Beskæftigelsesminister hørte om mangel på hænder: Horsens må lære af Silkeborg

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ser gerne, at de gode tider bruges til at få flere flygtninge i job. Det har man allerede gode erfaringer med hos Dansand i Addit. Her ses ministeren i snak med virksomhedens direktør Poul Konrad Beck. Foto: Henrik Sandvad

Beskæftigelsesminister hørte om mangel på hænder: Horsens må lære af Silkeborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Temaet var mangel på kvalificeret arbejdskraft, da beskæftigelsesminister mandag besøgte sandproducenten Dansand A/S i Addit.

Addit: Der er fuld gang i hjulene i dansk erhvervsliv, og i marts kunne Danmarks Statistik også meddele, at der aldrig tidligere har været så mange i beskæftigelse i Danmark, som der er i øjeblikket. Det er positive nyheder for beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), som mandag besøgte sandproducenten Dansand A/S i Addit, men den høje beskæftigelse har også givet grus i maskineriet.

Højkonjunkturen gør, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det var det problem, som Troels Lund Poulsen var kommet for at diskutere med en gruppe ledere fra det lokale erhvervsliv samt Business Horsens.

- Det er tidens hotteste emne, og det er det, som optager virksomhederne i vores område allermest, hvordan vi tiltrækker kvalificeret arbejdskraft, sagde formand for Business Horsens, Finn Pedersen før rundvisningen på Dansand.

Vi har reelt opgivet at tiltrække mere arbejdskraft, selvom vi godt kan bruge flere. Derfor har vi automatiseret vores produktion, og resten klarer vi med overarbejde.
Poul Konrad Beck, direktør Dansand A/S

Overvejer kontor i udlandet

I øjeblikket overvejer Business Horsens at oprette et kontor i Spanien eller Portugal for at lokke sydeuropæere hertil for at besætte ledige danske stillinger, men derudover handler det også om at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Der er alt for stor søgning til gymnasierne, så vi skal have flere unge ind på erhvervsuddannelserne. Samtidig skal virksomhederne være bedre til at tage elever og lærlinge ind. I Horsens skal vi også være bedre til at udnytte de mange udenlandske studerende på VIA, hvis vi kunne få dem til at blive her. Så der skal en bred vifte af tiltag til, sagde Finn Pedersen.

Direktør mangler folk

Hos Dansand oplever direktør, Poul Konrad Beck, dagligt manglen på arbejdskraft. Her har man valgt at arbejde ekstra og har samtidig gennemført en stor satsning på automatisering med af produktionen.

- Vi har reelt opgivet at tiltrække mere arbejdskraft, selvom vi godt kan bruge flere. Derfor har vi automatiseret vores produktion, og resten klarer vi med overarbejde. Der er fuld beskæftigelse i Danmark, hvilket betyder, at de dygtige er i job. Tilbage har vi en marginaliseret gruppe, som har så store problemer, at de desværre ikke er dygtige nok. Det er et stort samfundsproblem, sagde Poul Konrad Beck.

Han mener derfor, at Danmark bør være mere åben overfor arbejdskraft udefra.

- Det er folk udefra, som bliver nødt til at komme og hjælpe os med at opretholde vores bruttonationalprodukt fremover. Det behøver ikke at være danskere. Det er vi bare nødt til at indse, for ellers må vi takke nej til ordrer, sagde Poul Konrad Beck.

Kan lære af Silkeborg

Beskæftigelsesministeren var naturligvis glad for den høje beskæftigelse i Danmark, men han mener, at der stadig er meget, man kan gøre lokalt for at sikre arbejdskraften.

- Der er i dag stor forskel mellem kommunerne, hvor gode man er til at få folk i beskæftigelse. Jeg synes, det er nu, vi skal prøve at udnytte de gode tider til at få kontanthjælpsmodtagere og flygtninge i arbejde, og her kan Horsens godt lære lidt af Silkeborg, som igennem en stor indsats er væsentlig bedre til at få de grupper i beskæftigelse, sagde Troels Lund Poulsen.

Han anerkendte at nogle virksomheder vil importere arbejdskraft eller automatisere produktionen for at fastholde sin produktion, men det må ikke være den eneste løsning, mente ministeren.

- Der er stadig mange unge ufaglærte, som vi kan hjælpe ind på arbejdsmarkedet, og det kan måske også ske på en anden måde end blot køre dem igennem et skolesystem, hvor de kun lider nederlag, sagde Troels Lund Poulsen.

Beskæftigelsesminister hørte om mangel på hænder: Horsens må lære af Silkeborg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce