Elever var sangskrivere for en dag

Sangskriveren Christine Skou besøgte forleden Brædstrup Skole og var med til at komponere en sang sammen med 6. klasse-elever. Foto: Morten Pape

Elever var sangskrivere for en dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sangskriveren Christine Skou hjalp 6.a fra Brædstrup Skole med at skrive en spøgelses-sang.

Brædstrup: En ekspedition ned i kælderen under Brædstrup Skole blev inspirationskilden til en spøgelses-sang, som 6.a på skolen har skrevet i tæt samarbejde med den professionelle sangskriver Christine Skou.

6.a er en af de mange skoleklasser, der hvert år nyder godt af, at foreningen Koda tilbyder skoler at få besøg af musikere og sangskrivere. På den måde bliver der sat fokus på den musikalske undervisning, og det er noget, der glæder musiklærer Ditte Brink fra Brædstrup Skole:

- Jeg synes jo, at vi skulle have meget mere musik i folkeskolen. Videnskaben har påvist, at musik er med til at øge indlæringen. Musik er et sprog, hvor hele hjernen er aktiv på én gang, siger Ditte Brink, der havde ansøgt Koda om at sende en sangskriver ud.

Det blev den erfarne Christine Skou, der er sanglærer på flere musikskoler, og som også er en anerkendt sangskriver og børnebogsforfatter. Og så er hun i øvrigt kendt af mange børn for sin rolle som Karla i DR's "Kaj og Andrea".

Sang-arbejde på skolerne
Koda, en forening der varetager danske komponisters rettigheder, sender hvert år professionelle sangskrivere og musikere ud til skoler for at undervise eleverne i sangskrivning, tekst og komposition. Det sker for at sætte fokus på det arbejde, der ligger bag sang og musik.Skolerne kan søge om at få en gratis workshop med en professionel komponist eller musiker.

Koda sørger for, at musikere og komponister får betaling, når deres musik bliver brugt. Det sker at lave aftaler om betaling for brug af musik, når den bliver spillet offentligt, for eksempel i radio, ved koncerter, på streamingtjenester og i restauranter.

Besøg i den mystiske kælder

Det kan være sin sag at skrive og komponere en sang, når man ikke har prøvet det før, men for at få den "kreative gryde" i kog hos eleverne besluttede Ditte Brink og Christine Skou, at børnene skulle gøre noget, som de egentlig ikke må til daglig - nemlig besøge skolens kælder. Her er der uhyggelige, dunkle rum og mystiske genstande, der kan få fantasien sat i svingninger - ikke mindst blandt eleverne.

- Hvis man skal være kreativ, skal man prøve at gøre noget anderledes, end det man plejer, forklarer Ditte Brink

Efter kælderturen fortalte eleverne begejstret om mærkelige radiolyde, underlige malerier, rester af zombie-udklædninger fra en Halloween-fest og mørkekammeret, og så var stemningen ligesom lagt. Der var dømt gys.

- Kælderen var mere uhyggelig, når I fortalte om den, end da vi rent faktisk kom derned, lød det fra Christine Skou, som satte klassen i gang med at arbejde videre med de fantasifulde beretninger.

Først skulle eleverne skrive tekststumper sammen to og to, og bagefter blev der sat musik og rytme på ordene i skolens musiklokale, hvor Christine Skou bag klaveret fik eleverne med på at synge og lave gyserlyde.

Det tog alt i alt en del timer at få sangen gjort til virkelighed, og på den måde fik eleverne en indsigt i, at der ligger ret meget arbejde bag selv ret enkle sange.

Slutresultatet blev som nævnt en spøgelses-sang. Den blev lagt ud på skolens hjemmeside, og Ditte Brink regner med, at eleverne i 6. klasse skal arbejde videre med sangen, så den kan blive en del af skolens store forårskoncert i maj - også kaldet maraton-musik.

- Det var heldigt nok, at vi netop besluttede at lave en spøgelses-sang, for det viser sig, at klassen i dansk skal i gang med et tema om gys og gru, fortæller Ditte Brink.

Det er ikke slut med ekstra musikoplevelser på Brædstrup Skole. Onsdag får skolen besøg af en ny musikalsk gæstelærer, der vil lære 8. klasse-elever at rappe på tysk.

Elever var sangskrivere for en dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce