Liv i parken: Folkeparken gøres klar til fest

Fire erfarne herrer er med til at arrangere bankospillet i Folkeparken. Fra venstre er det Niels Rasmussen, Peter Damgaard, Jens Frederik Jensen og Steven Jensen, som er er på "inspektion" i parken i Brædstrup. Foto: Peter Hald

Liv i parken: Folkeparken gøres klar til fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byfest i Brædstrups store, gamle Folkepark får også en banko-begivenhed koblet på.

Brædstrup: Folkeparken i Brædstrup er et unikt sted. Ikke mange byer af Brædstrups størrelse kan prale af at have et stort og smukt grønt åndehul liggende midt i byen. I gamle dage var Folkeparken centrum for en masse begivenheder lige fra dyrskuer til koncerter, men i de senere år har det været småt med den slags. Det var, som om parken gik lidt i glemmebogen.

Nu sker der imidlertid snart noget nyt. Bakkelandets Byfest er lige om hjørnet, og byfesten vil netop finde sted i Folkeparken. Over to dage endda.

Selve byfesten finder sted lørdag 25. maj, men dagen efter - søndag 26. maj - bliver det store festtelt stående, og teltet vil danne rammen om et stort bankospil, hvor man varmer op med gratis rundstykker og kaffe fra klokken 10.

Fire lokale foreninger med en flok erfarne veteraner i spidsen sørger for at få bankospillet i gang. De fire tovholdere er banko-eksperterne Peter Damgaard og Jens Frederik Jensen fra Lions Club Brædstrup, Stephen Jensen, formand for Brædstrup Pensionistforening, og Niels Rasmussen, der er formand for den lokale afdeling af Ældre Sagen.

Disse fire foreninger kan tilsammen mønstre et meget stort antal medlemmer, så det er sandsynligt, at bankoteltet bliver godt fyldt. Og bankospillet er for alle generationer, understreger arrangørerne.

Lions Club er vant til at arrangere de meget store årlige bankospil på Hotel Pejsegården, så initiativtageren til Bakkelandets Byfest, Helle Pørtner Voldby, var hurtig til at ringe til Peter Damgaard fra Lions.

- Jeg spurgte Helle om, hvem der skulle stå for bankospillet i Folkeparken, og hun svarede: "Det skal du". Men jeg fik jo så fat i nogle andre gode hjælpere, lyder det lunt fra Peter Damgaard.

Det var oplagt at invitere Brædstrup Pensionistforening med, da pensionistforeningen også har stor erfaring med bankospil. Når pensionistforeningen har bankospil på Klippen, kommer der i snit 80 til 90, oplyser Stephen Jensen.

Ældre Sagens lokalformand Niels Rasmussen tøvede heller ikke, da han blev spurgt.

- Jeg er nu ikke ekspert i bankospil, men det er de andre, siger Niels Rasmussen beskedent.

En Folkepark med historie
Folkeparken har i tidens løb lagt græs til kongebesøg, dødsdromkørsel, dyrskuer og ringridningsstævner samt grundlovsmøder og talrige koncerter lige fra rock til klassisk.Parkens historie strækker sig langt tilbage. Da Brædstrup Borger- og Håndværkerforening i 1935 købte den nuværende Folkepark, var betingelsen, at den blev opkaldt efter dens daværende ejere, familien Trap de Thygeson. Og efter dette løfte var afgivet, blev parken overhændet til byen i bakkelandet for den beskedne sum af 5000 kroner.

I mellemtiden har frk. Trap de Thygesons Mindepark dog fået det mere mundrette navn Folkeparken.

Parken fungerede i flere år som dyrskueplads og som arena ved populære ringridningsstævner, der trak flere tusinde tilskuere. Og så lagde parken også græs og træer til de store amtsudstillinger i 1913 og 1938.

I forbindelse med udstillingen i 1938 opnåede byen den ære at få besøg af kong Christian d. 10. og dronning Alexandrine.

I den mere folkelige afdeling har Folkeparken dannet ramme om udendørs boksekampe og selvfølgelig cirkus og omrejsende tivoli, blandt andet med "dødsdrom", hvor motorcykler kørte indvendigt på siderne af en stor cylinder.

Under Anden Verdenskrig kom de tyske besættelsestropper til Brædstrup, hvor de i Folkeparken gravede skyttegrave og store huller, hvor de skjulte deres køretøjer.

Der har gennem tiden været mange forslag til, hvad parken skulle indeholde. Der findes et hav af tegninger med forslag om beplantning, stisystemer med mere. Senest ideen om en aktivitetspark, der dog ikke er realiseret endnu.
Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at koncerterne Brædstrup Rock kunne samle tusinder af mennesker i Folkeparken. Her det et foto fra en totalt fyldt park i 2009. Arkivfoto
Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at koncerterne Brædstrup Rock kunne samle tusinder af mennesker i Folkeparken. Her det et foto fra en totalt fyldt park i 2009. Arkivfoto

Bak op om festen

De fire herrer er alle veteraner i foreningslivet, og med deres livserfaring kan de godt huske, da der tidligere var masser af gang i Folkeparken.

Nu glæder de sig til, at der igen skal ske noget i den gamle park.

Og nu gælder det om, at Brædstrup-borgerne virkelig bakker op om byfesten, understreger de.

Bakkelandets Byfest
Bakkelandets Byfest finder sted over tre dage.Fredag 24. maj om aftenen varmes der op med Late Night og åben scene i Byhaven på Bredgade i Brædstrup, hvor lokale musikere spiller og dyster frem til klokken 22. Samtidig har butikkerne længe åbent.

Lørdag 25. maj er det selve byfesten i Folkeparken. Den er delt op i to afdelinger: Fra klokken 9.30 til 14.00 er der børnefestival med musik, dans og underholdning. Og fra kl. 14.30 og frem til 2 er der fest, spisning og musik både med live bands og DJ.

Søndag 26. maj er der bankospil i Folkeparken. Deltagerne begynder med gratis rundstykker og kaffe fra kl. 10, og selve bankospillet varer fra kl. 11 til 13.

Billetsalget er begyndt.
I tidens løb har Folkeparken lagt græs til mange arrangementer. Her er det en flok deltagere fra amtsudstillingen i 1913. Foto: Lokalhistorisk arkiv
I tidens løb har Folkeparken lagt græs til mange arrangementer. Her er det en flok deltagere fra amtsudstillingen i 1913. Foto: Lokalhistorisk arkiv

Scene og flottere indgange

- Det vil være fint med endnu flere arrangementer i parken. Og det kunne måske være en ide at få lavet en overdækket scene. Det kan ikke koste alverden, lyder det fra Niels Rasmussen.

En anden ting, der kan være med til at "åbne" parken mere, vil være flottere og mere tydelige indgange:

- Jeg synes, at der er brug for bedre indgange til parken. Før i tiden havde vi den fine indgang ud mod Søndergade med de flotte lamper, påpeger Jens Frederik Jensen.

De gamle lygtepæle eksisterer faktisk endnu og opbevares på museumsgården Stjernholm i Nim, oplyser Peter Damgaard.

De fire mener, at det burde kunne lade sig gøre at etablere pæn indgang ved p-pladsen ved Fit & Sund på Søndergade:

- Da Fakta-supermarkedet lå der, kunne det måske være lidt problematisk på grund af lastbilerne, der skulle levere varer, men nu ser man jo ikke længere lastbiler der, påpeger Niels Rasmussen.

Folkeparken har skiftet udseende gennem årene. Sådan så parken ud i 1896. Foto: Lokalhistorisk arkiv
Folkeparken har skiftet udseende gennem årene. Sådan så parken ud i 1896. Foto: Lokalhistorisk arkiv

Liv i parken: Folkeparken gøres klar til fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce