Audis nye coupé befinder sig i bilernes Champions League

Vi tester den nye Audi RS5, der nu kører med sekscylindret benzinmotor udviklet sammen med Porsche i stedet for forgængerens klassiske V8. Foto: Christian Schacht

Audis nye coupé befinder sig i bilernes Champions League

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den elegante Audi RS5 Coupé befinder sig i klassen, hvor performance betyder alt. Derfor kommer motoren også fra Porsche.

For de fleste er en Audi A5 Coupé lidt af en drømmebil. Flot, potent og kvalitetspræget, som kun tyskerne laver dem. Alligevel findes der Audi-ejere, for hvem den lave og brede vogn bare er en appetitvækker. De vil have mere, og her kommer RS ind i billedet.

I forvejen giver det en vis portion selvtillid, når man sætter sig bag rattet i det, der ligner en af tidens smukkeste coupéer. Forgængeren var et mesterværk fra daværende chefdesigner Walter de Silva, og den nye version er en logisk efterfølger.

Men RS5 er ikke blot smuk, den er også brutal. Glem politisk korrekt ammestuesnak om, at udseendet ikke er alt. Designet er i højsædet.

Den kønne coupé er således garneret med ekstra brede skærme, spoilere og diffusere, der alt sammen er mere end et hint om, at her kommer noget specielt, og som på sin vis minder lidt om den originale Audi Quattro, der i dag er en kostbar kultbil.

Selvfølgelig har Audis RS-division også drysset lidt diskret tuner-stil over A5'eren: Først er der en kraftigt forandret front med enorme huller, som tager luft ind og giver et cool look, det karakteristiske kølergitter i bikubemønster, dernæst en kofanger med et par massive huller, hvorigennem man kan se noget af køleren - altid et godt tegn.

AUDI RS5 COUPÉ
4 STJERNERPris: 1.378.085 kroner.Forbrug: 11,5 km/l (EU-snit).

CO2 pr. km: 197 g.

Motor: Benzinmotor på 2,9 liter med seks cylindre og to turboladere.

Hk: 450 hk v. 5700 o/min.

Nm: 600 Nm v. 1900 o/min.

0-100 km/t.: 3,9 sekunder.

Topfart: 250 km/t., kan opreguleres til 280 km/t.
Den lave og brede Audi coupé ser markant mere barsk ud som RS. Foto: Christian Schacht
Den lave og brede Audi coupé ser markant mere barsk ud som RS. Foto: Christian Schacht

Små hint om fart

Så er der skærmene, der selvfølgelig er gjort bredere, præcis 1,5 centimeter, så der er plads til 19-tommer-fælgene. Agter er der enorme udstødningsrør, der distancerer den væsentligt fra hr. og fru normaldanskers ellers fine A5'er, og som mest af alt ligner skorstene.

Gadeparlamentets smagsdommere er enige om, at den daytonagrå tysker er værd at dreje hovedet efter. På mange måder befinder Audi RS5 Coupé sig i premium-mærkernes svar på fodboldens Champions League, hvor konkurrenterne hedder BMW M4 og Mercedes C63 AMG, og hvor performance betyder alt.

Man kan nærmest beskrive RS som Audis egen division for bilernes svar på bodybuilding. Her har man taget den i forvejen meget vellykkede nye coupé, som vi her på redaktionen har kaldt en af de bedste Audier i årevis, og sendt den til træning hos tuningsafdelingen.

Ægte skønhed kommer jo også indefra. De fartglade ingeniører har givet den en nyudviklet sekscylindret benzinmotor på 3,0 liter og to turboladere, ja, det er den, som også ligger i den nye RS4 - et powerboost så enormt, at vi har hele 450 hk at gøre godt med, og med så kraftigt et drejningsmoment, at den nærmest kan flå asfalten op. Nå ja: Motoren er faktisk udviklet af Porsche og bruges også i en Panamera 4S.

Et rigtigt racerrat med flad bund og dejlig tykt at holde ved dominerer kabinen. Foto: Christian Schacht
Et rigtigt racerrat med flad bund og dejlig tykt at holde ved dominerer kabinen. Foto: Christian Schacht

Lækker kabine

Vi svinger os ned i den lave kabine og placerer rumpen i nappalæderet, som med diamantformede syninger godt nok er ekstraudstyr. Åh, hvilken udsigt!

Sportsrattet med den flade bund, det lille joystick af en gearvælger inden for rækkevidde og omfattende digital instrumentering fuldender billedet, der afrundes af et par næsten racerbilagtige forstole og indikerer, at det ikke er en hvilken som helst Audi.

Og nu skruer vi så op for lyden ved at trykke på den store startknap: Koncerten starter med et bjæf, straks efter falder motoren til ro med en diskret rumlen i tomgang. Okay, ikke så inciterende som forgængerens V8 med samme antal hestekræfter, men tilpas markant.

Et lille ryk i gearstangen, og første gear lægges ind. Vognen gør nu chaufføren til dirigent for et orkester med et køremæssigt repertoire, der kan tage pusten fra de fleste: Først blævrer motoren diskret og næsten som i en limousine, men det kan vi hurtigt ændre på ved at sætte RS5 over i det dynamiske køreprogram, hvor maskineriet lyder let hvæsende, og hvert gearskift understreges af en raceragtig baslyd som et fjernt kanonslag, der er potent, men også relativt afdæmpet, selv om testbilen har RS-udstødning som tilvalg.

Oplevelsen er stram, fokuseret og med lynhurtig respons, præcis som tyskerne vil have os til at opleve bilen.

Motoren føles knap turboladet med en kraftlevering, der er elastisk og hamrende effektiv. Det betyder, at den reagerer lynhurtigt, bare man berører speederen ganske let.

I bedste Audi-stil er vognen en anelse underspillet, men præstationerne fejler bestemt ikke noget. Foto: Christian Schacht
I bedste Audi-stil er vognen en anelse underspillet, men præstationerne fejler bestemt ikke noget. Foto: Christian Schacht

Effektivt gear

Den ottetrins automatgearkasse er forbløffende hurtig til at skifte, og der er intet rusk fra den kant, der nærmest sørger for at skyde gearskiftene ind, mens motoren bliver ved og ved.

Accelerationen er selvfølgelig formidabel. Maskinen har vitaminer nok til at sende vognen af sted fra 0 til 100 kilometer i timen på 3,9 sekunder.

Konklusion

På mange måder er den forbløffende letkørt, den nye Audi RS5, og til at leve med i det daglige. Affjedringen er dog ikke perfekt, fordi den er særdeles hård, og over små vejbump er bilen et mareridt. Her hjælper det ikke engang at sætte den i komfort-mode.

Visse entusiaster vil sikkert også savne lidt mere vildskab fra bilen, og især en konkurrent som Mercedes C63 coupé er mere brutal og involverende, men på den anden side er Audi jo sjældent vild og voldsom.

Prisen på bæstet er hæsblæsende 1.378.085 kroner.

Har man pengene, eller drømmene, synes modellen alle kronerne værd. Interesserede bør dog lige vide, at testbilen løber op i næsten 1,7 millioner kroner. Men så har man også en Audi, der i mere end én forstand giver naboernes firmabil derhjemme på vejen seriøst baghjul.

Audis nye coupé befinder sig i bilernes Champions League

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce