Efter to års ventetid er borgernes egen butik klar til byggestart

Formanden for Nim Fællesråd, Jens Pedersen, brugte sankthans-aften i 2016 til at fortælle byens borgere, at fællesrådet var kørt fast og havde brug for borgernes hjælp. Siden samlede byen 2,7 mio. kroner ind til en dagligvarebutik på anparter. Arkivfoto: Lars Juul

Efter to års ventetid er borgernes egen butik klar til byggestart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Formanden for Nim Butikstorv ApS forventer, at gravearbejdet til Nims kommende anpartsbutik begynder i løbet af sommerferien.

Nim: Efter to års planlægning for at etablere en borgerejet anpartsbutik i Nim vil der i løbet af sommerferien endelig komme gang i byggeriet.

Nim Butikstorv Aps, som er ejendomsselskabet bag den kommende Min Købmands butik, har netop indgået en aftale med byggefirmaet Lokato om at opføre bygningen til købmandsforretningen. Derudover vil LM Entreprenør ApS. i Nim udføre det udvendige jord og belægningsarbejde.

- Nu begynder det sjove, og det er dejligt, at vi endelig er kommet så langt. Det har været en meget kompleks opgave, og det har også taget længere tid, end vi har regnet med. Omvendt synes jeg heller ikke, vi kunne have gjort det hurtigere, for vi har ikke spildt tiden, siger Jens Pedersen, formand for Nim Butikstorv ApS.

Nim Butikstorv ApS.
Nim Butikstorv ApS er det ejendomsselskab, som skal drive den nye butiksbygning. Bygningen lejes ud til en købmand fra Dagrofa, som skal drive en Min Købmand. Prisen på butiksbygningen er cirka 5,5 mio. kr., som dels finansieres gennem et anpartsindskud på 2,7 mio. kroner, dels et realkreditlån fra DLR og et banklån fra Middelfart Sparekasse. Ifølge projektbeskrivelsen skal der bygges en 600 kvm stor købmandsbutik, hvoraf selve butikken bliver på 375 kvm. Den nye butik skal mindst omsætte for 12 mio. kr. om året.

Benzintank på vej

Ifølge formanden afventer man nu en byggetilladelse fra Horsens Kommune, før byggeriet kan gå i gang. Til gengæld satser Nim Butikstorv på, at man hurtigt kan erhverve en gravetilladelse, så alt gravearbejdet kan begynde i sommerferien.

- Når byggetilladelsen er hjemme, og vi er færdige med gravearbejdet, vil vi holde et officielt første spadestik, hvor vi håber på, at vi kan lokke alle byens borgere og borgmesteren ud for at tage et første spadestik til byens nye butik, siger Jens Pedersen.

Nim Butikstorv er i øjeblikket i tæt forhandling med et benzinselskab om at etablere en benzintank ved siden af den nye butik, og her forventer formanden, at han snart kan melde navnet ud.

- Benzintanken bliver vigtig for butikken og omvendt. Eksperterne siger, at en benzintank vil give cirka 20 pct. ekstra omsætning i butikken, så det kommer til at betyde meget for købmanden, siger Jens Pedersen.

Før der kan etableres en ny tankstation i Nim, skal der udarbejdes et tillæg til den gældende lokalplan, som også skal i offentlig høring. Den nuværende lokalplan tillader nemlig ikke en tankstation på grunden.

Stadig knaster

Der er et par knaster, der skal løses, inden grunden er klar til byggeriet. Horsens Museum skal have fjernet det oldtidsgravsted, som ligger lige foran den kommende butik. Samtidig går et af TDCs lyslederkabler lige igennem byggefeltet, og det skal også flyttes.

- Der er mange af den slags småting, som vi hele tiden skal tage os af, og det tager også tid. Vi skal også gerne snart have en købmand på plads, så han kan være med på sidelinjen under byggeriet, siger Jens Pedersen.

Nim Butikstorv planlægger at holde et borgermøde i Nim Forsamlingshus i august, hvor bestyrelsen vil præsentere borgerne for tegningerne af den endelige butik, samarbejdspartnere og ikke mindst en tidsplan for byggeriet, hvor man kan melde en åbning af dagligvarebutikken ud.

- Det er en møde, der er åbent for alle og ikke kun anpartshaverne, fordi vi ser gerne, at alle byens borgere føler, at butikken også er for dem, siger Jens Pedersen.

Efter to års ventetid er borgernes egen butik klar til byggestart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce