Annonce
Debat

Vrede veganere og religiøse ateister

Min stakkels slagter. Veganerne har set sig sure på ham. Han sælger jo kød af døde dyr, som vi, flertallet af den danske befolkning, gerne spiser i forskellige udskæringer og tilberedninger. Så nu stiller de sig op uden for hans butik næsten hver fredag, de vrede veganere. Med skilte og bistre blikke udskammer de ham og os, der køber hans produkter. Jeg håber ikke, det påvirker hans omsætning. Jeg holder meget af min slagter. Han er dygtig til det, han gør. Men det er da lidt grænseoverskridende, at noget så fredagsagtigt dansk som at købe en god bøf med hjem til lillemor, pludselig skal foregå i en atmosfære af skyld, fordi et dyr er dødt.

Engang var veganere jo mest sådan nogle, der havde bestemte principper for deres madindtag. Diskret håndhævede de dem, og vi andre forsøgte at gøre ligeså, når de var repræsenterede ved familiefrokosten. Men nu handler det ikke længere om sundhed og ernæring, men om dyrs liv. Veganerne er vrede og aktionerer, når og hvor folk køber pelse og pølser, eller sender kvæget på græs de første forårsdage

Jeg respekterer og sympatiserer med, at man kan have sine principper og holder af dyr. Jeg forstår at stadigt flere går grønt og dropper koteletterne. Men hvorfra trangen til på offentlig vej og plads, med skilte og vrede blikke at pånøde andre sine synspunkter og leveregler? Jo, selvfølgelig fordi man har en sag, der ikke længere lader sig opsætte og begrænse til den individuelle livsførelse. Tvært imod må den sættes igennem som meningsmodsætninger i det offentlige rum, som min sandhed i forhold til jeres vildfarelse, som min rette tro i forhold til jeres løgn og svigt.

Det er et af religionens mindre tiltalende træk. Jeg håbede, at vi havde forladt den vej efter de munkemarxistiske dage i de røde 70’ere. Men sådan bobler det åbenbart op med jævne mellemrum. Kun sagen ændrer sig. Og veganerne er skam ikke alene om at konfrontere sagesløse borgere med deres vankundighed. Også ateisterne har bevæget sig ud af den private og personlige overbevisnings skjul for inkvisitorisk at spørge ind til andres trosliv. Ikke så meget om hvorvidt de tror, men om de nu også tror nok til, at det kan bære et folkekirkemedlemskab.

Repræsentanter for ateisternes ungdomsafdeling (eller hvad det nu er) “Gudløs Ungdom”, mødte forleden op efter konfirmation i henholdsvis Sions Kirke og Holmens kirke i København for at filme og interviewe konfirmanderne. Angiveligt for at bruge det i en kampagne mod at unge går og gør den slags alene med henvisning til traditionen. For det er ikke et argument, kan man forstå. I sandhed en sælsom blanding: Religiøs antireligiøsitet. De befinder sig i hvert deres lille ekkokammer, de gudløse og de vrede veganere, men de har det tilfælles, at de har lidt svært ved at acceptere andres levevis og tro, som de fleste af os vel respekterer deres. Og ungdommeligt idealistisk som det måske også kan tage sig ud, så vidner det om endnu en lille flænge i den gensidige respekt, vi som samfund gør klogt i at hæge om.

Annonce
Henrik Wigh-Poulsen
Annonce
Forsiden netop nu
112

Straksdom til 48-årig mand efter to indbrud

Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Annonce