Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Der skal bo 9000 mennesker nord for Nørrestrand - men naturen har første-ret

Kort over det 6,8 kvadratkilometer store udviklingsområde nord for Nørrestrand. Boligerne er placeret i enklaver, flettet ind i natur. Tegning fra udviklingsplanen

Der skal bo 9000 mennesker nord for Nørrestrand - men naturen har første-ret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teknik- og miljøudvalget behandler tirsdag en omfattende for udviklingen af et 6,8 kvadratkilometer stort område nord for Nørrestrand. Byudviklingen skal indordne sig den enestående natur, lyder budskabet.

Horsens: Nok skal der være plads til, at op til 9000 mennesker hen over de næste 10-20 år kan bosætte sig nord for Nørrestrand, men det er naturen, der har førsteprioriteten i området.

Det er det primære budskab fra Horsens Kommune ved den længe ventede lancering af udviklingsplanen for et i alt 6,8 kvadratkilometer stort område nord for Nørrestrand.

Planen omfatter principperne for, hvor den eksisterende natur i området skal bevares, hvor der skal etableres ny natur, og hvor og hvordan der må bygges boliger, liberalt erhverv, dagligvarebutik, skole og daginstitution.

Den 75 sider lange plan "Nørrestrand - Bæredygtig natur- og byudvikling" behandles tirsdag eftermiddag af teknik- og miljøudvalget, og den ventes sendt i 12 ugers offentlig høring efter byrådsmødet senere på måneden. På teknik- og miljøudvalgsmødet behandler politikerne også den første lokalplan i området, etape et ud af fem, der er placeret i den vestligste del af området ud mod Egebjergvej.

- Naturen er det bærende element i planen. Inden vi har kigget på, hvor der kan placeres boliger, har vi haft fokus på naturen, og derfor kalder vi det ikke en byudviklingsplan, men en natur- og byudviklingsplan, siger kommunens tekniske direktør, Jens Heslop.

- Det helt særlige ved den her plan er, at den er så stor. Måske den største i kommunens historie, og en plan, der rækker 10-15-20 år frem. Typisk ser man, at områder knopskyder, efterhånden som bydelen udvikler sig, men her har vi haft en enestående mulighed for at tænke det hele samlet på én gang, siger han.

Importerede vildheste skal græsse ved Nørrestrand
Nørrestrand har stor værdi for borgerne i Horsens i dag, og i det vil den også have i fremtiden.
Jens Heslop, teknisk direktør, Horsens Kommune

Trampesti ind i området

Store dele af området, 2,5 kvadratkilometer, tættest på Nørrestrand, bliver der ikke rørt ved. Det er fredet, og planen er, at der skal være mere natur i fremtiden. Det sker ved at omdanne en større del af områderne, der i dag er udlagt til landbrug, til fri natur og grønne områder. 

Allerede nu har kommunen aktiveret landbrugsjord syd for Nordre Strandvej, hvor der er ved at blive anlagt en trampesti op til et udsigtspunkt med et flot vue ud over Nørrestrand.  

De mange boliger er placeret i enklaver med natur flettet ind imellem, og grønne kiler betyder, at alle får adgang til naturen, og at der er mulighed for, at der kan opstå kvarterer med forskellige identiteter, fortæller Sanne Wenzel Jespersen, planlægger i kommunens byplanafdeling.

En af forudsætningerne for, at det kan lykkes at klemme boliger ind til 9000 personer og samtidig bevare naturen, er, at der skal bygges tæt, fortæller hun.

- Vi forestiller os et varieret byggeri, hvor parcelhusgrundene er små, helt ned til 400 kvm. Behovet for store haver vil nok heller ikke være så stort, når man har naturen lige uden for huset, siger Sanne Wenzel Jespersen.

Artiklen fortsætter under videoen

Teknisk direktør Jens Heslop fortæller om planen

Bredt ejerskab

Planen har været to år undervejs, og i den periode har kommunen været i dialog med en lang række borgere og organisationer, der har interesser i området.

- Vi har ønsket at sikre et bredt ejerskab til planen, siger Sanne Wenzel Jespersen.

Alligevel har der været kritik af planen fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, der mener, at planen vil forstyrre den enestående natur i området.

Teknisk direktør Jens Heslop anerkender, at man kan have den holdning, at der slet ikke skal bygges nord for Nørrestrand.

- Man kan godt helt sige nej til byudvikling nord for Nørrestrand, men spørgsmålet er så: Hvor pokker skal byen så ellers vokse? Store områder som Torsted og snart også Bygholm Bakker er allerede ved at være fyldt op, og Nørrestrand vil være det store byudviklingsområde i de næste 10-15 år, konstaterer Jens Heslop.