Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Alle BMW-elskere drømmer om en M

Den 4,4 liters V8-motor med dobbelt turbo yder 600 hk - det er 40 hk mere end forgængeren - og et moment på 750 Nm. Foto: BMW

Alle BMW-elskere drømmer om en M

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Firehjulstræk til sportslig hverdagskørsel og baghjulstræk, når det skal være ekstremt. Sådan er filosofien i den nye BMW M5, og konceptet fungerer fremragende.

Medmindre du til daglig tilfredsstiller din dødsdrift med en bil a la Dodge Viper, vil alle M-BMW'er give dig lidt samme sus, som når cirkusdomptøren stikker hovedet ind i løvens gab. Og det er naturligvis meningen - ellers ville det ikke være sjovt. Og med den forrige M5 i nogenlunde frisk erindring burde jeg svede lidt mere i håndfladerne, end jeg gør i dag.

Mine ture i forgængeren havde gjort det klart, hvorfor en bil med 560 hk på baghjulene er rigelig til 95 procent af kunderne. Alligevel har denne helt nye udgave af M5 ekstra 40 hk. Men fordi den har firehjulstræk, er jeg helt rolig - og helt uden svedige hænder.

BMW M5
Pris: 2.076.500 kroner plus levering.Forbrug: 9,5 km/l (EU-snit).

CO2 pr. km: 241 g.

Motor: 4,4 liters V8 med biturbo.

Ydelse: 600 hk/5600 o/min.

Moment: 750 Nm/1800 o/min.

0-100 km/t.: 3,4 sekunder.

Topfart: 250 (eller 305 med Drivers Package) km/t.

Drøn på

Sjette generation M5 ligner til forveksling sin forgænger - både på ydersiden og under hjelmen. Karosseriet er nyt, men du skal være BMW-nørd for at se det. Under hjelmen ligger en let opgraderet udgave af den samme 4,4-liters V8'er. Denne gang med 600 hk i stedet for 560 hk. Og de er nemme at trylle frem - du skal ikke trykke på tre knapper, vride en fjerde og slå korsets tegn over brystet, inden du får alle hestekræfterne frem, som man skulle i den gamle M5, indtil man fik snørklet sig igennem et sindrigt menusystem og fik programmeret M-knappen til gå amok-modus.

Det skal være nemt og ufarligt at køre den nye M5, selv om den er vanvittigt hurtig. Firehjulstrækket gør ikke bilen langsommere, tværtimod: 0-100 er overstået på 3,4 sekunder, 200 på 11 sekunder, og det hele sker på en ret udramatisk facon. Hurtigt og nemt, men med lidt bedre lyd end i den gamle M5, fordi ingeniørerne har skruet ned for den kunstige lyd og op for den mekaniske udstødningslyd.

Den ikoniske M5 har alle dage været et højteknologisk udstyrsstykke. Og modellen skal da også lægge afstand til konkurrenter som Audi RS6 Performance med 605 hk og Mercedes E-Klasse AMG med 571 hk/612 hk alt efter version, og som begge har firehjulstræk og ånder den tæt i nakken.

HISTORIEN
Forløberen for alle M-sedanerne hed M535 og var udstyret med en 3,5-liters række-sekser med 215 hk. BMW var efter alt at dømme blevet ansporet af Mercedes' 170-hestes 190E 2,3 16V, som satte fut i drømmene hos mange familiefædre dengang i 1983.BMW M535 kom på markedet i 1985, og allerede året efter dukkede M5 op med hele 286 hk og var dengang den hurtigste seriefremstillede sedan i verden. Den første M5 er også den mest sjældne, da den blot blev fremstillet i 2441 eksemplarer. Man kunne også købe den som stationcar.Den første BMW MDer er gået 40 år siden, BMW løftede sløret for den første M-model. Med den skabte tyskerne en ny bilklasse, der kombinerede almindelige familiebiler med fuldblodsteknik. Über-GTI'en eller det europæiske svar på amerikanernes muscle cars var født. M stod meget passende for Motorsport, da den første M-model var en racerbil udviklet til den daværende Procar-serie. Gadeversionen fik navnet M1 og blev kun produceret i 445 eksemplarer.

Med sin centerplacerede rækkemotor på 277 hk var M1 en rendyrket superbil designet til at konkurrere med Porsche og Ferrari. Supersportsvognen var designet af italienske Giugiaro og tiltænkt både gadebrug og det vilde liv på racerbanerne. Den levede kun fra 1978 til 1981, men på den korte tid tilbagelagde den distancen fra bil til myte.

Det første eksemplar blev samlet helt præcist 10. juli 1978 og det sidste 13. februar 1981. BMW M1 var udtænkt af entusiasterne hos BMW Motorsport, der også lagde navn til. Planen var egentlig, at bilen skulle samles hos Lamborghini, men det italienske mærke var i krise og manglede kapacitet, så byggeriet blev flyttet hjem til Tyskland.

Centermotoren, den sekscylindrede 3,5 liters 24-ventilede rækkemotor med Bosch mekanisk benzinindsprøjtning, stammede fra coupéen BMW 635 CSi, men i BMW M1 havde den 277 heste. Opbygningen, en rørgitterrramme iklædt et karrosseri af glasfiber, var ensbetydende med lav vægt, og det udløste tilsammen gnistrende præstationer: en topfart på 261 kilometer i timen og et afsæt fra 0 til 100 på 5,6 sekunder.

Skift fra 4x4

Var det ikke for lyden, ville jeg nok begynde at kede mig, hvis jeg ikke havde mulighed for at slå firehjulstrækket fra og gå all in på burnouts og dertilhørende fugtige håndflader. Det kan den nye M5, og det er nemt at slå til i modsætning til konkurrenten Mercedes E63 S AMG, hvor man skal slå op i en tommetyk manual for at lave safemode om til vanvids-mode. I BMW slår du blot ESC-systemet fra med et kort klik på knappen ved siden af gearvælgeren, og vupti, så er alle kræfterne på baghjulene.

Apropos gear: M5 fås kun med automatgear, og det er ikke længere typen med to koblinger, men en traditionel ottetrins Steptronic-gearkasse, som er hurtig, lydefri, men også mindre dramatisk end gearkassen med dobbeltkobling fra forgængeren. Selv med alle kræfterne på baghjulene er M5 utrolig nem og sikker at køre. Den er tung - 1855 kg - men ikke så tung, at det tager hele følelsen ud af bilen.

Styretøjet er præcist, og bilen er i fornem balance, men fordi M5 ikke er en BMW M2 eller M240i, føler du dig lidt distanceret fra mekanikken - komforten er hele tiden til stede. Sådan vil kunderne have det, siger BMW. Modellen er slanket med mere brug af letvægtsmaterialer. Således er taget lavet i en kulfiberforstærket plast, mens udstødningen har meget lav vægt.

Kendere kan spotte den vilde model på M-kompoundbremser med blålakerede bremsekalibre, der har seks stempler på forakslen og flydende monostempelkalibre på bagakslen. De ekstreme kan vælge mere effektive og 23 kg lettere keramiske M-kulfiberbremser med guldfarvede kalibre.

Store, markante åbninger i fronten ved motor, indsugning og gearkasse skal sikre tilstrækkelig med køleluft. Indvendig er M5 et næsten absurd overflødighedshorn af læder og plads naturligvis - for M5 er lige så praktisk som enhver anden 5'er. Og det er jo netop det, der gør den interessant for rigtig mange købere. Her er muligheden for at få en bil, som på én gang er lynhurtig og superpraktisk.

Prisen? To millioner plus det løse. M5 er et orgie i kræfter, luksus og teknologi, men ligesom forgængeren er den for meget luksus til min smag. Jeg napper en 530D til langturen og den himmelske M2 til weekenden. De kan lige være i dobbeltcarporten.

Gear var inviteret til Lissabon af BMW.

Alle BMW-elskere drømmer om en M

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.