Landsbyudvalg med store ører og tomme lommer lyttede til borgerne

Fremtidsforsker Tyge Mortensen var med for at inspirere landsbyerne til at samarbejde, men første skridt var at lære hinanden at kende, hvilket aftenen også blev brugt på. Foto: Henrik Sandvad

Landsbyudvalg med store ører og tomme lommer lyttede til borgerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der blev sat fokus på samarbejde og fællesskaber, da udvalget vedrørende udvikling af lokalsamfund onsdag aften holdt møde med Samby og landsbyrådet i Nim Forsamlingshus.

Nim: Der blev taget hul på en helt ny tradition, da politikerne fra byrådets nye udvalg vedrørende udvikling af lokalsamfund onsdag aften for første gang holdt åbent inspirationsmøde med kommunens landsbyråd og Samby.

Landsbyrådet er landsbyernes bindeled til Horsens Kommune, og rådet repræsenterede kommunens 26 mindste landsbyer, mens Samby repræsenterede centerbyerne.

Formanden for det nye udvalg, Jørgen Korshøj (V), understreger dog, at landsbyerne ikke skal forvente, at kommunens nye landsbyudvalg kan skabe lokal udvikling lige med det samme.

- Vi et udvalg med store ører, og vi kommer gerne og lytter til byernes ønsker og ideer, men vi har som udvalg ikke en krone at gøre godt med. Til gengæld kan vi indstille et projekt til plan- og miljøudvalget - altså ind til det politiske system, sagde Jørgen Korshøj.

Cirka 30 lokale ildsjæle havde valgt at tage imod landsbyudvalgets invitation til en snak om, hvordan udvalget og landsbyrådene kan samarbejde i fremtiden, og Jørgen Korshøj (V) lagde allerede fra start op til et tæt samarbejde.

- Vi har nedsat dette udvalg, fordi vi gerne vil have udvikling i hele kommunen og ikke bare i Horsens by. Vi skal have attraktive nærmiljøer overalt i kommunen, hvor det er godt at leve, bo og eventuelt arbejde. Det er vigtigt for at bevare sammenhængskraften, men også fordi at land og by er afhængige af hinanden, sagde han.

Vi skal have attraktive nærmiljøer overalt i kommunen, hvor det er godt at leve, bo og eventuelt arbejde. Det er vigtigt for at bevare sammenhængskraften, men også fordi land og by er afhængige af hinanden.
Jørgen Korshøj, formand for udvalg vedr. udvikling af lokalsamfund

Fremtidsforsker på besøg

For at få gang i diskussionen havde landsbyudvalget inviteret fremtidsforsker Tyge Morgensen fra Landbyhøjskolen. Han holdt et indlæg om landsbyernes fællesskaber og fremtid, og hvordan lokalsamfundene kan udvikle sig. Han appellerede til, at landsbyerne i sammenspil med kommunen tog hånd om sin egen udvikling og fremtid, så den ikke bare blev styret af tidens tilfældige udvikling.

- Lokalsamfund og fællesskab er noget, vi skaber sammen hver dag. Fremtiden er ikke bare én ting, men en række af muligheder, og her gælder det om at afdække mulighederne og vælge én. Det handler om at være proaktiv, for det er ikke uden betydning, hvilken fremtid man vælger, sagde Tyge Mortensen.

Han pegede på, at selvom samfundet er under stor forandring, er landsbyernes fremtid stadigvæk gamle værdier som fællesskab og tryghed. Til gengæld er foreningerne under opbrydning, og der skulle måske findes andre organiseringsformer også mellem kommune og landsbyer. Det sidste lagde op til en gruppesnak om landsbyudvalgets fremtidige rolle i forhold til kommunens landsbyråd, hvilket gav en god snak ved bordene.

Udvikling skal komme nedefra

Efter mødet var formanden for udvalget for landsbyudvikling tilfreds med de mange input, som kom fra landsbyernes repræsentanter.

- Det er første gang, vi holder det her, så mødet var lige så meget for at lære hinanden at kende. Målet var at få lidt inspiration til, hvad vi kan bruge hinanden til. Vi skal jo i fællesskab skabe udvikling i landsbyerne, men der skal også være plads til forskelle. Vi er fra udvalget ikke interesseret i at trække en udvikling ned over landsbyerne, hvis de ikke ønsker den. Tingene skal komme nedefra, og så skal vi finde fælles løsninger, sagde Jørgen Korshøj.

Landsbyudvalg med store ører og tomme lommer lyttede til borgerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce