Annonce
Udland

Voldtægtsoffer stukket i brand på vej til retten i Indien

Amit Dave/Reuters
Overfald på voldtægtsoffer får voldsomme protester mod kvindevold til at eskalere i Indien.

En 23-årig kvinde, som havde været offer for en voldtægt, blev torsdag morgen overhældt med tændvæske og stukket i brand, da hun var på vej til et retsmøde om voldtægten i det nordlige Indien, oplyser myndighederne.

Hun var på vej til en station for at tage toget til en høring om voldtægtssagen. Politiet har anholdt fem mænd i sagen - deriblandt den angivelige voldtægtsmand. Det oplyser politimanden Vikrant Vir.

Overfaldet på voldtægtsofferet sker efter omfattende uroligheder og protestaktioner mod kvindevold i Indien - blandt andet i kølvandet på et formodet voldtægtsdrab på en 27-årig dyrlæge i sidste uge.

I adskillige byer har tusinder været på gaden, efter at dyrlægens forkullede lig blev fundet i sidste uge nær den sydlige by Hyderabad.

Demonstranterne og parlamentarikere presser på for at få domstolene til at hastebehandle voldtægtssager og skærpe straffene.

Kvinden, som blev overfaldet tirsdag morgen, er i kritisk tilstand, siger lægen D.S. Negi på et hospital i Lucknow, som er hovedstad i den nordlige delstat Uttar Pradesh.

Manden er anklaget for at have voldtaget kvinden den 12. december sidste år, hvor han truede hende med en pistol. Manden blev efterfølgende fængslet, men han blev løsladt mod kaution i sidste måned.

I sagen omkring dyrlægen har politiet fængslet fire mænd, som er mistænkt for voldtægt og drab.

Offerets mor har krævet, at de fire mænd bliver brændt levende, skriver avisen The Times of India. Mødrene til to af de anholdte har også krævet dem idømt meget hårde straffe, hvis de er skyldige.

- I giver dem, hvilken straf I vil. Jeg har også en datter, siger en af dem til nyhedsbureauet The Press Thrust of India.

Mange har givet udtryk for harme på Twitter under #HangRapists (Hæng voldtægtsmænd).

Med henvisning til gruppevoldtægten og drabet på den unge kvinde i New Delhi for syv år siden skriver Bollywood-skuespilleren Akshay Kumar i et tweet: Vi må have en strengere lovgivning. Dette må STOPPE".

Indiens Nationale Kvindekommission har fordømt episoden, og lederen af den, Rekha Sharma, siger, at der er indledt en nådesløs efterforskning for at få de skyldige straffet.

/ritzau/Reuters



Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Farvel til et stykke dansk industrihistorie: Kommunens største virksomhed skifter navnet ud efter 140 år

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];