En fin stille morgen med blødt sollys siet igennem et næsten transparent skydække blev anvendt til lugning.

Regnen gjorde det nødvendigt at finde de bedste havehandsker frem igen og begive sig til lugearbejdet og hive et ubegribeligt hav af hurtigtspirende håret kortstråle op.

Arbejdet skred fremad, imens et æble slap en gren og faldt til jorden med et bump. Kortvarigt blev stilheden brudt.

Væk med dem

Kortstråle vokser med lynets hast, og håret kortstråle, Galinsoga parviflora, er jordens stjerneskud med forgrenede stilke, der ender i små bitte hvide stjerneformede kurvblomster.

Planten er selvfølgelig blottet for ønskværdighed, for den er ren og skær ukrudt. Til min skræk faldt jeg også over, at håret kortstråle huser agurkemosaikvirus. Det lød slet ikke rart, fordi jeg satser meget på agurker i år og har dem både i mit drivhus og i køkkenhaven.

Håret kortstråle i køkkenhaven er ugleset og ekstra bandlyst, hvis den smitter mine agurker med mosaikvirus.

Kampen mellem godt og ondt står altså i køkkenhaven, og på den måde er den lille nyttige plet til spiselige vækster et krævende sted. I år har det bare været mindre fordringsfuldt, fordi tørken sørgede for, at de urteagtige ukrudtsplanter havde svært ved at gro. Nu har regnen blødt det hele op, ukrudtet tager fart, men det gør de dejlige planter, der er sat til at være der med vilje, heldigvis også.

Forrygende rævehaler

I krydsfeltet mellem pryd og nytte ligger de spiselige blomster.

Masser af morgenfruer boltrer sig i køkkenhaven, og vi plukker kronbladene jævnligt og bruger dem til at pynte maden med.

Amarant er også en skattet smuk spiselig plante. Den har ligeledes plads i køkkenhaven, hvor den dukker op af sig selv eller bliver sået og plantet, når jeg finder en smuk sort, der er værd at prøve.

Amaranten "Hot biscuits" var en nyhed i frøsortimentet for et par år siden, og den har en helt særlig intens brændt gylden tone. I den mørkerøde afdeling af amaranterne sætter jeg pris på "Chocolate" eller "Red army". "Red army" har helt hindbærfarvede hængende blomsterklaser, den lever op til beskrivelsen "rævehale", og bladene er mørkerøde til dybt bordeaux, hvilket er en flot kontrast til havens mørke sensommergrønne.

I et engelsk værk på min havebogsreol er rævehaleamarant, Amaranthus caudatus, kategoriseret under "Grønne blomster". Og det er rigtigt: Amarant kan have både grønne blade og grøn blomsterstand, hvilket er fint. "Green tails" er netop en skøn helt grøn amarant.

Den tager lige nu livtag med bølger af græskar, der har haft ideelle betingelser i varmen og derfor breder sig formidabelt. Faktisk er græskarrene så frodige, at de har væltet den stakkels grønne amarant. Jeg prøver at rejse den igen ved en pind.

Brugt i tusinde år

Amaranter kan godt lide varme, og denne sommer har været god for dem.

Amaranthus cruentus stammer fra Mexico, og rævehaleamarant, Amaranthus caudatus, er hjemmehørende i Andesbjergene i Peru. Amaranthus cruentus og Amaranthus caudatus er ligesom flere andre slags særlig frøholdige amaranter traditionelt set blevet forarbejdet til spisebrug. Aztekerne kaldte amarant "huahtli" og brugte Amaranthus hypochondriacus til både religiøse ritualer og til mad.

Amarantfrø er proteinrige, de smager nøddeagtigt, og de kan spises hele, som man spiser ris, bruges kogt i salater, koges til grød, poppes til snack, eller frøene kan formales til mel. I dag er amarant et værdsat helsekostprodukt, når man ønsker glutenfri mad.

Amarantens frø er svære at høste selv, fordi de er meget små og modner uens. Til gengæld er bladene nemme at bruge, og de er også spiselige. Amarantblade anvendes i ungt stadie som salat eller spinat med den fordel, at amarantblade ikke indeholder den mængde oxalsyre, man ellers indtager, når man spiser spinat.