Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Borgerforening klar med plan - grim plet skal gøres smuk

Mange gode kræfter har arbejdet i flere år på at få forskønnet bytorvet i Sdr. Vissing, så det glæder Claus Danielsen, at projektet efter al sandsynlighed går i gang til foråret. Foto: Henrik Sandvad

Borgerforening klar med plan - grim plet skal gøres smuk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgerforeningen i Sdr. Vissing har overtaget brugsretten til byens torv af Horsens Kommune. Nu skal pladsen gøres smukkere.

Sdr. Vissing: - Vi glæder os til at få fjernet en grim plet i byen. Alle, som kører igennem Sdr. Vissing, kommer forbi det lille torv, og det er synligt for enhver, at det trænger til en kærlig hånd. Så både for byens gæster, men også for os, som bor her, er det en god ting, at vi nu endelig får gjort noget ved torvet, siger Claus Danielsen, der er bestyrelsesmedlem i Sdr. Vissing Borgerforening.

Den lokale borgerforening overtog tilbage i august brugsretten til bytorvet af Horsens Kommune. Det skete på betingelse af, at byen selv var villig til at forestå vedligeholdelse af pladsen.

Med den nyerhvervede brugsret opstod samtidig muligheden for at give byens centrale plads et løft, som byens torve-gruppe har arbejdet for i flere år. Derfor valgte borgerforeningen at sige ja tak til tilbuddet. Det er dog sket på betingelse af, at kommunen bevilliger 250.000 kroner gennem mellembypuljen til at forbedre og forskønne bytorvet.

- Vi håber på, det bare er en formalitet, og vi regner med, at vi kan gå i gang med torvet til foråret, siger Claus Danielsen.

Det er den plads, som definerer Sdr. Vissing, så det er godt, at vi nu endelig får sat pladsen i stand, og den bliver lidt kønnere at kigge på.
Claus Danielsen, Sdr. Vissing Borgerforening

Borgere skal i arbejde

Ifølge planen skal der lægges nye fliser, etableres en lille gangsti, lidt buske, nye infotavler, flagstænger og lys på pladsen. Således bliver torvet nemt at vedligeholde for byens borgere, men der skabes også et lille hyggeligt samlingssted midt i byen.

- Der kommer også borde/bænkesæt, så de, der er ude og cykle eller spadsere kan sætte sig og få en is fra Torvehallen overfor. På den måde håber vi også, at vi kan få præsenteret byen lidt bedre for byens gæster, siger Claus Danielsen.

For at få del i midlerne fra mellembypuljen skal borgerne i Sdr. Vissing lægge lidt frivillig arbejdskraft i det nye torv. Derfor forventer borgerforeningen, at den vil indkalde til en arbejdsweekend i løbet af foråret.

- Det er et relativt lille projekt, så vi håber, at vi kan gøre torvet færdigt på en arbejdsweekend eller to, siger Claus Danielsen.