71-årige Ulla kæmper for de blå busser: Skrækkeligt hvis vi ikke kan besøge vores kære

71-årige Ulla Pedersen er stærkt utilfreds med Region Midtjyllands busspareplan, og hun er derfor gået ind i kampen for de blå busser. Foto: Henrik Sandvad

71-årige Ulla kæmper for de blå busser: Skrækkeligt hvis vi ikke kan besøge vores kære

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

71-årig Ulla Pedersen fra Brædstrup vil ikke sidde og se på, at den offentlige trafik bliver forringet. Hun har derfor startet sin egen underskriftsindsamling og aftalt et møde med borgmesteren.

Brædstrup: En politisk aktivist vil 71-årige Ulla Pedersen fra Brædstrup ikke kaldes. Til gengæld mener hun, at der er nogle ting, som er værd at kæmpe for.

Det gælder blandt andet de regionale busser, der onsdag skal træffes en beslutning om på et møde i regionsrådet. Her står busrute 110 (Horsens-Silkeborg) og 502 (Brædstrup-Skanderborg) til at blive overdraget til kommunerne, hvorefter det endnu er uvist, hvad der kommer til at ske med den lokale bustrafik efter 1. april 2019.

For at undgå at Brædstrup står uden busser, har Ulla Pedersen startet sin egen underskriftsindsamling. Allerede nu har over 200 personer støttet hendes kamp på Facebook, og derudover har hun aftalt et møde med borgmester Peter Sørensen 6. november for at fortælle ham om hendes og mange andre Brædstrup-borgeres bekymring for den lokale bustrafik.

- Der er mange mennesker, som er afhængige af busserne. Det er både unge, som skal til og fra deres uddannelser, men også rigtig mange ældre mennesker, som har brug for bussen for at komme ud at handle eller på besøg. Det kan også være ældre, hvis ægtefælle er på sygehus. Det må være skrækkeligt ikke at kunne komme på besøg hos sine kære. Det fremmer ikke livsglæden hos de ældre, siger Ulla Pedersen.

Der kommer flere tilflyttere til Brædstrup, og der er nye boligprojekter på vej. Jeg har talt mig frem til, at der er omkring 120 nye boliger på vej, og så er det også vigtigt, at der er en stabil busdrift til og fra Brædstrup for de mennesker.
Ulla Pedersen

Ønsker stabil busdrift

Hun mener, regionen skærer alt for meget i den offentlige transport, og det vil få negative konsekvenser for byen.

- Der kommer flere tilflyttere til Brædstrup, og der er nye boligprojekter på vej. Jeg har talt mig frem til, at der er omkring 120 nye boliger på vej, og så er det også vigtigt, at der er en stabil busdrift til og fra Brædstrup for de mennesker, siger Ulla Pedersen.

Busserne skal bevares

Den lokale busaktivist mener, at regionen i stedet burde lukke nogle få afgange frem for hele busruter for at sikre den offentlige transport. Det vil hun fortælle borgmester Peter Sørensen (S), når hun sammen med tre andre har fået aftalt et møde.

Her vil de fortælle borgmesteren om, hvad der står på spil for byen.

- Jeg håber, at jeg får det med hjem fra mødet, at vi får sikret den offentlige transport til og fra Brædstrup. Jeg har mødt rigtig stor opbakning om at bevare vores busser, og mange har tilbudt deres støtte og vil gerne hjælpe. Det viser, at det er en sag, som vedrører rigtig mange mennesker, siger Ulla Pedersen.

Hun understreger, at hun ikke har startet kampagnen for at bevare de lokale blå busser for sin egen skyld. Hun vil derimod gerne gøre en indsats for dem, som ikke orker at tage kampen selv.

- Derfor vil jeg også kæmpe alt, hvad jeg kan, for at bevare vores lokale blå busser. Jeg synes, det vil være fint, hvis byens ældre kunne slå sig sammen om den her sag. Som ældre ved man i princippet ikke, om man har bil i morgen. siger Ulla Pedersen.

71-årige Ulla kæmper for de blå busser: Skrækkeligt hvis vi ikke kan besøge vores kære

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce