Konkurrenter har kronede dage efter Stark-lukning

Ingen har endnu haft lyst til at åbne et nyt byggemarked i Brædstrup, efter Stark lukkede i februar. Det nyder de omkringliggende byggemarkeder nu godt af. Arkivfoto: Morten Pape

Konkurrenter har kronede dage efter Stark-lukning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De omkringliggende byggemarkeder har nydt godt af, at Stark i Brædstrup lukkede i februar. Især privatkunderne køber lokalt.

Brædstrup: Det har givet travlhed hos de lokale byggemarkeder i Gantrup og i Them, efter Stark valgte at lukke sin forretning i Brædstrup 11. februar.

I forbindelse med lukningen lagde Stark op til, at private og håndværkere i Brædstrup fremover skulle dækkes ind fra forretningen i Silkeborg, men langt fra alle private kunder har taget imod den invitation.

Privatkunderne har nemlig for en stor dels vedkommende valgt at handle lokalt, og det nyder man blandt andet godt af hos Bygma i Them, hvor man har ansat én ekstra person i trælasten til at servicere de mange nye kunder fra Brædstrup.

- Vi har fået rigtig mange nye kunder, og de er også meget søde til at fortælle os, at de kommer fra Brædstrup. Et slag på tasken vil jeg gætte på, at vi har fået 60-65 nye private kontokunder fra Brædstrup, siden Stark lukkede. Derudover har vi dem, som bare handler uden at oprette konto, så det har alt i alt været overordentlig positivt, siger Claus Birkbak, souschef hos Bygma i Them.

Ifølge souschefen skal der gå et par måneder, før byggemarkedet har tal på, hvad lukningen af Stark har betydet for omsætningen, men han oplyser, at forretningen mærker fremgang også i salget til de professionelle håndværksmestre.

- Håndværkerne har bare delt sig lidt mere mellem os og Horsens og Silkeborg, siger Claus Birkbak. 

Jeg vil gætte på, at vi har fem til ti nye kunder om dagen fra Brædstrup, og vi er superglade for hver og én.
Lars Mikkelsen, indehaver Gantrup Byggemarked
Lukning af Stark
17. januar meldte Stark ud, at byggemarkedskæden ville lukke 10 byggemarkeder i Danmark, herunder Stark i Brædstrup, efter et regnskab med stort underskud.11. februar lukkede Stark i Brædstrup, hvorefter aktiviteterne blev flyttet til Silkeborg.

Efter lukningen har byens lokale håndværkere ytret ønske om en ny trælasthandel til byen, da arbejdet bliver mere besværligt uden et lokalt byggemarked.

Siden har både Davidsen og Jem & Fix afvist at rykke til Brædstrup. Ifølge Jem & Fix er byen for lille, mens Davidsen har gang i fire butiksåbninger i 2017, og det er derfor ikke aktuelt for kæden at åbne yderligere forretninger.

Nye kunder hver dag

Også Gantrup Byggemarked ved Østbirk har oplevet en positiv fremgang blandt privatkunder.

- Jeg vil gætte på, at vi har fem til 10 nye kunder om dagen fra Brædstrup, og vi er superglade for hver og én. Det er dejligt, at kunderne kommer, uden man behøver at annoncere efter dem, siger indehaver Lars Mikkelsen med et glimt i øjet.

Den store fremgang af nye kunder har dog fået den lokale trælasthandler til at undre sig over, at ingen har budt ind på at åbne et byggemarked i Brædstrup.

- Jeg synes, det er mærkeligt. Det er jo tydeligt, at der er et marked for en trælasthandel i Brædstrup. Personligt håber jeg, at det vil være en type som Jem & Fix, som slog sig ned, fordi de ikke tilbyder helt det samme sortiment, som vi gør, siger Lars Mikkelsen.

Både indehaveren af Gantrup Byggemarked og souschefen af Bygma i Them fortæller, at Stark-lukningen har givet et hul i markedet, som flere aktører nu prøver at fylde ud.

- XL Byg og Davidsen har været mere aggressive i området. Vi har også øget vores markedsføring. Det er klart, at når der opstår et hul i markedet, så står der mange klar til at få en bid af kagen. Vi har så den fordel, at både XL Byg og Davidsen ligger længere væk, siger Claus Birkbak fra Bygma.

Hos det selvstændige byggemarked i Gantrup har man ikke gjort noget ekstra for at lokke flere kunder til.

- Vi annoncerer, som vi plejer. De store byggemarkedskæder har en større pengekasse til den slags. Her har jeg kun mine håndører, og dem passer jeg godt på. Så vi gør det, så godt vi kan, og gør vi det godt nok, så kommer kunderne som regel gerne igen, siger Lars Mikkelsen.

Konkurrenter har kronede dage efter Stark-lukning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce