Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nytårskur blev fejret med nye pladser på Gudenå Hospice

Formanden for Gudenå Hospice, Hans Jørgen Hørning, glædede sig ved nytårskuren over, at alt fungerer godt på det lokale hospice, og han påpegede, at bestyrelsen er begyndt at se fremad mod et hospice på 15 pladser. Foto: Henrik Sandvad

Nytårskur blev fejret med nye pladser på Gudenå Hospice

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gudenå Hospice i Brædstrup fejrede torsdag udvidelsen af to nye pladser. Udvidelsen betyder, at det er blevet væsentlig lettere at få økonomien til at hænge sammen.

Brædstrup: I august tildelte Sundhedsministeriet efter anmodning fra Region Midtjylland Gudenå Hospice i Brædstrup to nye sengepladser, og torsdag blev de ekstra pladser så indviet ved hospicets årlige nytårskur, hvor omkring 35 gæster med tilknytning til huset kom på besøg.

Allerede fredag flytter den første nye beboer ind på det lokale hospice, og mandag kommer der liv i stue 11, når den sidste beboer tjekker ind.

Selvom to nye beboere umiddelbart ikke lyder af meget, har de ekstra pladser stor betydning for Gudenå Hospice. Det betyder nemlig et årligt ekstra tilskud på 1,8 mio. kroner pr. patient fra staten og Region Midtjylland, og hospicechef, Kirsten Ørum Larsen, har godt kunne mærke, at de ekstra patienter har lettet økonomien.

- Det har været væsentligt lettere at lave budget i år end i de foregående år. Det er svært at være en lille organisation, fordi hele organisationen med køkken, ledelse og psykologer med videre er den samme, om vi har ni eller 11 patienter. Vi har et køkken, der er åbent 24-7 til ni småtspisende patienter, og køkkenet kan egentlig køre uændret. Det eneste udvidelsen betyder er, at vi har ansat fire ekstra sygeplejersker, siger Kirsten Ørum Larsen.

Ældre Rådet og Gatekeepers giver 20.000 kr. til frivillige på hospice
Jeg glæder mig til den dynamik, som nye medarbejdere og nye patienter og pårørende vil give i huset.
Kirsten Ørum Larsen, hospicechef på Gudenå Hospice.

Hospice med 15 pladser

Et af Gudenå Hospice vigtigste formål er at yde smertelindrende behandling på et specialiseret niveau til uhelbredelige syge og døende, og derfor har det lokale hospice i 2017 deltaget i et nationalt kvalitets- og læringsteam inden for smertelindring. Det arbejde vil blive afsluttet i løbet af 2018, og bestyrelsesformand, Hans Jørgen Hørning, er godt tilfreds med, at Gudenå Hospice er en aktiv medspiller inden for det palliative felt. Han håber, det kan danne grobund for et endnu større hospice.

- I forbindelse med at vi fik de ekstra pladser, har vi lavet en helhedsplan for Gudenå Hospice, som indeholder 15 pladser. Vi har derfor fået lavet en skitse af, hvordan huset kan komme til at se ud. Det er nu ikke fordi, vi forventer at udvide snart igen, men nu er den side af sagen på plads, hvis det skulle ske, siger Hans Jørgen Hørning.