Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Brølende dieseluhyrer kæmpede i tørvejr

Denne Ursus-traktor kaldet "Musen" kæmpede bravt, men her har den fået problemer med køleren, så dampen strømmede ud. Foto: Peter Hald

Brølende dieseluhyrer kæmpede i tørvejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Traktortrækket hos Thomas Holm i Sdr. Vissing satte rekord med næsten 3000 tilskuere.

Sdr. Vissing: Dieselrøgen hang tung over Sdr. Vissing det meste af eftermiddagen lørdag 13. maj, og lyden af brølende traktorer gav genlyd i landskabet. Der var traktortræk hos Thomas Holms maskinhandel på Kragedalsvej, og for en gangs skyld havde regnen holdt sig væk, selvom vejrudsigten havde truet med torden. Men den eneste torden, der lød, var motorlyden fra de vilde traktorer, der dystede dagen lang.

På grund af det gode vejr satte traktortrækket rekord. Thomas Holm selv anslår, at der var cirka 3000 gæster til Power Pull, som arrangementet også kaldes.

- Jeg er en glad mand, lød det tilfreds fra Thomas Holm, der de sidste par år har døjet gevaldigt med regnvejr til stævnerne. Men denne gang var vejrguderne nådige, og folket strømmede til Sdr. Vissing.

Thomas Holm er derfor også sikker på, at han gentager traktortrækket næste år. Samme tid og sted.

- Altid den anden lørdag i maj, understregede han.

En af de yngste blandt gæsterne var tre-årige Mads fra Aale. Han stirrede begejstret på traktorer sammen med sin far, Lars Erik Jørgensen.

Et stort grønt høreværn af den effektive slags sad på Mads Jørgensens små ører.

- De larmer jo, de traktorer, så det er klogt at passe på ørerne. Det med at bruge høreværn er jo bare ligesom at tage en cykelhjelm på, sagde Lars Erik Jørgensen.

Selv dyrker han ikke traktortræk, men han er meget motorinteresseret:

- Vi er nogle stykker, der roder med gamle 2CV'er og tuner dem, fortalte han.