Fra børnebøger til spænding: Lokal forfatter ude med sin første krimi

Bøje Aagaard Kristensen fra Vorbjerg er forfatter og ude med sin første spændingsroman "Hvem slukkede lyset". Foto: Morten Pape

Fra børnebøger til spænding: Lokal forfatter ude med sin første krimi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bøje Aagaard Kristensen fra Vorbjerg har tidligere skrevet bøger til børn. Nu er han ude med sin første spændingsroman "Hvem slukkede lyset?".

Vorbjerg: Det er lidt af et stilskift, den 62-årige forfatter Bøje Aagaard Kristensen fra Vorbjerg har kastet sig ud i med sin nye spændingsroman "Hvem slukkede lyset?". Den lokale forfatter har tidligere udgivet små, hyggelige fortællinger til børn, men denne gang har han valgt at kaste sig over krimigenren, og det er ikke tilfældigt valgt.

- Jeg kan godt lide mystikken og det uvisse i krimier. Man ved aldrig, hvordan handlingen bliver, og det er hverken som læser, eller når man skriver den. Nogle gange, når man ser krimier på tv, kan man godt synes, at det virker fortænkt eller urealistisk, men ofte oplever man, at virkeligheden er langt værre. Derfor har jeg også nogle historiske referencer med i min nye bog, fortæller Bøje Aagaard Kristensen.

Der er rigtig mange dygtige forfattere derude, og jeg er autodidakt som forfatter. Måske skriver jeg lidt anderledes end de professionelle, og det håber jeg selvfølgelig, folk vil prøve.
Bøje Aagaard Kristensen, forfatter
Om Bøje Aagaard Kristensen
62 år

Bor i Vorbjerg ved Brædstrup

Uddannet bankmand, men arbejder i dag som selvstændig finansiel rådgiver.

Bogudgivelser:
  • Bigi, børnebog. Udgivet på Saxo.com i 2017
  • Bigi Igen, børnebog. Udgivet på Saxo.com i 2018
  • Bigi Igen, igen, børnebog. Udgivet på Saxo.com i 2018
  • Hvem slukkede lyset, spændingsroman. Udgivet på Saxo.com i 2018

Krig og narkokrig

I "Hvem slukkede lyset?" trækker Bøje Aagaard Kristensen tråde fra begivenheder i modstandskampen i slutningen af Den anden Verdenskrig og op til vor tid og kampen mod vold og narkokriminalitet.

I bogen møder man den aldrende modstandsmand Holger Danielsen, som befinder sig på et plejehjem. Han har på fornemmelsen, at nogen vil ham til livs muligvis på grund af begivenheder i slutningen af krigen i 1945. Holger føler, han kun kan søge hjælp hos sin yngste søn, Daniel, som bor i Australien. Her er han blevet involveret i jagten på en narkobagmand - som undercover for det australske politi. Snart er de to hovedpersoner hvirvlet ind i et spind af vold, narko og en lejemorder.

Spændingsromanen har været undervejs i et par år, og det har været en spændende proces for den nyslåede krimiforfatter.

- Jeg har altid læst mange krimier, så jeg synes, jeg havde godt styr på opbygningen af bogen. Inspirationen er kommet fra blandt andet aviser og tv, men også fra egne oplevelser, ligesom nogle af karaktererne minder om personer, jeg har kendt, siger Bøje Aagaard Kristensen.

Fra bankmand til krimiforfatter

Det stod ellers ikke skrevet i nogen bog, at Bøje Aagaard Kristensen skulle blive forfatter. Han er oprindelig fra København og er uddannet i Aktivbanken - det senere Sydbank.

Da han blev 45 år, besluttede han sig for, at han vil bruge resten af sin arbejdstid på andre ting. I dag bor han i Vorbjerg tæt ved Brædstrup med sin familie og lever af at være finansiel rådgiver, sit skovbrug og forhåbentlig en sidebeskæftigelse som forfatter.

Som ny "amatørforfatter" er han naturligvis spændt på, hvordan hans nye bog bliver modtaget.

- Man kan selvfølgelig godt drømme om at komme på topsælger-listen, men det er nok ikke realistisk. De professionelle forfattere har jo store forlag i ryggen med et stort markedsføringsbudget. Der er rigtig mange dygtige forfattere derude, og jeg er autodidakt som forfatter. Måske skriver jeg lidt anderledes end de professionelle, og det håber jeg selvfølgelig, folk vil prøve, siger Bøje Aagaard Kristensen.

Ny bog på vej

"Hvem slukkede lyset?" er netop udkommet på saxo.com, og der er allerede en to'er på vej.

- Jeg er i gang med redigeringen af opfølgeren, fordi jeg synes, jeg ikke var helt færdig med bogen. Det er planen, at den skal udkomme i slutning af året, siger Bøje Aagaard Kristensen.

Fra børnebøger til spænding: Lokal forfatter ude med sin første krimi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce