Million-formue har samlet støv i fire år

Rasmus Peter Nielsen døde i 2014 og efterlod sig en formue, der skulle gå til en fond til gavn for unge landmænd. Rasmus Peter Nielsen ligger begravet på kirkegården i Grædstrup hvor hans tidligere medarbejder Søren Christensen ofte er på besøg. Foto: Morten Pape

Million-formue har samlet støv i fire år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stor arv efter landmand fra Slagballe skal gå til en støttefond for unge landmænd. Men efter fire år er fonden stadig inaktiv.

Slagballe: For fire år siden døde landmand Rasmus Peter Nielsen fra Slagballe og efterlod sig en millionformue, der via en nystiftet fond skulle støtte unge landmænd under uddannelse. Men fonden - Rasmus Peter Nielsens Fond - er endnu ikke kommet i gang, og der er ikke udbetalt en eneste krone.

Navnet på fonden optræder første gang i et testamente, der blev skrevet i december 2011 af Rasmus Peter Nielsen. Han var en velrenommeret landmand, der boede på slægtsgården Skovslund på Slagballevej 3 mellem Slagballe og Brædstrup.

I sit testamente besluttede Rasmus Peter Nielsen, at der skulle oprettes en fond i hans navn. Fonden er ikke kommet i gang endnu. Foto: Morten Pape
I sit testamente besluttede Rasmus Peter Nielsen, at der skulle oprettes en fond i hans navn. Fonden er ikke kommet i gang endnu. Foto: Morten Pape

Velhavende ungkarl

Rasmus Peter Nielsen - i daglig tale blot kaldet Peter Nielsen - var ungkarl og havde ingen børn eller søskende. Derfor besluttede han, at hovedparten af hans arv skulle gå til en fond, der kunne støtte unge lokale landmænd under uddannelse.

Han var velhavende og drev et stort landbrug med 70 hektar jord, og han skrev i testamentet, at fonden hvert år skulle uddele 10 legater i portioner på 25.000 kroner. Altså en samlet udbetaling på 250.000 kroner om året. Af testamentet fremgår det også, at legatportionerne fortrinsvis skal uddeles til personer fra de oprindelige Brædstrup og Them kommuner.

3. juli 2014 døde Rasmus Peter Nielsen i en alder af 79 år. Han led af prostatakræft, fortæller en tidligere medarbejder på gården.

Hans testamente var inden da blevet godkendt af Retten i Horsens. Den vigtigste post i testamentet var oprettelsen af fonden Rasmus Peter Nielsens Fond, der skal "støtte unge landmænds skoleophold i forbindelse med landmandsuddannelse".

Rasmus Peter Nielsen bestemte i sit testamente, at fondens bestyrelse skal bestå af tre medlemmer, der udpeges af Østjysk Landboforening. Han havde endvidere skrevet, at fremgangsmåden ved uddeling af legater fra fonden skulle behandles af to navngivne medarbejdere i det daværende landbrugsrådgivningsfirma LRØ I/S. LRØ blev i 2013 fusioneret med LMO, men LMO blev tidligt koblet af sagen på grund af spørgsmål om inhabilitet, oplyser Jan Winther, administrerende direktør for LMO.

- På et ret tidligt tidspunkt bad skifteretten os om at trække os ud, fordi de syntes, at der var for meget sammenfald med, at vi førte regnskaber og den slags ting. Vi havde jo oprindelig været med til at tale med Rasmus Peter Nielsen om, hvordan pengene skulle bruge i fonden. Skifteretten mente, at der var for mange kasketter i det, siger Jan Winther.

Medhjælper undrer sig

Omkring fire måneder efter Rasmus Peter Nielsens død blev hans gård solgt. Ifølge Tinglysning.dk er ejendommen vurderet til 12,3 millioner kroner.

Trods det ret hurtige salg trak oprettelsen af fonden i langdrag.

Det vækker undren, og en af dem, der undrer sig mest, er landbrugsmedhjælper Søren Christensen fra Grædstrup. Søren Christensen er ikke i familie med Rasmus Peter Nielsen, men den i dag 60-årige landbrugsmedhjælper havde sammenlagt arbejdet for Rasmus Peter Nielsen i næsten 50 år - han begyndte at arbejde på gården allerede som dreng.

De sidste år under Rasmus Peter Nielsens sygdomsperiode påtog Søren Christensen sig et stadig større ansvar for driften af gården, og han var en af dem, der stod den gamle landmand nærmest.

Nu er Søren Christensen ved at tabe tålmodigheden:

- Jeg kan ikke forstå, at fonden ikke er kommet i gang endnu. Allerede tilbage i 2015 begyndte jeg at spørge til, hvordan det gik med fonden. Jeg lovede Peter at holde advokaterne i ørerne, for han var en hædersmand, og det lå ham meget på sinde, at pengene i fonden skulle gå til unge landmænd. Men jeg kan ikke få svar på mine spørgsmål. Jeg er bange for, at jeg er blevet kørt ud på et sidespor, siger Søren Christensen.

Problemerne omkring fonden nager ham:

- Alt det her advokat-halløj er slet ikke i Peters ånd, siger han.

Søren Christensen fortæller, at han hidtil forgæves har henvendt sig både til landbrugsrådgivningsfirmaet LMO og til bobestyreren, det store advokatfirma LRP i Horsens, i sine forsøg på at sætte gang i tingene.

Der er dog ved at ske noget omkring Rasmus Peter Nielsens Fond. Søger man i CVR-registreret efter en fond med det navn, finder man faktisk en fond, kaldet Rasmus Peter Nielsens Fond med adressen c/o LMO, Erhvervsbyvej 13 i Horsens.

Startdatoen for fonden er angivet til 14. maj 2018, men i CVR er der dog endnu ikke sat navne på bestyrelsen, og det skal der være.

Horsens Folkeblad har søgt om aktindsigt om fonden hos Civilstyrelsen, men fra Civilstyrelsen lyder meldingen kortfattet: "Civilstyrelsen har ikke kendskab til fonden og er derfor heller ikke i besiddelse af dokumenter om den".

Million-formue har samlet støv i fire år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce