Måske designerne har drukket sake i arbejdstiden, men bilen fejler intet

Foto: Christian Schacht

Måske designerne har drukket sake i arbejdstiden, men bilen fejler intet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye Mitsubishi Eclipse Cross er helt sin egen, når det gælder design og udstråling, men er ikke så tosset endda.

Når man kommer sent til festen, må man i det mindste gøre sin entré med maner. Sådan må Mitsubishi have tænkt, da man konstruerede den nye Eclipse Cross. Mage til sløvsind skal man lede længe efter, for det er godt nok et stykket tid siden, vi har hørt noget til den engang så innovative bilfabrik.

Årsagen er selvfølgelig, at Mitsubishi længe har kørt på afgrundens rand, indtil Nissan/Renault sidste år overtog 34 procent af virksomheden. Den nye Mitsubishi Eclipse Cross er dog en helt selvstændig konstruktion og måske en af de sidste, for fremadrettet skal bilerne dele teknik med de to øvrige mærker.

Testbilen er en Mitsubishi Eclipse Cross Intense+ Aut. 4WD og dermed topmodellen i den nye serie af biler. Prisen ryger så op på 398.975 kroner, og ja, til den pris er der virkelig mange konkurrenter i klassen for de kompakte SUV'er. Heldigvis kan prisen med få midler komme markant længere ned, for eksempel ved at undlade firehjulstrækket (besparelse: 30.000 kroner) og automatgearet, der bringer prisen ned på 343.970 kroner og stadig med det øverste udstyrstrin.

Mitsubishi Eclipse Cross Intense+ Aut. 4WD
3 STJERNERPris: 398.975 kroner.Eclipse Cross fra: 283.880 kroner.

Forbrug: 14,3 km/l.

CO2 pr. km: 159 g.

Motor: 1,5 benzinmotor med turbo.

Hk: 163/5500 o/min.

Nm: 250/1800 o/min.

Topfart: 200 km/t.

0-100 km/t.: 9,8 sekunder.
Den nye Mitsubishi Eclipse Cross melder sig som en SUV med coupéanstrøg. Det sker med den coupélignende Eclipse, der lander midt i Qashqai-klassen. Foto: Christian Schacht
Den nye Mitsubishi Eclipse Cross melder sig som en SUV med coupéanstrøg. Det sker med den coupélignende Eclipse, der lander midt i Qashqai-klassen. Foto: Christian Schacht

Omfattende udstyr

Udstyret omfatter LED-forlygter, panoramasoltag, opvarmet rat, opvarmet forrude, parkeringssensorer hele vejen rundt, sædevarme også på bagsædet, head-up-display og et stort lydanlæg fra specialisten Rockford og med hele ni højttalere.

Prisen er på niveau med en tilsvarende Nissan Qashqai Tekna+ med 1,6-motor og 163 hk.

Personligt finder jeg måske ikke designet specielt kønt. Gad vide, om Mitsubishis designere drikker sake i arbejdstiden?

På den anden side ligner den bestemt ikke alle de andre SUV'er som Nissan Qashqai, Seat Ateca, Skoda Karoq og Toyota C-HR for bare at nævne nogle enkelte.

På motorsiden skiller den sig også ud: en helt nyudviklet 1,5-liters benzinmotor, der kaster ganske respektable 163 hk af sig og dermed er en særdeles kraftig maskine i forhold til konkurrenter. Og det skal man også bemærke, når man sammenligner prisniveauer.

Vi tester som nævnt med automatgear, som godt nok er af den efterhånden sjældne CVT-type, men som er yderst velfungerende og kun ved meget kraftige accelerationer er støjen påtrængende. Ellers er Eclipse Cross noget af det mest letkørte, som man kan forestille sig. Og endda også ret støjsvag.

Køreegenskaberne er lagt ud til den komfortable side med en affjedring, der sluger de fleste ujævnheder, men som det er tilfældet med langt de fleste biler af denne type, er den ikke ligefrem sjov at køre, for køredynamik er en by i udkanten af Japan. Måske det skyldes, at bilen er opbygget på platformen fra den noget aldrende Outlander.

Interiøret er typisk japansk med en hulens masse knapper, men der er masser af udstyr i topversionen. Foto: Christian Schacht
Interiøret er typisk japansk med en hulens masse knapper, men der er masser af udstyr i topversionen. Foto: Christian Schacht

Træk på alle fire

Vores eksemplar kører med firehjulstræk, der selv fordeler kræfterne mellem for- og bagakslen og har forskellige indstillinger for sne og grus.

Bag rattet sidder man godt og har udsigt til et typisk instrumentbord i en japansk bil med masser af knapper, der gør, at det måske virker lidt gammeldags. På den anden side er det let at finde rundt, og skærmen på syv tommer med Apple CarPlay er hurtig og velfungerende.

Oven i hatten er der gode aflæggemuligheder og et absolut godkendt kvalitetsniveau.

Bagsædepladsen er udmærket, og man kan justere ryglænet, og selve sædehynden kan forskydes frem eller tilbage. Mitsubishien er dog langtfra klassens rummeligste, og selve bagagerummet imponerer ikke. Udsynet bagud lider også under, at bagruden er delt i to med en lille spoiler som adskillelse.

Alle udgaver af den nye Eclipse Cross har automatisk nødbremse, kollisionsadvarsel, alarm for utilsigtet vejbaneskift, regnsensor og bakkestart-assistent.

Priserne begynder ved 283.880 kroner, som nævnt med den stærke benzinmotor, men udstyrstrimmet Inform omfatter kun det mest nødvendige som blandt andet aircondition, men for ekstra 23.000 kroner for næste niveau kaldet Invite+, der har 18-tommer alufælge, nøglefri betjening, bakkamera, klimaanlæg, fartpilot og skærm på syv tommer med Apple CarPlay. Personligt ville jeg nøjes med den version.

Mitsubishi yder i øvrigt fem års fabriksgaranti eller højst 100.000 kilometer på den nye Eclipse Cross, som det allerede kendes fra mærkets øvrige modeller. Ganske imponerende.

Pladsforholdene er ikke bilens stærke side, men dog godkendt. Foto: Christian Schacht
Pladsforholdene er ikke bilens stærke side, men dog godkendt. Foto: Christian Schacht

Konklusion

Hvis du ikke orker en mellemstor SUV af samme mærke som naboens, er det bestemt værd at kigge i retning af de nye Mitsubishi Eclipse Cross. Den ligner ingen andre biler, er komfortabel, sikker og veludstyret.

Samtidig behøver man ikke at stresse over modelprogrammet, for der er kun én motor, og den er kraftfuld og støjsvag. Til gengæld er bilen ikke blandt de mest rummelige eller avancerede i klassen og virker måske en smule gammeldags.

Derfor ville jeg personligt gå efter en Skoda Karoq, hvis ikke ventetiden var så pokkers lang.

Den nye Mitsubishi er overordentlig letkørt, og undervognen er sat op til komfort frem for sport. Foto: Christian Schacht
Den nye Mitsubishi er overordentlig letkørt, og undervognen er sat op til komfort frem for sport. Foto: Christian Schacht

Måske designerne har drukket sake i arbejdstiden, men bilen fejler intet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce