Gruppe går solo: Spaden skal i jorden til aktivitetspark om et år

Idémanden Thomas Schmidt forventer, at en kommende aktivitetspark i Brædstrup vil blive en attraktion, som folk vil køre efter. Arkivfoto

Gruppe går solo: Spaden skal i jorden til aktivitetspark om et år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Styregruppen bag en kommende aktivitetspark forventer, at anlægsarbejdet til første etape kan begynde i foråret 2020. Parken vil blive en attraktion for byen, vurderer idémanden bag projektet.

Brædstrup: Tankerne om en aktivitetspark i Brædstrup blev præsenteret allerede i 2014, og nu er planerne så langt fremme, at projektet snart kan realiseres.

Det oplyser idémanden bag Brædstrups kommende aktivitetspark, Thomas Schmidt, som forventer, at anlægsarbejdet til første etape af parken sættes i gang i foråret 2020.

- Vi har i lang tid ventet på, om vi skulle blive en del af områdefornyelsen i Brædstrup som et led i fornyelsen af Folkeparken og etablering af banestien. Det er imidlertid blevet besluttet, at vi ikke bliver en del af områdefornyelsen, så nu prøver vi at gennemføre projektet selv. Jeg sidder i øjeblikket og er ved at lave udbudsmaterialet, og vi regner med og tror på, at vi kan starte projektet op i foråret 2020, siger Thomas Schmidt.

Vi kan se på andre byer, som har en aktivitetspark, at folk gerne kører langt for at komme dertil. Det samme vil derfor ske i Brædstrup.
Thomas Schmidt, initiativtager og idémand bag aktivitetsparken
Om Brædstrup Aktivitetspark
Målet med Brædstrup Aktivitetspark er at skabe nogle nye aktivitetsoplevelser med blandt andet udendørs fitness, løbe- og gåruter, legeplads og "udeskole" og formidling.Aktivitetparken skal ligge i området bag Folkeparken og ned til mosen ved Skovvejen. Det totale anlægsbudget beløber sig til 4,5 millioner kroner. Beløbet skal findes ved at søge fonde. Driften af faciliteterne i aktivitetsparken skal foregå som et samarbejde mellem Horsens Kommune og brugerne af aktivitetsparken.

Styregruppen bag aktivitetsparken består af:

Alice Damgaard Pedersen, grafisk designer og projektleder. Erling Lund, senioridræt i Brædstrup. Jan Juul Nørmark, nabo til Aktivitetsparken og Folkeparken. Rikke Lund Frederiksen, lærer på Brædstrup Skole. Søren Munk, formand for Brædstrup Lokalråd. Bo Karlshøj Riis, Horsens Kommune. Thomas Schmidt, idémager til Aktivitetsparken.

Udeskole og tarzanbane

Styregruppen har valgt at dele det samlede projekt til i alt 4,5 millione kroner op i tre delprojekter, hvor første etape sættes i gang til næste år. Her kan der ifølge styregruppens idéoplag blive etableret en udeskole med et spisested samt en tarzanbane, en legeø, en zigzag-bane, balancebom og en bjælkebro i området bag ved tennisbanerne og ind til bane 5 ved tennisanlægget, som folkene bag aktivitetsparken har fået lov til at inddrage i den nye park.

Prisen for etape 1A forventes at blive en lille million kroner, og området kan udvides med flere aktiviteter, hvis det lykkedes at skaffe flere fondsmidler. En fuldt udbygget første etape vil således koste 1,4 millioner kroner.

- Inden vi begynder på noget som helst, vil vi holde et borgermøde i begyndelse af efteråret, hvor folk kan komme med forslag til, hvad de gerne ser, der skal være i aktivitetsparken. Det skal gerne være hele byens park. Der vil dog være tale om en naturlegeplads, mens det finere forkromede legeudstyr kommer til at få plads i Folkeparken, siger Thomas Schmidt.

Udbygges i etaper

Når første etape er fuldt udbygget, er det meningen, at styregruppen vil forsøge at realisere etape to og tre. Det indbefatter blandt andet fortællersti, en løbesti, svævebane og udefitness.

- Det er tit nemmere at få fondsmidler, hvis man har et projekt, man kan vise frem. Så derfor går vi nu i gang i det små, og så håber vi at kunne udbygge aktivitetsparken i takt med, at vi får fondsmidler ind. Det vigtige for os er at få udeskolen op at stå, så skolen kan bruge den i undervisningen. Herefter står den jo til fri afbenyttelse, så man kan sagtens holde en børnefødselsdag dernede, eller en børnehave kan tage børnene med derhen på tur. Det skal gerne være noget, hele byen får glæde af, siger Thomas Schmidt.

Aktivitetspark tiltrækker turister

Initiativtageren tror på, at en aktivitetspark i Brædstrup vil gøre byen mere attraktiv som udflugtsmål og for turister, da aktivitetsparker ofte kan tiltrække folk langvejs fra.

- Vi kan se på andre byer, som har en aktivitetspark, at folk gerne kører langt for at komme dertil. Det samme vil derfor ske i Brædstrup. Med banestien mellem Horsens og Silkeborg kan aktivitetsparken også blive et populært stop for cykelturister. De mennesker vil derefter nok gå en tur op og handle i byen, inden de tager videre, så det vil også komme handlen til gode. Derfor tror jeg, at en aktivitetspark vil være en god attraktion for byen, siger Thomas Schmidt.

Gruppe går solo: Spaden skal i jorden til aktivitetspark om et år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce