Lions Club i Brædstrup har opsat flere nye hjertestartere med spinning-penge.
Brædstrup: Lions Club i Brædstrup har i de senere år haft stor succes med en bestemt form for velgørenheds-cykelløb. I stedet for at sende cyklister ud på gaderne for at køre penge ind til gode formål, så har Lions valgt at bruge stationære spinningcykler - motionscykler med andre ord - til "pengekørslen".
Sidste gang var ved arrangementet Musik i Gaden i august, og nu er alle små og store sponsorbeløb talt op, og beløbets størrelse kommer lidt bag på Lions.
- Vi fik i alt 58.101 kroner. Det er helt vildt, siger Jens Frederik Jensen fra Lions cykelløbs-udvalg.
I alt var der tegnet ikke mindre end 71 sponsorkontrakter både for små og store beløb.
Pengene skal gå til nye hjertestartere, der netop er blevet sat op. Som noget nyt er Lions begyndt at opsætte hjertestartere i nogle af de små landsbyer i nærheden af Brædstrup, og der er nu sat hjertestartere op tre nye steder.
Ved forsamlingshuset i Addit, ved Aastruplund Vandværk og ved virksomheden HH Metal i Hårup. Desuden er der opsat nye hjertestarter-skabe for de eksisterende hjertestartere ved Sparekassen Kronjylland og Pejsegården i Brædstrup.
- Vi overvejer også at samle ind til hjertestartere næste år. Driften og vedligeholdelsen af hjertestartere koster jo noget, siger Poul Erik Holm, der også er ved i cykelløbs-udvalget.
Lions vil arrangere en informationsaften om hjertestartere torsdag 4. oktober klokken 19.30. Mødet, der er for alle interesserede, finder sted i den gamle byrådssal ved biblioteket på Niels Wongesvej i Brædstrup. Her vil instruktører fra firmaet Life2Save informere.
Uanset om det er hjertestartere eller andre formål, som Lions vil samle penge ind til, er der ikke nogen tvivl om, at man også fremover vil benytte spinning-metoden.
- Det er en publikumsvenlig måde at samle penge ind på. Vi behøver jo ikke at spærre gader og stræder af som ved et rigtigt cykelløb, understreger Jens Frederik Jensen.