erik Olesen, indehaver af butikken Din Tøjmand i byen.

Og Erik Olesen har noget at bygge sin holdning på. I ikke færre end 35 år har han drevet sin herretøjsforretning, og han har på nærmeste hold fulgt Brædstrups op- og nedture. Han kan nu fejre sit 35 års jubilæum på en bølge af optimisme, for det sidste par år er der kommet gang i byens udvikling.

- Ja, jeg er fortrøstningsfuld. Nu sker der for alvor noget med byudviklingen, og vi kan mærke, at Horsens Kommune virkelig vil noget med Brædstrup, siger Erik Olesen, der henviser til, at Brædstrup har fået ikke mindre end 18 millioner kroner til byfornyelse.

For nogle år siden så tøjmanden ikke helt så lyst på tingene:

- Da finanskrisen kradsede i 2010, var jeg lidt bekymret, og det var heller ikke så sjovt, da Bredgade blev renoveret i 2013 - da smed vi 30 procent af omsætningen. Men nu er det helt anderledes. Udviklingen er vendt, og man kan mærke, at der er kommet skub i tingene. Der bliver solgt byggegrunde, der er kommet nye butikker til, og der er interessante boligprojekter i støbeskeen, siger Erik Olesen.

Vi skal da kun være glade for, at de unge er så modebevidste.
Erik Olesen

Generationsskifte

På den baggrund kan han med sindsro begynde at forberede et generationsskifte i sin forretning.

- Jeg er 62 år nu, og om to eller tre år er det planen, at butikschef Jesper Wohlert tager over. Jesper har faktisk været her i butikken i 15 år, fortæller Erik Olesen.

Når han stopper som butiksindehaver, har han absolut ingen planer om at sidde stille.

- Jeg har jo nogle udlejningsejendomme, som jeg kan få tiden til at gå med, og ellers vil jeg koncentrere mig om hygge med familien og sommerhuset, siger han.

Modebevidst ungdom

På klassisk facon bor Erik Olesen og hustruen Susanne i en lejlighed over tøjbutikken i Bredgade. Parret har tre voksne børn - Dorthe, Mette og Anders.

Apropos ungdom kan Erik Olesen konstatere, at flere af hans tidligere ansatte har fået gode stillinger, nogle endda topchefstillinger, i dansk erhvervsliv.

Nutidens ungdom er i øvrigt meget mere modebevidst end de tidligere generationer, mener Erik Olesen:

- Vi skal da kun være glade for, at de unge er så modebevidste. Det er helt tydeligt, at de selv vil bestemme, hvad de vil gå med. Det er måske også et tegn på, at der er kommet flere penge i samfundet, siger han.

35-års-jubilæet i uge 21 bliver fejret for fuld skrue i butikken. Og nu er der jo tale om en herretøjsforretning, så der skal være noget for rigtige mænd. Fredag 25. maj fra klokken 18.30 til 20.30 har Erik Olesen derfor hyret den fra tv så kendte humørbombe Lindy Aldahl til at underholde og fortælle vitser - og der vanker også fadøl.

- Rigtige mænd handler jo hos Din Tøjmand, siger Erik Olesen med et grin - men han tilføjer galant, at kvinder skam også er velkomne den aften.

Optimistisk tøjmand gør klar til generationsskifte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce