Fisk, dyr og planter får bedre forhold: Nu skal Gudenåen lægges om

Udkig over Klosterkæret ud mod Mossø. I dag står området under vand en del af året, men det vil efter omlægningen af Gudenåen og Døde Å blive mere tørt. Det skal sikre fortsat græsning af kreaturer, hvilket giver et mere forskelligartet dyre- og planteliv. Foto: Horsens Kommune

Fisk, dyr og planter får bedre forhold: Nu skal Gudenåen lægges om

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Horsens Kommune skal nu i gang med et stort vandløbsprojekt i Klosterkæret ved Klostermølle. Det vil resultere i Danmarks første ferskvandsdelta og give bedre levevilkår for fisk og andre smådyr.

Klostermølle: I slutningen af september eller i starten af oktober går Horsens Kommune i gang med en større omlægning af Gudenåen omkring Klostermølle ved Mossø.

Her skal vandet fra Gudenåen føres tilbage til sit oprindelige åløb, så fiskene kan svømme frit op og ned ad åen. Ambitionen er, at projektet skal resultere i et område med en helt ny, spændende naturtype.

Kommunerne langs Gudenåen er forpligtet til at sørge for, at fisk og andre levende organismer har fri passage i åen. Det har fiskene ved Klostermølle ikke i øjeblikket, da den nuværende fisketrappe fungerer så dårligt, at passagen skal forbedres. Horsens Kommune har derfor i den sammenhæng valgt at slå to fluer med ét smæk og vil samtidig sikre en mere dynamisk, varieret og artsrig natur i området.

- Vi er så utrolig heldige at have en helt fantastisk natur her i kommunen. Derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, både for at beskytte vores natur og skabe bedre adgang til den. Dette projekt er et godt eksempel på, hvad vi skal gøre mere af i fremtiden, for her skaber vi både beskyttelse og benyttelse. Vi gør nemlig noget godt for naturen omkring åen og for dyrene, der lever i åen, siger borgmester Peter Sørensen (S) i en pressemeddelelse.

Dette projekt er et godt eksempel på, hvad vi skal gøre mere af i fremtiden, for her skaber vi både beskyttelse og benyttelse. Vi gør nemlig noget godt for naturen omkring åen og for dyrene, der lever i åen.
Borgmester Peter Sørensen

Gudenåen ved Klostermølle

Deltaer skaber unik natur

Passagen op gennem Døde Å til Gudenåens øvre løb skal forbedres for at give laksefisken bedre muligheder for at yngle. Det gøres ved at udvide og uddybe Døde Å.

- I forbindelse med at vi uddyber Døde Å, sikrer vi samtidig, at det sand, som vandet fører med sig, naturligt vil blive aflejret på områder, som i dag ofte er oversvømmede og meget våde. Dette vil danne bedre grobund for mange plantearter, siger biolog Simon Marsbøll fra kommunens natur- og miljøafdeling og tilføjer:

- Hvis det hele lykkes, vil Klosterkæret blive omdannet til et ferskvandsdelta, som det første sted i Danmark. Et delta er kendetegnet ved stor dynamik, hvor mange arter af både planter og dyr kan leve. Det vil være helt unikt at genskabe et ferskvandsdelta her. Vi ved endnu ikke, hvad det kommer til at betyde for naturen i området, men jeg er sikker på, at det bliver positivt for både, dyr, planter og fisk, siger Simon Marsbøl.

Biologen forventer, at omlægningen af Døde Å kan blive færdig allerede i år, hvis vejret er med gravearbejderne. Ellers forventes den færdig i løbet af 2019.

Natur i fin form

Horsens Kommune har gode erfaringer med at fjerne spærringer i Gudenåen til glæde for naturen. I 2009 blev spærringen ved Vilholt ikke langt fra Klostermølle fjernet, og det fik fiskebestanden til at vokse eksplosivt.

Borgmesteren har da også store forventninger til fritlægningen ved Klostermølle.

- Vores ambition er at danne grobund for en endnu mere foranderlig og varieret natur i hele kommunen til glæde for mennesker, dyr og planter, siger Peter Sørensen.

Naturen omkring Klostermølle er generelt i fin form. Tranerne yngler derude igen for første gang i nyere tid, og blandt andet har den lille hvide blomst kæruld, som kun vokser i gode naturområder, bredt sig meget i området inden for det seneste halve år.

Fisk, dyr og planter får bedre forhold: Nu skal Gudenåen lægges om

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce