Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Glæde i Voervadsbro efter landsbypenge: Nu skal vi samle byen om de gode ideer

Formanden for Landsbyforeningen for Voervadsbro og Omegn, Marie Noe, håber på, at de 100.000 kroner fra "Tryg Landsby" kan give byen en vitaminindsprøjtning. Arkivfoto

Glæde i Voervadsbro efter landsbypenge: Nu skal vi samle byen om de gode ideer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Voervadsbro fik i sidste uge 100.000 kroner af Horsens Kommune i projekt "Tryg Landsby". Byens landsbyforening vil nu samle ideer til projekter.

Voervadsbro: - Det er helt fantastisk. 100.000 kroner er mange penge, og det er et stort ansvar at sørge for, at de penge bliver brugt bedst muligt. Det må vi til at arbejde på nu.

Sådan lyder reaktionen fra formanden for Landsbyforeningen for Voervadsbro og Omegn, Marie Noe, som i sidste uge på vegne af byen fik tildelt 100.000 kroner i projekt "Den trygge landsby" af Horsens Kommune.

Voervadsbro blev tildelt landsbymidlerne, fordi byen allerede har bevist, at den kan samle landsbyen om nogle fælles udviklingsprojekter. Allerede i august sidste år gik Voervadsbro i gang med sit eget lille byudviklingsprojekt. Her samlede landsbyen på godt 200 indbyggere cirka 90 deltagere til et borgermøde, hvor de kom med ideer til at styrke fællesskabet og udvikle byen til et bedre sted at bo.

Det førte til tre arbejdsgrupper, som arbejder med trafik, fællesskab og fysisk udvikling. Byprojektet har fået godt gang i det lokale sammenhold, hvilket blandt andet har resulteret i fælles vandreture, fællesspisninger og senest et naturvidenskabeligt foredrag på live stream fra Aarhus Universitet i Det Lille Røgeri 6. februar.

- Det her er en belønning for, at vi har vist vilje til, at vi gerne vil skabe nogle forandringer og komme væk fra at være en soveby til, at der sker noget aktivt. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Marie Noe.

Det her er en belønning for, at vi har vist vilje til, at vi gerne vil skabe nogle forandringer og komme væk fra at være en soveby til, at der sker noget aktivt. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for.
Marie Noe, formand for Landsbyforeningen for Voervadsbro og Omegn

Alle kan være med

Formanden for landsbyforeningen håber, at pengene fra "Tryg Landsby" kan være med til at sætte ekstra skub i udviklingen i Voervadsbro.

- Det, vi har lavet indtil nu, er nul-omkostnings aktiviteter. Nu har vi mulighed for at sætte noget i gang, som godt må koste lidt. Det betyder, at vi kan sætte nogle andre ideer i søen, siger Marie Noe.

Hun understreger, at alle indbyggere i byen får mulighed for at præge, hvad de 100.000 kroner skal gå til. Landsbyforeningen for Voervadsbro vil derfor indkalde til en workshop, hvor de lokale borgere kan komme med ideer til projekter.

- Her skal vi være skarpe på, at pengene er til landsbyen, til sammenhængskraft og tryghed, og de er ikke til at udvikle nogle særlige interesser i byen, siger Marie Noe.