Ny nødbusplan møder kritik: Det går ud over de studerende i oplandet

Brædstrup vil blive endepunktet for mange uddannelsessøgende unge i oplandsbyerne. Det er nemlig svært at komme videre, lyder forudsigelsen fra Lone Skriver, som forventer, at mange forældre i oplandet bliver nødt til at hente deres unge i bil i Brædstrup. Arkivfoto

Ny nødbusplan møder kritik: Det går ud over de studerende i oplandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der mangler sammenhængskraft mellem busserne og uddannelsesinstitutionernes ringetider i kommunens nye nødbusplan. Det kommer til at gå ud over unge studerende, lyder kritikken fra oplandet.

Brædstrup: Horsens Kommune og Midttrafik er meget træge, når det kommer til at sikre kvaliteten i køreplanen for den kommende nødbusplan, som træder i kraft fra 1. juli. Manglende sammenhæng mellem busafgange betyder, at det bliver næsten umuligt for en ung studerende i den nordvestlige del af kommunen at bruge Horsens som uddannelsesby.

Sådan lyder kritikken fra Lone Skriver, som ud over at være formand for fællesrådet i Sdr. Vissing sidder i kommunens oplandsudvalg og i Samby.

Det er især sammenspillet mellem bus 110 (Horsens-Brædstrup-Silkeborg) og bus 502 (Brædstrup-Skanderborg), som vækker bekymring.

Her risikerer uddannelsessøgende at vente i Brædstrup i over en time om eftermiddagen, inden de kan komme videre mod Skanderborg og de små byer imellem, da rute 502 kører 5-10 minutter, før bus 110 kommer ind til Brædstrup.

Sdr. Vissings lokalrådsformand Lone Skriver ser ikke, at kommunens ekstra udgifter til busser bliver brugt optimalt. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Sdr. Vissings lokalrådsformand Lone Skriver ser ikke, at kommunens ekstra udgifter til busser bliver brugt optimalt. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Tynde svar

Når samme bus når Voerladegaard Skole om eftermiddagen, skal skolebørnene næsten sidde med sko og jakke på i sidste time for at nå bussen.

- Når jeg hører om sådanne eksempler, synes jeg, det er utroværdigt, når Horsens Kommune går ud og siger, at de unges tarv er en prioritet - for de har jo slet ikke gjort sig den ulejlighed at tjekke, hvordan busserne virker i realiteten. De svarer typisk, at det "nok er, fordi busserne skal passe med et tog", men togene kører jo med 15-30 minutters mellemrum, så det er et tyndt svar, siger Lone Skriver.

Hun påpeger, at den manglende sammenhæng mellem busserne, gør det svært for unge i den nordvestlige del af kommune at vælge Horsens som uddannelsesby.

- Helt galt er det mod Grædstrup, hvor der slet ikke er forbindelser, når de unge kommer hjem fra ungdomsuddannelserne, og med nedskæringerne mod Silkeborg vil området omkring Addit blive klemt på sin adgang mod Silkeborg. Vi forstår alle sammen, at der skal spares nogle penge, men jeg forstår ikke, at de penge, der så er afsat til busdrift, ikke bruges mest optimalt, siger Lone Skriver.

Konsekvensen af de manglende sammenhænge mellem busserne betyder, at forældrene ofte er nødt til at hente deres unge i bil.

- Vi beder ikke om at få flere busser, men vi beder om, at vores skattekroner bliver brugt mest optimalt, og jeg synes, det er rystende at se, hvordan embedsmændene og Midttrafik holder os for nar i denne sag, siger Lone Skriver.

Hurtigere til andre uddannelsesbyer

I Sdr. Vissing var borgerne oprindelig stillet en bedre busbetjening i udsigt, da busrute 502 mellem Brædstrup og Skanderborg efter den nye nødbusplan også skulle køre videre til Horsens for at kompensere for de manglende busafgange på rute 110.

Da byrådet 17. december sidste år vedtog nødbusplanen, var denne løsning imidlertid blot blevet fremlagt som en mulighed. En mulighed, som siden er blevet fravalgt.

- Man undrer sig i Horsens over, at så mange unge fra den nordvestlige del af kommunen fravælger Horsens som uddannelsesby, men det er jo ikke rimeligt, at de skal bruge fire timers transport dagligt på seks timers undervisning - slet ikke når der er forbindelser til Silkeborg og Skanderborg, som de facto tager den halve tid. Så bliver det altså lidt hult, når vi hører om, at Horsens så gerne vil være en attraktiv uddannelsesby, siger Lone Skriver.

Kom med spørgsmål

Den nye køreplan for nødbusplanen skal godkendes i byrådet 25. marts, men inden da skal køreplanen behandles i plan- og miljøudvalget, og her opfordrer formanden, Martin Ravn (V), formanden for Sdr. Vissing Fællesråd til at sende sine spørgsmål og indsigelser ind til politikerne i plan- og miljøudvalget.

- Jeg synes helt klart, at det er relevante spørgsmål, hun stiller, og dem vil vi gerne behandle. Vores intention er at få den bedste mulige løsning, men jeg kan ikke garantere, at alt bliver perfekt. Men lad os få spørgsmålene, så kan vi stille dem videre til vores embedsmænd. Mere kan jeg ikke sige for nuværende, for vi har ikke behandlet sagen politisk endnu, siger Martin Ravn.

Ny nødbusplan møder kritik: Det går ud over de studerende i oplandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce