Der skal drikkes ekstra meget i varmen: Malkekøerne flokkes ved vandkarret

180 liter vand ... så meget drikker en malkeko i døgnet her i tørketiden. Foto: Morten Pape

Der skal drikkes ekstra meget i varmen: Malkekøerne flokkes ved vandkarret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I tørken drikker hver ko hos gårdejer Vagn Aage Bach 180 liter vand i døgnet. Landmanden er glad for sine gode vandboringer.

Nim: Malkekøer bliver meget tørstige, når der er hedebølge. I disse varme og tørre dage drikker en malkeko op mod 180 liter vand i døgnet. Normalt kan den "nøjes" med 120 liter.

Gårdejer Vagn Aage Bach, der driver Sletkærgård ved Nim, er derfor glad for, at hans vandboringer er gode. Han har 90 malkekøer af racen rød dansk malkerace, og de skal bruge meget vand.

- Se det store vandkar der. Det kan de tømme på 10 minutter, siger Vagn Aage Bach.

De røde malkekøer flokkes ivrigt om vandkarret og får stillet tørsten... og vandstanden i karret synker hurtigt.

Jorden er tør helt ned i to meters dybde. Det er meget usædvanligt.
Vagn Aage Bach, landmand
Kvægavler Vagn Aage Bach har 90 malkekøer, som han holder godt øje med. Men foreløbig har han foder nok. Her er han i gang med at blande en portion. Foto: Morten Pape
Kvægavler Vagn Aage Bach har 90 malkekøer, som han holder godt øje med. Men foreløbig har han foder nok. Her er han i gang med at blande en portion. Foto: Morten Pape

Undgår nødslagtning

Vand har Vagn Aage Bach heldigvis nok af, og det har også betydning for foder-situationen. Takket være de gode vandboringer har han haft mulighed for at vande sine græsmarker, der er på 48 hektar i alt. Vandingsmaskinen har kørt på fuld kraft, og pumpen blev måske overanstrengt, for den er gået i stykker og skal repareres. Men græsmarkerne omkring Sletkærgård er stadig pænt grønne, og køerne har hidtil haft nok græs at gumle på.

Andre kvægavlere er ikke så gunstigt stillet. Mange malkekøer sendes til slagtning før tid, fordi der er mangel på græs og foder. Således oplyser Danish Crowns kreaturslagteri i Holsted, at man nu modtager mellem 400 og 500 økologiske malkekøer til slagtning hver uge, hvor det normalt plejer at være 200 køer om ugen.

Men Vagn Aage Bach tager situationen roligt og behøver ikke ty til slagtning før tid. Han har også en ganske pæn foder-reserve, og majsen på hans marker klarer sig foreløbig.

- Det er en meget tørketolerant majs-sort, jeg har, men jeg er alligevel spændt på at se høstudbyttet, siger han.

Vagn Aage Bachs vandingsmaskine holder pause, fordi pumpen er i stykker, men ellers har maskinen kørt flittigt og sørget for, at hans græsmarker stadig er grønne. Det er køerne glade for. Foto: Morten Pape
Vagn Aage Bachs vandingsmaskine holder pause, fordi pumpen er i stykker, men ellers har maskinen kørt flittigt og sørget for, at hans græsmarker stadig er grønne. Det er køerne glade for. Foto: Morten Pape

Køerne bliver dovne

Køerne er ikke begejstrede for varmen.

- De hyperventilerer og bliver dovne. Og så drikker de jo betydeligt mere vand end normalt, siger Vagn Aage Bach.

Køerne er ikke ude på markerne hele dagen. De lukkes ud klokken syv og søger selv ivrigt tilbage til den skyggefulde stald allerede ved 13-tiden.

Køernes enorme tørst betyder, at vandforbruget på gården er højt lige nu.

- Normalt bruger vi 10 kubikmeter i døgnet - nu er vi oppe på 15 kubikmeter i døgnet, fortæller han.

Markvandingen foregår fra to andre boringer, og gården har tilladelse til at bruge i alt 57.000 kubikmeter om året til markvanding.

Tør jord i to meters dybde

Den 57-årige Vagn Aage Bach mindes ikke en tilsvarende tørke i de 30 år, han har drevet sin gård.

- Det er vildt tørt, og jorden er tør helt ned i to meters dybde. Det er meget usædvanligt, fortæller han.

Et andet tydeligt tørketegn er, at en nærliggende sø er ved at tørre ud. Den er skrumpet til under halv størrelse, men tiltrækker dog stadig en hel del gæs og andre fugle.

Vagn Aage Bach regner med, at hans landbrug, som han driver ene mand sammen med hustruen Lisbeth, nok skal klare sig.

- Det skal nok gå for os. Men generelt er vilkårene for ringe. Det er svært for de unge landmænd at starte, og de gamle landmænd har svært ved at sælge deres gårde. For nogen tid siden læste jeg en artikel, hvor det fremgik, at der nu er flere mælkeproducenter med en alder over 80 år end over 30 år. Det er en skidt udvikling, forklarer han.

Der skal drikkes ekstra meget i varmen: Malkekøerne flokkes ved vandkarret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce