Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Brædstrup Idrætsforening skal bruge to chefer

Fodboldformand Kurt Hansen fra Brædstrup IF håber, at klubben snart får fundet en ny sportschef og en ny administrationschef. Foto: Peter Hald

Brædstrup Idrætsforening skal bruge to chefer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den lokale fodboldklub arbejder hårdt med at finde emner til to nøgleposter i det organisatoriske arbejde.

Brædstrup: Brædstrup IF Fodbold er på jagt efter to nøglepersoner, der skal være med til at styre det organisatoriske arbejde i den store fodboldklub. BIF skal både bruge en ny sportschef og en administrationschef, og det er umiddelbart ikke helt let at finde de to personer.

- Vi har været i gang med at lede i et stykke tid, og vi har spurgt flere forskellige. Vi har også haft opslag på nettet, men foreløbig har det ikke givet resultat, siger Kurt Hansen, der er bestyrelsesformand for BIF's fodboldafdeling.

- Problemet er jo, at der er tale om frivilligt foreningsarbejde. Man får omkostningsgodtgørelse efter reglerne, men ellers er der tale om ulønnet, frivilligt arbejde, siger Kurt Hansen.

Stillingen som sportchef har været ledig, siden den hidtidige sportschef Michel Blaschke stoppede efter generalforsamlingen i november sidste år, og administrationschefposten blev ledig i december, da den forrige på posten, Henrik Kaspersen, flyttede fra byen.

Sportschefen skal være med til at tegne fodbolden udadtil.
Kurt Hansen, bestyrelsesformand for Brædstrup IF Fodbold

Ny struktur

- Vi fik ny struktur i organisationen sidste år, og det skete ikke mindst for at gøre opgaverne lidt mindre for de enkelte. Jeg håber, at vi får fundet en sportschef og en administrationschef hurtigst muligt. Sportschefen skal være med til at tegne fodbolden udadtil, understreger Kurt Hansen.

Generelt er han optimistisk på fodboldens vegne.

- Vi har haft en fin tilgang af unge spillere, og i alt er det en stor afdeling med over 400 spillere. Faktisk er vi en af de få klubber her i området, der oplever tilgang, fortæller fodboldformanden.

I seniorafdelingens top er BIF rykket tilbage i rækkerne, da førsteholdet i øjeblikket må nøjes med at spille i serie 2.

- Men vi har mange unge talenter på vej, og jeg tror, at vi er tilbage i serie 1 igen om et par år, siger Kurt Hansen.

Han fremhæver også, at klubben i december fornyede aftalen med den erfarne seniortræner Tom Matthiesen, der i den kommende sæson skal være cheftræner for førsteholdet.