Annonce
Danmark

Yngre læger om deres dårlige arbejdsmiljø: Det går ud over både os og patientsikkerheden

Det er ikke kun lægerne selv, det går ud over, når arbejdsmiljøet er presset i det danske sundhedsvæsen. Ny undersøgelse fra Yngre Læger viser, det også går ud over patientsikkerheden. Arkivfoto: Morten Stricker
En stor del af de yngre læger oplever arbejdsrelateret stress i deres dagligdag, og det går ikke kun ud over dem selv, men også over patientsikkerheden, siger de. Det viser en ny undersøgelse blandt 4500 yngre læger. Alarmerende, lyder det fra foreningen Yngre Læger, der står bag undersøgelsen.

Læger: En tredjedel af unge læger med et dårligt arbejdsmiljø oplever, at patientsikkerheden er dårlig. Det viser Yngre Lægers nye undersøgelse, der for første gang kobler lægernes oplevelse af travlhed og arbejdsmiljø med deres vurdering af patientsikkerheden.

4500 yngre læger har deltaget i undersøgelsen, som også viser sammenhæng mellem travlhed og patientsikkerhed.

- Undersøgelsen understreger endnu engang, hvor vigtigt det er at være opmærksom på lægers arbejdsmiljø. Både for lægernes og for patientbehandlingens skyld. Der er brug for opmærksomhed omkring, at lægerne yder en mindre god behandling, når deres arbejdsmiljø er dårligt, siger Helga Schultz, formand for yngre læger.

Formanden bider også mærke i, at mere end hver fjerde yngre læge i undersøgelsen oplever i høj eller meget høj grad at være påvirket af arbejdsrelateret stress i deres dagligdag.

- Det er bekymrende, at antallet af læger, der føler sig stressede bliver ved med at stige. De kan betyde, at de søger andre steder hen at arbejde. Vi har meget brug for at holde på de læger, vi har. Derfor er det noget, vi skal tage alvorligt, siger Helga Schultz.

Annonce

Det svarer lægerne i undersøgelsen

I undersøgelsen fra Yngre Læger blev 4500 læger spurgt til en række forhold om deres arbejdsmiljø. Her er nogle af de øvrige resultater fra undersøgelsen:

45 procent siger, at de høj grad eller meget høj grad oplever, at arbejdstempoet er for højt på deres arbejdsplads

48 procent siger, at de i lav grad eller meget lav grad oplever, at bemandingen passer til antallet af og typen af arbejdsopgaver.

Lidt over hver fjerde læge med dårligt arbejdsmiljø svarer, at behandlingskvaliteten er dårlig på deres afdeling. Det samme gælder kun 0,4 procent af lægerne med godt arbejdsmiljø.

Danske Regioner kræver flere penge

Yngre Læger kalder det i rapporten alarmerende, at 43 procent af lægerne svarer, at de kun i lav eller meget lav grad har den fornødne tid til deres arbejdsopgaver.

Hos Danske Regioner ser næstformand Ulla Astman (S) også på Yngre Lægers undersøgelse med stor alvor.

- Vi vil meget gerne have, at medarbejderne kan gå trygt på arbejde, og at patienterne får en god behandling. Der er ingen tvivl om, at mange medarbejdere i sundhedsvæsenet løber stærkt, og nogle også for stærkt, siger hun.

- Cirka en tredjedel af de læger, der har et dårligt arbejdsmiljø, oplever patientsikkerheden som dårlig. Hvordan forholder du dig til det?

- Det er noget af det, der gør, at vi kigger på det her med meget stor alvor. Selvfølgelig skal vi sikre, at patientsikkerheden er i orden. Det er det vigtigste for os. Vi arbejder hele tiden med at forbedre arbejdsmiljøet og har i overenskomstforhandlingerne afsat dobbelt så mange penge til det som tidligere.

- Derudover går vi til økonomiforhandlingerne efter sommer med et krav om to milliarder ekstra kroner til sundhedsvæsenet. Det viser denne undersøgelse sammen med mange andre tydeligt, at der er brug for.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Horsens For abonnenter

Anders har fire hektar jord under vand: Flaskehals på Gudenåen gør hans marker værdiløse

Annonce