Annonce
Udland

Zimbabwes præsident vil efterforske vold mod demonstranter

Zimbabwes præsident, Emmerson Mnangagwa, siger tirsdag, at han vil efterforske vold begået af landets sikkerhedsstyrker. (Arkivfoto)

Vold begået af sikkerhedsstyrker er uacceptabelt, siger præsidenten i Zimbabwe, hvor situationen er højspændt.

Vold begået af Zimbabwes sikkerhedsstyrker er uacceptabelt og vil blive efterforsket.

Det fastslår landets præsident, Emmerson Mnangagwa.

- Vold og ureglementeret adfærd begået af sikkerhedsstyrker er ikke acceptabelt. Det er et svigt af det nye Zimbabwe, skriver præsidenten på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Kaos og ulydighed vil ikke blive tolereret. Ureglementeret adfærd vil blive efterforsket. Og hvis det bliver nødvendigt, vil der rulle hoveder.

Han opfordrer samtidig til dialog, efter at hundredvis af borgere den seneste uge er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationer mod stigende benzinpriser.

Politi og soldater i Zimbabwe har slået hårdt ned på demonstranter i landet. Tungt bevæbnede militser leder målrettet efter politiske aktivister og fagforeningsfolk.

Ifølge en zimbabwisk ngo er mindst 12 mennesker blevet dræbt, mens 78 andre er blevet behandlet for skudsår. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Yderligere har Zimbabwe Human Rights NGO Forum registreret flere end 240 tilfælde af overgreb og tortur.

Imens er omkring 700 mennesker blevet anholdt.

Højesteret i hovedstaden Harare besluttede mandag, at regeringen ikke har beføjelser til at lukke ned for internettet, som den ellers havde gjort.

Ifølge AFP synes både internettet og sociale medier i Zimbabwe at være oppe at køre igen tirsdag morgen.

Urolighederne udgør en trussel mod præsident Emmerson Mnangagwas styre, som forsøger at rette op på landets kriseramte økonomi, efter at Robert Mugabe blev afsat ved et kup i november 2017.

Mange af Zimbabwes indbyggere havde håbet på, at Mnangagwa ville opfylde valgløfter om at skabe en ny økonomi, som brød med Mugabe-æraen. Men livet synes at fortsætte på samme måde som hidtil.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce