Annonce
Erhverv

Wolf of Wall Street-producer anklaget for milliardhvidvask

Paul Hackett/Ritzau Scanpix
Riza Aziz, der har produceret flere kendte film, er anklaget i en stor malaysisk korruptionssag.

Den kendte film "Wolf of Wall Street" med Leonardo DiCaprio i hovedrollen kan være produceret for penge, der er franarret den malaysiske regering i den meget omtalte 1MDB-skandale.

Det skriver The Guardian.

Riza Aziz, hvis produktionsselskab Red Granite Pictures har produceret ikke bare "Wolf of Wall Street" men også "Dum og Dummere 2", er ifølge den britiske avis anklaget for at have hvidvasket for 248 millioner dollar eller 1,6 milliarder kroner.

Ud over at være producer i Hollywood er han stedsøn til Malaysias tidligere premierminister Najib Razak, der står anklaget for underslæb i milliardklassen.

Det skulle være sket gennem den statslige investeringsfond 1MDB. Penge ført ind i fonden er senere overført til premierministerens egen konto og altså også en række andre projekter.

Ifølge en amerikansk anklage er fonden samlet blevet frarøvet 4,5 milliarder dollar.

248 millioner af dem skal være ført til en konto i Schweiz og derefter i mindre bidder ind i Riza Aziz' produktionsselskab Red Granite Productions.

Produktionsselskabet var relativt ukendt, indtil det pludselig fandt 100 millioner dollar til at producere Martin Scorseses "Wolf of Wall Street".

Riza Aziz er anklaget i Malaysia for fem tilfælde af hvidvask. Hvert tilfælde kan give fem års fængsel.

Ifølge The Guardian er han det tredje medlem af den tidligere premierministers familie, der er anklaget i sagen. De to andre er hans mor og den tidligere premierminister.

Najib Razak selv er anklaget for 42 tilfælde af korruption, blandt andet overførsler af 681 millioner dollar fra fonden til sig selv. De skal være gået til en ekstraordinært luksuriøs livsstil.

Den tidligere premierminister blev arresteret i 2018, hvor politiet konfiskerede 1400 halskæder, 567 håndtasker, 423 ure, 1600 brocher og 14 hovedsmykker til en værdi på 273 millioner dollar.

Riza Aziz gav under indspilningerne af "Wolf of Wall Street" Leonardo DiCaprio en Oscar vundet af Marlon Brando til en værdi på 600.000 dollar i fødselsdagsgave. Skuespilleren har senere afleveret den til politiet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

33-årig offer for trafikvold

Annonce